Det er mig en gåde, hvordan jeg har overset, at Mickey Gjerris var gæst i Formiddag på P1 med Poul Friis i oktober. Mærkeligt. Programmet hedder Dyrene har det dårligt og handler om, hvordan dyrene i vores landbrug har det. Mickey Gjerris mener ikke, at man kan tale om velfærd, så længe vi har køer, som aldrig kommer på græs, smågrise som får klippet halen og bliver kastreret uden bedøvelse og kyllinger, som får ætset trædepuderne af deres egen afføring.
I programmet udfordrer Friis Gjerris med forskellige argumenter for, at de danske landbrugsdyr har det godt. Først at produktive dyr er glade dyr, et argument som i bund og grund er absurd. For er det velfærd, at dyrene får en kalorieholdig kost og ikke kan bevæge sig? De diskuterer, om landbruget gør dyrene en tjeneste ved at beskytte dem mod den farlige verden. Gjerris påpeger, at “aftalen” om at vi må få dyrenes kød, hvis vi beskytter dem, er indgået uden at de har haft mulighed for at sige fra. Måske er et godt liv ikke et liv med fuld beskyttelse mod alle naturlige farer, men et med udfordringer?
De taler om villet blindhed, om hvilken slags menneske man bliver af at vælge ikke at tage hensyn, om faren ved at sammenligne dyr med mennesker, og om det gode liv. Udmærket søndagsaktivitet, en øjenåbner på en doven dag. Den her går ud til Mickey Gjerris:
PS. Jeg har samlet alle indlæg af den her type under etiketten “Etik og inspiration” i venstremenuen.
Endnu en gang trækker jeg i orakeltøjet og gør mit bedste for at hjælpe mine læsere. Man kan finde herind på mere eller mindre mærkværdige måder; de fleste søger efter emmaslebsager eller emma slebsager, hvilket giver god mening, men andre leder mere specifikt i googles søgefelt…
1. N o I m p a c t M a n b o g d a n s k
Desværre er Colin Beavans bog, No Impact Man, som handler om et år uden negativ påvirkning af klimaet, ikke oversat til dansk. Mens man venter på en oversættelse, kan man passende se filmen.
2. M i c k e y G j e r r i s p o d c a s t
Yes, så gerne. Lige her. Den handler om, hvordan dyr behandles som produktionsenheder i stedet for levende væsner i det danske landbrug. Jeg er stolt af det søgeord, for det er en super podcast!
3. H v a d e r k o n o t a t i v ?
Det staves faktisk konnotativ og er et ords medbetydning – modsat denotativ, som er ordets centrale betydning. Selv tak og denne omgangs suverænt mest langt ude søgeord!
4. Ø k o l o g i s k a j v a r
Det kunne jeg også godt tænke mig. Har bare ikke set det nogen steder. Måske en af jer ved mere?
5. S t e n a l d e r k o s t : M å m a n s p i s e p o r r e r ?
Totalt yndlingsspørgsmål. Mit svar er, at hvis man har lyst til en porre, så må man spise den uanset om man lever i stenalderen, middelalderen, bronzealderen, guldalderen eller lige her i år 2012.
I sidste uge handlede Netværket på P1 om kød. Vores uetiske kødforbrug er en paneldebat, hvor Lisbeth Zornig Andersen, Morten Dige og Dennis Nørmark diskuterer deres forbrug af og holdninger til kød. I udsendelsen luller Zorning og Dige hinanden ind i en fælles tåge med argumenter som at børns smagsløg foretrækker kød, at dyrevelfærd ikke er vigtigt så længe der er mennesker i verden som lider, at det er sværere at lave vegetarmad end kødmad, at danskerne kun er en lille del af menneskeheden og derfor ikke gør en forskel, og at mennesker kun interesserer sig for deres egen pengepung og sundhed.
Dennis Nørmark forsøger at påpege, at indiske børn med glæde smovser vegetarmad, at lidelsen i verden ikke vil stige, fordi vi holder op med at spise kød (tværtom), at udfordringer i madlavning handler om vaner, at man ikke kan starte andre steder end med sit eget forbrug, og at mennesket faktisk altid har interesseret sig for andre væsner og vores betydning for verden. Han brænder bare ikke igennem i panelet, som synes at debattere med lukkede øjne.
Mickey Gjerris er med i udsendelsen som bonusindslag to gange. Han spørger, om vi kan være bekendte at forbruge levende dyr på en måde, så de påføres unødig smerte og lidelse. Han påpeger, at 80% af den danske landbrugsjord, som kunne bruges til at producere menneskemad, bliver brugt til dyrefoder. Han understreger vigtigheden af ikke at lukke øjnene og gid, han havde været en del af panelet og ikke et bonusindslag – Zornig og Dige trængte til en øjenåbner.
Jeg er langt mere optimistisk end panelet. Jeg ved, at vi gør en forskel. Læs f.eks. New York Times artikel om, hvordan det californiske dining landscape har ændret sig i takt med, at vegetarisk mad er blevet populært. Der sker ting. Vi gør en forskel. Det ses tydeligt, hvis man åbner øjnene.
Jeg har fundet en stemme, som taler mit sprog. Den hedder Mickey Gjerris og er lektor i bioetik på Københavns Universitet. Lektor i bioetik. Bioetik! I en podcast fra Faglitteratur på P1 beskriver Mickey Gjerris, hvordan dyr i dag betragtes som produktionsenheder snarere end individer: Der er ikke noget, der hedder en kylling i kødindustrien – det hedder kilo fjerkræ. Ingen tænker på, at der er et levende, åndende, varmt dyr (og dets tarm) bag grillpølsen.
Jeg blev glad, da jeg hørte den podcast. For ord som dem, Mickey Gjerris siger, de plejer at komme fra amerikanere, og af den grund fejer mange dem væk med et trodsigt “Men vi er jo bedre i Europa!”. Her er en dansker, som er fortaler for at tænke på omkostningerne for dem, man har det dejligt på bekostning af. Fortaler for empati og medfølelse med verden. En, der tør påpege, at det handler om at veje sine egne behov op mod andres behov. Hep, Mickey! Og så er jeg i øvrigt vild med, at han lever som en blanding af veganer og vegetar og kalder sig en vegenar. Den betegnelse er hermed adopteret til mig selv. Emma Slebsager, vegenar.
Gør dig selv den tjeneste at høre podcasten. Mere fornuftige ord skal man lede længe efter.
I weekenden tager jeg i sommerhus. Men hvis jeg var i København, så ville jeg suse til Kødbyen, hvor der afholdes Bondens Marked for første gang på lørdag. Det lyder faktisk lovende med masser af (semi)lokale bønder. Gad godt, hvis det bliver en succes og København får sit første farmers market! Foruden markedet har jeg en podcast om at springe mellemmanden over, når vi spiser, og et link til artikelserien Skyd på landbruget fra Politiken til jer. God weekend!
Jeg kan virkelig godt lide makrel i tomat. Men jeg vil ikke spise ting, hvis produktion indebærer at hive hele havbunden op med rode eller fiske alle fiskene op af havet. Derfor har der ikke været makrel på menuen på det sidste, og det har faktisk ikke gjort ondt.
Forleden faldt jeg så over en MSC-makrel og tænkte, at man da skulle være et skarn for ikke lige at spise sådan en dåse. MSC-mærket er oprettet af blandt andet Verdensnaturfonden WWF, og ifølge dem er det “garanti for bæredygtigt fangede fisk”. Jeg spiste min makrel med god samvittighed, og så slog det mig, at jeg ikke ved andet om det blå/hvide mærke end det, jeg har læst mig til på WWF’s egen hjemmeside. Flot, Emma.
Nu har jeg undersøgt det lidt og hørt P1′s “Bæredygtigt blålys?“, og makreludsigterne ser ikke så lyse ud. Konklusionen er skuffende: MSC godkender blåmuslingefiskeri, som fisker hele havbunden op med rode, fordi det “ikke per definition er skadeligt”. MSC godkender fiskeri til dyrefoder, fordi de ikke tager stilling til andet end produktionsmetoden. Man kan få sit fiskeri MSC-mærket, hvis bare det ikke skader økosystemet i området “i særlig grad”. Hm. Det er derfor, jeg normalt helt holder mig fra fisk og kød – it’s a jungle af bæredygtighedsløfter og grønne indpakninger out there!
Det går mig meget imod at smide mad ud. Det er dyrt, det er dumt, det er unødvendigt. Rester fra aftensmaden ryger direkte i køleskabet eller fryseren og bliver spist næste dag til frokost eller en aften, hvor jeg er doven og vil varme rester. Men alligevel er hvidkålshovedet nogle gange for stort, eller pestoen pludselig rådden. Så bliver jeg irriteret og tænker, at næste gang jeg køber en pesto eller får et hvidkålshoved fra Fødevarefællesskabet, så skal det spises!
I dag hørte jeg en Apropos-udsendelse om mad og spild fra december 2011. Åbenbart bliver en tredjedel af al mad, der produceres i verden, aldrig spist. Flot. I vores del af verden kommer spildet primært fra husholdninger og supermarkeder, mens det i u-landene kommer fra den anden ende af kæden: fra produktion og opbevaring. Man kan sige, at hvor u-landenes mad bliver spildt før det når til menneskemunde, så smider vi vores mad ud, fordi den ligger for længe og venter på at blive spist.
Forleden fandt jeg en vare i Netto, hvis udløbsdato var overskredet. Jeg sagde det til Netto-manden, som snuppede varen og gav mig en pose dårlig kaffe. Da jeg spurgte, om jeg måtte få den gamle vare med hjem i stedet for, sagde han nej. Det er jo helt gak. Måske skulle jeg begynde at skralde?
