Indkøb

Tør du købe brugt elektronik?

Indlægget indholder affiliatelinks (markeret med *). Jeg får en lille procentdel af den pris, du betaler, hvis du køber noget gennem mit affiliatelink. Prisen er selvfølgelig den samme for dig, som den ellers ville være.

Har I kastet jer ud i at købe brugt elektronik? Det kan virkelig betale sig økonomisk og milijømæssigt – men jeg skal være den første til at indrømme, at det ikke altid er nemt. Der er ingen tvivl om, at elektronik er et område, hvor det virkelig batter at købe brugt: Computere, telefoner og andre dimser er nemlig ressourcekrævende at fremstille og forurenende at skille sig af med, og så er arbejdsforholdene ofte under al kritik oven i hatten. Men det er også et område, hvor det nyeste og bedste er tillokkende, og hvor man hurtigt kan købe katten i sækken, hvis man køber brugt og ikke er forsigtig.

Jeg købte mit kamera brugt i 2013 på Den Blå Avis. Det turde jeg godt, fordi jeg kunne se, at markedet var stort, og fordi jeg kendte andre, som havde gjort det med succes. Senere har jeg opgraderet mit objektiv til et bedre, som jeg også købte på DBA og stadig bruger. Begge dele fungerer upåklageligt til det, jeg har behov for. Og så fik jeg dem til under halv pris af, hvad de har kostet fra ny – plus at jeg har sparet på ressourcerne!

Da min telefon døde i slutningen af 2016, overvejede jeg, hvad jeg skulle gøre. Jeg tjekkede Fairphone, men droppede den, fordi den ikke kan måle sig med andre telefoner i kamerakvalitet, hvilket er vigtigt for mig.  Jeg turde ikke købe en brugt telefon på DBA, fordi jeg var nervøs for, om den ville have for dårligt batteri, crashe 14 dage efter eller være for langsom. Ulempen ved DBA er jo, at man ikke får en kvittering eller har garanti. Derfor endte jeg med at købe en ny iPhone – men hvis jeg havde vidst, at man kan købe brugte iPhones* med et års garanti, så havde jeg nok gjort det!

Da det var tid til at udskifte min computer (som sagde som en støvsuger og desværre ikke kunne fikses) sidste år, tog jeg mig sammen og undersøgte, hvad der findes af muligheder for at købe brugt med garanti. Valget faldt på Refurb*, som sælger brugt elektronik med et års garanti til rigtig fine priser. Jeg valgte en MacBook Pro, som ikke er den smarteste mindste lettelse nyeste cooleste model, men er stabil. Den har god batterilevetid og kan pålideligt og hurtigt gøre det, jeg skal bruge: Køre Word til specialet, lade mig surfe rundt på nettet, redigere billeder og streame tv-serier.

Jeg har haft computeren i et halvt år nu og har ingen klager. Da jeg modtog den, var opladeren defekt, men det fiksede de lynhurtigt og sendte mig en ny med det samme, uden at jeg skulle sende den gamle tilbage eller “bevise”, at den var ødelagt. God stil. Jeg har helt klart fået blod på tanden (eller spinat mellem tænderne, man er vel vegetar!) i forhold til brugt elektronik nu. Det var ligesom bare en barriere, der skulle overskrides. Og med et års garanti tør jeg godt.

Har I prøvet at købe brugt elektronik, eller er der noget, der holder jer tilbage? Jeg tænker, at det også især er oplagt til større børn, som skal have egen telefon eller computer, men ikke skal have noget, der har kostet en million.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Relateret indhold

12 kommentarer

  • Besvar
    Ida
    19. juni 2018 at 07:05

    Salat mellem tænderne – haha, den talemåde må udbredes x)
    Jeg har ikke købt elektronik brugt, endnu! Kender flere som har og som har rigtig gode erfaringer med det. Næste gang der skal skiftes ud, vil jeg klart se efter noget brugt.

    • Besvar
      Emma
      19. juni 2018 at 08:31

      Hehe ja, den er god ikke?
      Fedt at du også kender andre, som har været glade for det. Jeg kan virkelig også anbefale det.

  • Besvar
    Bodil
    19. juni 2018 at 10:10

    Hej Emma
    Min pc er købt brugt fra brugtecomputere.dk som sælger brugte computere, primært pc’er, fra firmaer og kontorer. Fungerer upåklageligt – så det kan jeg kun anbefale. Til gengæld har jeg købt en brugt iPhone fra et firma, som ikke eksisterer mere, hvor jeg ikke fik noget særlig godt ud af det. Telefonen crashede nærmest fra dag 1, måtte til service flere gange, og kom aldrig til at fungere rigtig godt. Men fint med link til Refurb – dem ville jeg godt turde købe noget af.

    • Besvar
      Emma
      19. juni 2018 at 13:48

      Åh hvor ærgerligt med telefonen! Det må blive Refurb eller lignende næste gang så :) Men fedt at du har gode erfaringer med en brugt computer ligesom mig.

  • Besvar
    Sarah
    20. juni 2018 at 08:37

    Hej Emma,
    Sindssygt relevant emne, du har taget op! Jeg har selv købt en iPhone brugt på DBA, hvor jeg fik kvittering med og garantien stadig var gældende. Det var helt perfekt, for lige da garantien var ved at løbe ud, fik jeg den repareret omkomstningsfrit fordi jeg havde kvitteringen.

    • Besvar
      Emma
      20. juni 2018 at 17:14

      Okay, dét er virkelig tjekket! Hvilke reaktioner har du fået fra folk, når du har fortalt, at du har købt din telefon brugt?

  • Besvar
    E.
    20. juni 2018 at 11:29

    Jeg købte min første iphone billigt af en veninde, som var skiftet til en arbejdstelefon. Min anden iphone, som jeg har nu, har jeg arvet efter min kæreste. Min mor har også arvet én fra en i familien. At arve eller købe af en i ens omgangskreds kan være en god mulighed, hvis man ikke behøver den allernyeste version :)

    • Besvar
      Emma
      20. juni 2018 at 17:16

      Super input – så er man også sikker på, at det ikke er en stjålet telefon eller sådan noget. Jeg havde også engang en af min fars gamle telefoner, faktisk.

  • Besvar
    Astrid
    22. juni 2018 at 15:22

    Jeg har tidligere købt et spejlreflekskamera på DBA efter megen grundig research og desuden også, som du selv skriver, på et ret stort brugt-marked. Det virkede upåklageligt, sælger var hobbyfotograf og gav en indføring i kameraet, og jeg solgte det selv videre på DBA sidste år.
    Har købt begge de iphones, jeg har haft i mit liv, brugt på DBA – egentlig primært motiveret af, at det er meget billigere, og at jeg aldrig har haft behov for den nyeste model. Jeg har til gengæld købt begge af folk, der havde kvittering på telefonen, virkede troværdige og hvor telefonen desuden stadig var godt inde for første år af garantiperioden, og altså INTET fejlede. Første telefon fik jeg returneret ved 3, da den fik et ikke selvforskyldt problem, så endte mærkeligt nok med en splinterny erstatningstelefon fra producenten pga den kvittering. Så min erfarning er, at hvis man undersøger markedet grundigt og bruger sin mavefornemmelse ift sælgers troværdighed, kan man spare mange penge og få et fint produkt.
    Man kan så sige, at jeg kun kan købe telefoner sådan, fordi vi lever i en materialistisk kultur, hvor folk efter mindre end et år bortskaffer totalt velfungerende telefoner, fordi de selv skal have en nyere. Så det kan kun lade sig gøre, så længe andre er mindre miljøbevidste/nærige end mig. :-)
    Min far har på samme måde købt flere brugte telefoner og spillekonsoller til mine mindre søskende på DBA – sandsynligvis også mest motiveret af prisforskellen :-)

    • Besvar
      Emma
      24. juni 2018 at 17:07

      Du har ret – at købe brugt i fantastisk stand er kun muligt, fordi andre overforbruger. Men så længe de gør det, er det bedre at sørge for, at de brugte ting bliver brugt op i stedet for smidt ud. Hvor er du sej, at du har købt så meget brugt elektronik! Det er jo ligegyldigt for miljøet, om man gør det af miljøårsager eller på grund af penge.

  • Besvar
    Anne
    7. juli 2018 at 10:12

    Jeg har netop, for første gang, købt en brugt iPhone til min tweendatter – både af økonomiske og principielle årsager (både opdragelsesmæssigt og miljømæssigt)
    Vi har to computere i huset, begge er aflagte fra min farbrors firma, og jeg har supergod erfaring med al det brugte. Jeg vil helt klart gå efter en brugt telefon, næste gang den skal skiftes.

    • Besvar
      Emma
      9. juli 2018 at 10:56

      Hvor er det sejt! Totalt fint at lære sine børn, at man ikke behøver købe nyt – heller ikke elektronik. Smart at du har kunnet “arve” fra din farbrors firma. Den elektronik man kan købe hos Refurb er faktisk også indkøbt brugt fra virksomheder :)

    Skriv en kommentar