Browsing Tag

Interview

Perspektiv

To bæredygtige samtaler på podcast

Jeg elsker at tale om bæredygtige vaner, og her i december har jeg været i fornemt selskab og fået lov til netop dét hele to gange. Som oven i købet begge to er blevet optaget og podcastet! Hvis du savner en måde at fordrive et par timer her i juledagene, fx på en sofa, så kan du give det et lyt:

► I starten af måneden var jeg gæst i Sproglaboratoriet for at fortælle om Den Grønne Parlør, som jeg har skrevet sammen med Helle og Kajsa. Vi talte om den grønne omstillings ord, som sprudler og bobler og fortjener at blive delt og hørt og brugt. Mit yndlingsord er antropocæn – det siger ligesom det hele: Vi lever i en tidsalder, hvor mennesket er den kraft, som forandrer jordkloden. Hør det her.

► I forbindelse med teaterstykket No Planet B, som spillede på Husets Teater indtil midt i december, var jeg inviteret til en debat om det bæredygtige liv. Sammen med seje Jacob Skjødt Nielsen fra Det Grønne Hus i Køge og Thomas Ravn Pedersen fra Verdens Bedste Nyheder, talte jeg om, hvordan man kan gøre sit eget liv mere bæredygtigt ved fx at ændre mad- og indkøbsvaner. Hør det her.

Jeg håber, at I er kommet godt gennem julen. Selv kom jeg hjem fra et par dages juleforkælelse i går, så nu står den på hygge og eksamenslæsning den næste halvanden uges tid. Og på sommerfugle i maven – jeg har nemlig en stor ting, som jeg glæder mig til at fortælle jer efter nytår.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Andet

En juleliste

Glædelig første december! Her kommer en liste om denne måneds helt store event: julen.

veganske lussekatte 2Det bedste ved julen?
At min familie er samlet, at der er fri adgang til klementiner og småkager døgnet rundt, at man må have nattøj på hele dagen, at se the julekalender, min fars latterligt store nissehue, at lyset vender tilbage bagefter, og at min kusine altid spiser natmad, når alle andre er stopmætte.

Dit mærkeligste juleminde?
At danse rundt om en palme og spise tagine til aftensmad på en restaurant i Marokko. Efter maden kom tjeneren med kage til os, fordi det var a special day. Året efter var jeg i julestemning fra cirka midt oktober, det må have været abstinenser.

Hvad er på julemenuen?
I år er mit fjerde(!) år med vegetarisk julemad, og jeg er efterhånden ved at have ret godt styr på det. Jeg skal have kartofler, brune kartofler, postej (det skal være den her!), salat af en art, sovs, måske waldorfsalat og så selvfølgelig min brors legendariske rødkål. Helt ligesom sidste år.

veganske lussekatte 1Det værste ved julen?
Overforbruget.

Har du julepyntet?
Nope, ikke endnu. Jeg er ikke den store fan af pynt, men min oldemors kloge nisse skal ikke ligge i sin kasse under sengen meget længere. Til gengæld har jeg bagt veganske lussekatte, så der dufter af safran i hele lejligheden :)

Hvad ønsker du dig?
Ingenting! Det gjorde jeg også sidste år.

Hvad lægger du under træet?
Ingenting! Vi holder simpelthen gavefri jul i år, er det ikke moderne? Hvis jeg skulle give/få gaver, ville jeg give/ønske mig noget økologisk spiseligt – for et par år siden lavede jeg fx salte mandler, konfekt og lakridsmandler til den store guldmedalje og ønskede mig økologiske madvarer med rimeligt lang holdbarhed af min familie. Det fyldte mine skabe med lækre ting, jeg ellers ikke ville have haft råd til.

Hvem skal du fejre jul med?
Min familie, som altid. I år kommer begge mine bedstemødre :)

veganske lussekatte 3Hvem savner du til jul?
Jonathan, som holder jul med sin familie langt væk og i mange dage. Og så min søde oldemor, som altid snød så det drev med mandlerne, når vi spiste risalamande.

Hvad er din yndlingsjulesang?
Den bedste er danse til er Justin og Mariahs. Den bedste at nynne, når ingen kan høre mig og al eksamenslæsningen er træls, er It’s hard to be a nissemand.  Rundt om træet kan jeg bedst lide de sidste par linjer af Juletræet med sin pynt, hvor man synger: og at solen fra sit skjul ønsker os en glædelig jul.

Ingen jul uden?
Brasekartofler af resterne fra julemiddagen, det årlige juleølstræf med damerne første juledag og en lang gåtur i frostvejr.

Dit julebudskab?
Gør ikke noget, fordi du føler dig presset til det. Vov at sige fra, men gør det forsigtigt. Det tager tid at ændre ting, specielt traditioner. Og husk: Der er ingen dårlige tidspunkter at spise brændte mandler!

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Interviews

Det grønne sprog: Interview med Helle Solvang og Kajsa Li Paludan

Inden sommerferien slugte jeg en stribe podcasts om sprog og den grønne omstilling. De handlede om, hvordan ord kan være med til at gøre nye ting mulige. Frøbombe, tagtomat, delebil, byttemarked, upcycling; nye begreber opstår, og med dem følger nye handlinger – eller også var det omvendt? Jeg har inviteret Helle Solvang og Kajsa Li Paludan, som var henholdsvis vært for og specialist og gæst i podcastserien, til at tale om det grønne sprog her på bloggen i dag. Tag godt imod dem :)

Hej Kajsa og Helle. Vil I begynde med at fortælle, hvem I er?

K: Jeg er iværksætter og dybt engageret i klimadebatten, medstifter af Cultura21 og har været grøn ambassadør for DNV GL og Sustainia. Min uddannelse er i retorik og det bæredygtighed samfund. Et af mine projekter er Redefine.XYZ, et kommunikationsværktøj, der giver alle muligheden for at opfinde nye ord, der skaber tydeligere billeder af den grønne omstilling og tænkemåde. Til COP21 vil jeg afprøve mange af ordene i min klimaklumme i Ekstrabladet. Fra første november er jeg også blogger på Huffington Post, hvor jeg vil sætte fokus på positive fortællinger om fremtiden, som giver plads til muligheder i stedet for dommedagsfortællinger om jordens undergang.

H: Jeg er radiovært og står blandt andet for Sproglaboratoriet på P1. Jeg interesserer mig særligt for, hvordan sproget forandrer sig, og hvordan vi kan forandre vores verden gennem sproget. Værtskabet bruger jeg også til at skabe rammer for væsentlige samtaler om bæredygtighed, global bevidsthed, nye uddannelsesbehov og kultur. Disse emner har jeg sat på samtalemenuen på Folkemødet, til Kulturmødet og på konferencer rundt om i landet. I en årrække var jeg vært for P1-programmet Vita, hvor jeg interviewede hundredvis af pionerer, ildsjæle og iværksættere bl.a. indenfor klima og miljø.

kajsa li paludan portræt

Hvad har sprog med omstillingen til et bæredygtigt samfund at gøre?

K & H: Sproget er forbindelsen til vores omverden. Wittgenstein sagde: Vores sprogs begrænsninger er min verdens begrænsninger. Når vi taler om bæredygtighed er det vigtigt, at vi bruger sprog og metaforer, som skaber billeder og vækker sanserne. Det er ikke logisk at beskrive cirkulær økonomi med lineære dommedagsfortællinger – men det er det, vi gør. Vi taler om at ‘tackle’ problemer, om undergang og om klimakatastrofer, vi går ‘hen imod’, og det efterlader ikke meget håb. Håbet er en fortælling om, at der ikke er én endelig slutning, fordi vi hele tiden opfinder nye tekniske og kulturelle løsninger på vores problemer – og nye ord til at beskrive dem.

Er der et ord eller en vending, som har en særlig betydning eller kraft for jer?

K: Alt i flertal har den utrolige kraft, at det skaber billeder af diversitet. Forskere fandt i 2011 frem til, at sproglig diversitet hænger uløseligt sammen med biodiversitet (kilde). Og da sproget åbner for evnen til at forstå, så er det nødvendigt, at vi taler om fremtider, kulturer og løsninger. Det styrker vores evne til at tænke sammenhæng og diversitet.

H: Det er fedt at have lanceret et begreb som “grønne gloser” – jeg tror ikke, at det er set før. Og det er netop sådan noget som tagtomat, vampyrstrøm, byhøne og  hønsefræser, som tegner indre billeder.

Undervejs i programserien lavede I en grøn parlør sammen med lytterne. Hvad er værdien i sådan en samling grønne gloser?

K: Jeg møder tit klienter til møder, der har hørt vores programserie. Mange af dem fortæller, at de er begyndt at bruge ord som fx vampyrstrøm (et apparats standby-strøm). De synes det er skægt, fordi det sætter billeder på, og humoren kommer ind og virker afvæbnende og pudsig – som om det sætter ens handlinger i et ny lys. På den måde er det nemmere at grine ad sig selv og de dumme ting, man gør, som fx at lade sit tv stå tændt, når man ikke er hjemme. Humor afvæbner.

H: Vi har lagt gloserne på facebook, men mere har vi ikke gjort ved den endnu. Jeg kunne godt tænke mig at samle en lille frivillig redaktion, som kan hjælpe med at redigere og ordforklare, så vi kan lave en let tilgængelig og gratis pdf-fil. Jeg ved, at der er stor efterspørgsel efter sådan et redskab, blandt andet fra uddannelser og kirker, som til daglig møder unges behov for at tale om forholdet til naturen og ændringerne i klimaet. Redaktionen samles i DR-byen en aften i midten af november.

Hvordan kan vi forhindre, at snakken om bæredygtighed og omstilling bliver en gang pladder, der fører ingen vegne hen?

K: En ting, vi slet ikke mestrer, er grammatisk nutid. Når vi bliver spurgt, om vi ikke vil efterlade en bedre fremtid for vores børn og børnebørn, rykker vi bare på skuldrene og fortsætter med at tygge på vores frysepizza. Derfor skal vi sige ”nu” og ikke ”når”. Zombiesnak er et stort problem. Vi gentager sætninger og ord, fordi vi har hørt andre sige dem. Det er både godt og skidt – godt, når det skaber konsensus og fællesskabsfølelse og fører til handlinger til det bedre, og dårligt, når man bliver en lallende zombie, der ikke kan tænke selv og bare læner sig tilbage.

H: Hvis den går i en indlysende rigtig retning og er videnskabeligt funderet, vil snak altid føre til noget. I min barndom med økologisk grøntsagsdyrkning og forældre, der serverede raw-food (dengang sagde man bare råkost), slow-juice (dengang sagde vi bare gulerodssaft) og selleribøffer, ja, der undrede jeg mig helt ærligt over, at det ikke også var almindelig kost på fx hospitaler. Dem som talte om det oplevede ikke at blive hørt, men der er jo alligevel blevet sået noget i nogens bevidsthed, som nu vokser og breder sig kolossalt. Nogle gange tager ting tid, før de manifesterer sig. I vores tid har mange svært ved at ændre sprog og vaner, før vi har videnskabelige beviser at læne os op ad. Det indlysende rigtige, som giver velvære og energi og bringer os tættere på naturen, har vi mistet evnen til at stole på. Jeg tror, at vi kommer til at tilbageerobre sproget og det indlysende.

helle solvang portræt

Kan sproget hjælpe os til at ændre vores vaner i en bæredygtig retning?

H: Ordene skaber, hvad de nævner, sagde Grundtvig. Det er så rigtigt. Med bevidst sprogbrug og en klar vision om at passe på jorden/vandet/luften bag ordene, skaber man helt klart en ny virkelighed. Der skal bare være en kritisk masse, der begynder at tale om det samfund, vi kunne få, og som er muligt med sunde pesticidfri fødevarer, rent drikkevand og ren luft.

K: Ja, uden tvivl. Når vi forbinder ordet med dets stof, opstår der forståelse. Folk reagerer bedre på ”luftforurening” end ”klimaforandring”, fordi luftforurening skaber et helt tydeligt billede, hvor ordet er forbundet til dets stof, altså luft og forurening. Klima og forandring kan være sommer til vinter. Ingen bekymrer sig om det, de ikke kan se eller forestille sig! Men billedelige ord må selvfølgelig også forbindes til folks bekymringer, så det bliver mindre om at ”redde hele planeten” og mere om hvad man kan gøre i sit hjem, i sit lokalsamfund, på sin skole og på arbejdet.

Har I en god idé til et ord for os, som gør en omstillingsindsats? Klimakrigere, grønne helte?

K: Hvad vil vi gerne opnå? Vi skal helst finde et ord, der inkorporerer alle de ting, vi gerne vil skabe. Krig er ikke af dem. Helten dumper ind og redder situationen og er lidt heldig. Vi skal være mere bevidste end helten er, så vi ikke gentager de sidste 50-60 års ubæredygtige handlinger.

Der er mange måder at være grøn på, og vi skal undgå at dele folk op i kasser og sætte mærkater på hinanden. Nogle går ind for at beskytte miljø og naturliv, de kunne være ”naturbeskyttere”. Nogle er ”naturnauter”, fordi de er opdagelsesrejsende i naturen. Aktionsfilosoffer er nogle, som både handler (aktion) og er bevidste og undersøgende, men aktionsfilosoffen har ikke naturen med sig i navnet. Måske skal vi lade folk selv finde på et navn?

Jeg kan godt lide at være en Ronja (Røverdatter), der med stor retfærdighedssans klarer ting selv ude på mine ture i skoven, og hjælper andre mennesker, når de trænger til det.

H: Der er allerede mange ord i omløb! Forandringsagenter, grønne ildsjæle, grønne pionerer, green-qaeda (grønt grundlag, netværk el. ideologi) eller ’trojanske mus’. Betegnelsen ’de trojanske mus’ er opfundet af et konsulentfirma i USA som udtryk for mennesker med drive og visioner, som sidder rundt omkring ude i organisationerne og virksomhedens mere eller mindre decentrale led. Selvom de ikke nødvendigvis sidder på magten, kan de skabe stor forandring gennem den styrke, som deres kontakt med hinanden giver dem. Billedet med musene indikerer både, at der er mange i netværket, og at deres forandringer sker bottom-up. Ordet er blevet udbredt herhjemme gennem foreningen ’From crisis to possibility’ og den kollektive udforskning af krisen i 1813.

Til sidst vil jeg spørge jer om noget, som jeg tit selv tænker på: Tror I, at man som enkeltperson kan gøre en forskel i de store sammenhænge?

K: Ja. Lederskab handler om at føre an med et godt eksempel. At tale og formidle, men aldrig være påtrængende. Man skal passe meget på med, at bæredygtighed ikke bliver en ny religion, hvor man opfører sig fundamentalistisk og ekskluderende. Bæredygtighed handler om omsorg for vores omgivelser.

H: JA, så absolut. Enhver bevægelse består af enkeltindivider, der er bevidste om deres retning. Og her er det vigtigt at skabe balance mellem det, man siger, og måden man handler. Så virker det stærkest.

Hvad siger I så? Personligt bliver jeg næsten blæst bagover af Helles og Kajsas engagement og lyst til at forklare, forbinde og forandre. Hvis I har lyst til at være med i redaktionen af den grønne parlør sammen med Helle og Kajsa, så skriv endelig en mail til sproglaboratoriet@dr.dk.

 

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Interviews

Sommergæst: Selina Juul

Hej Selina. Vil du fortælle os lidt om dig selv og din hverdag til at starte med?

Jeg hedder Selina Juul og er stifteren af Danmarks største organisation mod madspild, Stop Spild af Mad. Min hverdag er aldrig den samme to dage i træk, jeg kan være i Danmark eller i udlandet og tale, holde møder med politikere og ministre, være ude og lave tv eller radio eller events. Jeg har aldrig et kedeligt liv – det, jeg ikke har nok af, er fritid. Jeg prøver at holde lørdag og søndag fri, men det er nogle gange meget svært.

► Jeg var med jer som frivillig en gang på Rådhuspladsen, hvor vi delte 40.000 bananer ud. Så mange bananer smed COOP nemlig ud hver måned på det tidspunkt. Føles det nogensinde som et uovervindeligt problem, du har kastet dig ud i at bekæmpe?

Nej, det synes jeg ikke. De seneste resultater viser, at madspildet i Danmark er mindsket med 25% og 4,4 milliarder. Det er en gigantisk reduktion, måske europæisk rekord, så det går den rigtige vej. Når man kan se resultater på den måde, så mister jeg ikke modet.

Hvad er det sværeste ved at arbejde med madspild, og hvad er det sjoveste?

Det sværeste er, at vi altid mangler penge. Det gør alle organisationer som os. Jeg ville gerne lave mange flere ting, end jeg laver i dag, men når alt arbejdet foregår ulønnet og frivilligt, er der grænser for, hvor meget man kan lave, og hvor meget man kan få folk til at lave. Og det er hårdt. Det du så på Rådhuspladsen, der havde vi søgt om penge og fik et PR-bureau til at hjælpe os, og det var helt fantastisk. Men jeg vil sige, at det er den største udfordring at skulle kæmpe for pengene.

Det sjoveste er, at jeg oplever så utrolig mange spændende mennesker. Det er fantastisk at komme i kontakt med nye inspirerende mennesker og at gå til møder med statsministre og kendte politikere, ikke kun i Danmark, men også i udlandet. På den måde har jeg et enormt spændende liv. Men når folk siger “Wow, du rejser og oplever hele verden!”, så siger jeg som sandheden er, at jeg rejser og oplever en hel masse lufthavne og konferencelokaler og hoteller. Det er utroligt sjældent, at jeg ser noget som helst andet. Men mine møder med mennesker gør, at jeg nogle gange bliver overrasket over, at arbejde kan være så spændende.

Du er selv meget i medierne, og jeg tror de fleste i Danmark kender dit ansigt og din gejst. Hvordan er det for dig?

Det er rigtigt, at jeg er afsindigt meget i medierne, men det er kun om madspild. Jeg siger altid nej, hvis nogen spørger, om vi skal lave tv om noget andet eller radio om noget tredje eller om jeg vil være med i Vild med dans. Det vil jeg ikke, for jeg er kun i medierne om madspild. Folk der følger mig på sociale medier tænker måske: “Hold da op, hun taler kun om madspild, hun tænker ikke på andet!”. Og ved du hvad? Jeg tænker også på alt muligt andet. Men det er vigtigt for mig, at mit ansigt udadtil kun er det faglige og saglige med fokus på madspild, ikke hvad jeg mener om ting eller hvilke sko, jeg har. På min facebookprofil er der ingen feriebilleder, og jeg har ikke en privat instagram. Jeg har bevidst valgt, at mit offentlige image handler om madspild, intet andet, og det gør det nemmere for mig at være så meget et offentligt ansigt.

Når det er sagt, så sender vi jo også andre ud! Vi har en undersøgelse om madspild i fryseren i medierne lige nu, og i den forbindelse har en af vores kokke været en del i medierne. Det drejer sig om sagen, ikke om personen.

► Apropos kokke – vil du fortælle lidt om det team af frivillige, som du omgiver dig med?

Vi har nogle fantastiske frivillige! Stop Spild af Mad ville ikke have været det samme, hvis vi ikke havde haft dem. Både til events, festivaller og alt muligt andet er jeg meget taknemmelig over alle de dejlige frivillige, vi har, som gør tingene mulige. Vi har en kernegruppe af kokke, kogebogsforfattere og andre madkyndige personer, og så har vi 38.000 følgere på Facebook, som hopper lidt til og fra og hjælper til events. De kan være alt fra kokkeelever til helt almindelige unge mennesker, der bare interesserer sig for madspild.

► Har du et par gode tips til at mindske sit private madspild?

Helt aktuelt har vi fundet ud af, at mange bruger fryseren som en slags midlertidigt opholdssted for madrester, man ikke umiddelbart nænner at smide ud. Så kommer de i fryseren først, og når man finder dem et år efter, ryger de ud og bliver til madspild. Det kan man forhindre ved at skrive datoer på det, man fryser ned, og ved at lave mindre portioner. Generelt vil jeg anbefale, at man tænker over sine indkøb og kun køber det, man har brug for. Hvis man har for meget af noget, kan man dele det med andre – lige nu er der for eksempel masser af frugter på træerne, som oven i købet er gratis, og som desværre ofte går til spilde. Der er flere gode råd her.

► Og så det store spørgsmål, som til dig en ildsjæl som dig næsten virker dumt: Tror du, at et enkelt menneske kan gøre en forskel?

Det ved jeg, at vi kan. Helt klart. Tænk på, hvor meget vi er rykket de sidste år! Det er ikke mere end syv år siden, at jeg startede Stop Spild af Mad som en bevægelse, fordi jeg som forbruger ikke ville finde mig i vores store madspild. Det smittede hurtigt af på butikkerne, og nu smitter det også af på producenter og politikere og er blevet et punkt på den offentlige dagsorden. Som forbrugere har vi en kæmpe magt, og det er vigtigt, at vi udnytter den.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Interviews

Sommergæst: Janne Wohlfeil

janne introbillede

► Hej Janne! Vil du kort fortælle, hvem du er?

Jeg er en helt almindelig studerende, der bor i Aarhus og nyder mit liv – og har gjort det til en livsstil at producere så lidt affald som muligt. For et halvt år siden begyndte jeg et Zero Waste eksperiment og startede bloggen Tag Skraldet!, hvor jeg deler mine erfaringer og oplevelser med at reducere mit affald. Affaldsreducering betyder, at jeg handler med stofposer i stedet for plastikposer og altid har min drikkedunk med, så jeg ikke skal købe plastikflasker, men fx også at jeg køber mange madvarer uden emballage: Hos bageren får jeg mel og havregryn direkte ned i nogle store glas, i kaffe- og tehandlen kommer jeg med mine egne beholdere, når jeg blander slik, har jeg en lille stofpose med til at komme det i, osv.
Desuden har jeg anskaffet mig en ormekompost til grøntsagsskræller, bind og tamponer er erstattet af stofbind og en menstruationskop, mine ben barberer jeg med en fin gammeldags barberskraber, hvor bladet kan genbruges, og så børster jeg tænder med komposterbare tandbørster af bambus. Det lyder lidt måske lidt ekstremt, men det kan sagtens lade sig gøre uden det store besvær!

janne wohlfeil 2

At leve bæredygtigt er rigtig mange ting. Hvordan kan det være, at du netop har kastet dig over Zero Waste frem for fx økologi, bæredygtig mode eller madspild?

Indtil for et år siden syntes jeg egentlig, at jeg levede ret bæredygtigt. Jeg købte primært økologiske madvarer, jeg smed næsten aldrig madrester ud, og jeg havde bevidst besluttet mig for ikke at have en bil for miljøets skyld. Men så faldt jeg en dag over begrebet Zero Waste og læste om en familie i USA, hvis affald fra et helt år(!) kunne være nede i en glaskrukke. Der gik det op for mig, hvor meget affald jeg selv producerede – simpelthen fordi jeg aldrig havde tænkt på affald som et miljømæssigt problem.

I virkeligheden er affald et kæmpe problem. For det første bliver der spildt en masse ressourcer og energi på at producere ting, som næsten bliver smidt ud med det samme, fx emballage og billige plastikting, som er produceret til at gå i stykker hurtigt. For det er det problematisk at komme af med affaldet: Enten brænder vi det det, hvilket frigiver en masse farlige kemikalier til atmosfæren og den luft, vi indånder, eller vi gemmer det væk på lossepladser, hvor det aldrig forsvinder og kemikalierne får lov til langsomt at sive ned i undergrunden.

Jeg oplevede, at folk ligesom jeg gik rigtig meget op i økologi og snakkede meget om madspild, men jeg tænkte, at der var for lidt fokus på affaldproblemet og hvordan man kan reducere sit affald. Derfor startede jeg bloggen, som primært har fokus på affaldsreducering. Jeg lever bæredygtigt på andre områder end affald – affaldsprojektet har måske i virkeligheden fået mig til at tænke endnu mere over bæredygtige valg generelt – og i mine blogindlæg har jeg også altid fokus på de løsninger, der generelt er bæredygtige. Men mit fokus ligger bevidst på affald, fordi jeg mener, det er vigtigt at også dette budskab bliver spredt.

► Oplever du nogle gange, at dit princip om ikke at skabe affald står i vejen for sociale aktiviteter med andre mennesker? Og i så fald: Hvordan griber du det an, hvad tænker du om “clashet” mellem dine egne værdier og andre menneskers?

Det sker især når jeg er “ude”. Til Sankt Hans ville jeg have en øl med en veninde, men de havde ingen pantflasker, kun fadøl i engangsplastikkrus. Tilfældigvis havde jeg mit eget krus med, som jeg kunne bruge i stedet, fordi vi havde lavet picnic inden, men ellers ville det selvfølgelig være blevet et dilemma: Øl og det sociale eller Zero Waste?

Når jeg er hjemme hos andre, kommenterer jeg ikke på, hvor meget affald de laver. Jeg får tværtimod dårlig samvittighed over, at mine venner nogle gange nærmest undskylder over for mig over at have købt ting, der er pakket ind! Men jeg kan godt finde på at foreslå nogle ting, de kan ændre for at undgå en del affald, hvis det lige giver mening. Hvis vi køber ind til noget fælles, foreslår jeg for det meste at gøre det zero waste, men hvis det bliver for besværligt, er jeg også villig til at gå på kompromis. Det er vigtigt for mig, at Zero Waste bliver ved med at være sjovt og føles meningsfyldt, at det ikke bliver en kæmpe byrde hverken socialt, økonomisk eller tidsmæssigt. Så må det betyde, at jeg ikke kan være 100% konsekvent. Hvis jeg skræmmer folk væk ved at være for ekstrem, gør jeg jo ikke nogen forskel alligevel.

janne wohlfeil 1

Det giver vildt god mening for mig at undgå fx emballage, men mange økologiske varer er desværre pakket ind i cirka syv lag plastik. Hvad tænker du om det – køber du så hellere konventionelt og uindpakket?

Dét er en ting, der frustrerer mig helt vildt! Det giver ingen mening, at netop økologisk frugt og grønt er pakket ind, når det på alle andre måder er det mest bæredygtige valg. Omvendt er det heller ikke en løsning at pakke alt det konventionelle frugt og grønt ind i stedet for, for det er der nu engang mere af, og så ville det i sidste ende betyde mere affald end nu.

Heldigvis kan man få de fleste ting uindpakket, bare ikke i supermarkeder. Jeg køber altid frugt og grønt på markedet, hos fødevarefællesskabet eller i helsekoster, hvor det ikke er pakket ind. Det kan godt lade sig gøre, men det er ikke en nem løsning, og det er ikke holdbart for de fleste mennesker.

For mig er den største udfordring nødder, som jeg kan få konventionelt i løs vægt eller økologisk i en plastikpose. Jeg har besluttet mig for at købe de konventionelle af hensyn til eksperimentet og for at skabe fokus på affald, men jeg kan sagtens forstå, hvis man vælger de økologiske. Hvad der er mest bæredygtigt afhænger altid af mange faktorer, som vi ikke kan beregne som privatpersoner: lokalt eller importeret, økologisk eller konventionelt, med eller uden emballage osv.

Det vigtigste er, at vi tager et bevidst valg og fortæller andre om det. I sidste ende er det ikke vores egen indsats, der gør en forskel, men at andre bliver inspireret til at gøre det samme :)

► Du skrev for nylig, at du ikke har været nede med skrald i 5 uger. Det er godt nok sejt! Hvor vil du anbefale, at man begynder, hvis man vil skære ned på sit affald?

Jeg havde ikke troet, at jeg ville kunne nå så langt på 5 uger, da jeg startede i februar. Det vigtigste er nok at tro på, at man kan gøre en forskel. Og så at starte med de nemme ting først, så man hurtigt får en succesoplevelse og ikke giver op, bare fordi flødeboller ikke kan fås uden indpakning. Tre nemme ting at starte med kunne være:

1. erstat bæreposer af plastik med nogle af stof
2. få et “nej tak til reklamer”-skilt på postkassen
3. anskaf en drikkedunk

Hvis man allerede har gjort de ting og har lyst til at tage et yderligere skridt mod mindre affald, kan man også læse mine to lister over 10 ting, man kan starte med, hvis man gerne vil reducere sit affald: liste 1 & liste 2.

janne wohlfeil 3

► Og endelig klassikeren: Tror du, at man som enkeltperson kan gøre en forskel i verden?

Det er jeg fuldstændig overbevist om! Men jeg er også helt bevidst omkring, at det ikke er min egen indsats, der gør en forskel – det er først i det øjeblik, at jeg kan inspirere andre til at gøre det samme, at det betyder noget.

Jeg har lige været på ferie med en veninde, og jeg blev ved med at snakke begejstret om at vaske hår med naturlige ting i stedet for shampoo. Vi grinede ret meget af min æggehårvask, men da vi kom tilbage fra ferie, skrev hun til mig, at hun nu havde besluttet sig for også at droppe shampoo. Min søster erstattede for nylig engangsplastikflasker med en drikkedunk af glas, og en anden veninde fortalte mig forleden stolt, at hun nu er begyndt konsekvent at huske stofposen, når hun køber ind.

Tænk engang, hvis den familie fra USA, der inspirerede mig, ikke var gået i gang med deres Zero Waste projekt. Eller hvis de ikke havde skrevet om det på deres blog. Så havde jeg aldrig hørt om det, og så ville alle de folk, som nu langsomt er blevet inspireret af min blog, ikke have ændret deres vaner. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi alle skal have hver vores blog nu. Men fortæl dine venner om projektet. Vis din flotte nye stofbærepose til dine kollegaer. Forklar kassedamen med et smil, at slikposen er af stof i dag for at skåne miljøet. Og tro på, at det gør en forskel. Det gør i hvert fald ingen forskel, hvis man ikke gør noget.

Alle billeder er fra @tagskraldet.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Interviews

Sommergæst: Signe Voltelen

signe introbillede

Hej Signe. Vi du lægge ud med kort at fortælle, hvem du er?

Jeg er en arkitekt og urban farmer, som bor i Brønshøj med min familie på 4. De seneste to år har jeg drevet OPENgardenCPH, en byhavevirksomhed hvor jeg formidler og rådgiver om urban farming i Danmark og verden, at dyrke fødevarer i byen, omlægning af haver fra pryd til nytte og udvikling af udendørs læringsrum og haver.

Jeg startede OPENgardenCPH med et klart ønske om at inspirere andre og vise mine børn, at arbejde er andet end at sidde ved en computer. Nu kan jeg samtidig vise dem, hvordan man dyrker haven og mad i en have. At vide hvordan grøntsager dyrkes, hvordan mad tilberedes og at have daglig kontakt med naturen er en af grundstene i et godt liv, mener jeg. Også selv om man bor i byen, selvfølgelig.

signe volteten 1

► Hvorfor er det lige planterne og det grønne i byen, du har valgt at bruge din energi på?

Det er en måde at se på livet, haven er en metafor for livet! Der findes masser levende væsener i haven, som du deler pladsen med. Hvis ikke man gør sig det bevidst, kender sin egen plads og respekterer de andres, så får man ikke det ud af haven, som man behøver. Man kan bruge haven til at lære om livet og til at leve sit liv i. Man bruger sine hænder og sin krop i haven, man er hele tiden i bevægelse. Man kan bruge haven som et frirum, hvor man kan være alene eller være social. Jeg er overbevist om, at haven er det sted, hvor vi kan lære mest om både videnskab, sociale relationer og vores plads på jorden. Og så er kroppen med, hvilket den ikke er i meget arbejde i vor tid.

Du har en af de smukkeste instagramkontoer, jeg kender (@opengardencph). Tror du det smukke er vigtigt, når det handler om at skabe en bedre verden?

Tak:-) Det er afgjort meget vigtigt med det smukke som element i formidling. Naturen er smuk, den har vel ligesom forstået, at det øjet ser er af stor betydning for, hvor vi ledes hen. Vi drages af det smukke, vi inspireres til at gøre noget selv. Æstetik har stor værdi i vores hverdag, og smukke tekster, sange osv. kan være store drivkræfter i vores liv. Jeg ville aldrig selv blive inspireret til at gøre noget ved at se et grimt billede. Og dog! Grimhedens æstetik findes jo også :)

signe volteten 3

Jeg kan se, at vi begge er fans af Rohan (en selvforsynende australier, som man kan følge på @wholelarderlove). Hvad er det ved ham, der tiltaler dig? For mig er det hans stædige insisteren på, at vores madsystemer og -industri er fucked.

Rohan er en no bullshit-type. Han har børn og hustru og lever i et område, hvor der er mange, der inspirerer – fx kommer Grown and Gathered fra samme område. I mine øjne gør Rohan det, som mange har lyst til: At tage konsekvensen af mangeårige tanker, droppe jobbet og flytte lidt længere ud, blive selvforsynende, skabe fællesskaber, nye virksomhedstyper og nye fødevaresystemer. Det er konstruktivt og virkelighedsnært. Og det ville andre kunne gøre ham efter. Der er ikke så meget at frygte, hvis man har mad i haven. Det giver frihed. Frihed til at tage livet i egen hånd.

Jeg ved, at det er lidt på spidsen, men det jeg mener er, at man skal tage nogle valg – vælge støj fra og værdi til med små skridt og også gerne uden at kvitte jobbet. Rohan har jo erstattet sit travle kontorjob med en tilværelse som selvstændig, hvor han sælger sin viden, foredrag og grøntsager.

Du holder workshops om Slow Living. Hvad er det gode ved at være langsom?

I begyndelsen af 2015 åbnede jeg Slow Living Workshops sammen med Marie Hertz og Mette Helbæk. Der formidler og dyrker vi praksiskultur – med udgangspunkt i “fra have til bord” holder vi workshops om, hvordan man fermenterer, dyrker have, bager brød og i det hele taget bringer alt det dejlige, der gror i haven, ind på bordet.

Slow er ikke lig med langsom. Slow Living er ikke at leve langsomt, men at få værdier og omtanke ind i livet og hverdagen i højere grad. Det handler om at finde ud af, hvad der giver mening, altså at finde frem til ting i livet, som betyder noget for en, og så udføre dem med nærvær. Jeg synes man skal stræbe efter at elske det man gør, ellers må man lave det om.

Med Slow Living viser vi, hvordan man kan tage et skridt ad gangen med udgangspunkt i haven og køkkenet og for eksempel begynde at bage sit eget brød eller lave ost og sauerkraut. De ting giver i sig selv mere slow, fordi de kræver en lille smule nærvær. Man kan lave dem sammen med familien, og det er ikke noget, der koster. Du kan berige dit liv med slow med det samme. Det eneste, det kræver, er din nysgerrighed.

signe volteten 2

Til sidst vil jeg spørge dig om noget, som jeg tit selv tænker på: Tror du, at man som enkeltperson kan gøre en forskel i det store billede?

JA. Det er det korte og klare svar. Alle er her, fordi de kan bidrage. Vi er et led i kæden alle sammen, vi skal bare forene os med de andre led, så kæden bliver stærk! Jeg har meldt mig ind i foreningen Praktisk Økologi, fordi jeg manglede viden om at leve bæredygtigt. I løbet af de to år, jeg har været medlem, har jeg fundet ud af, hvor meget man egentligt kan ved at tale med samlet stemme. Det er afgjort noget, jeg ville have gjort tidligere i mit liv, hvis jeg havde vidst det. Det er et kraftfuldt fællesskab at være i en forening. Om man er aktiv eller bare enig i grundlaget, er det nødvendigt at samle sig, hvis man vil have ting til at ske hurtigere, end man kan klare det alene.

Mange af os er ens, vi handler ens og tror på det samme. Så når jeg tænker, at det ikke er en god ide at smide mit skrald i vejkanten, så ved jeg, at mange andre tænker lige sådan. Vi er alle forbundet, og hvad vi hver især gør, gør en forkel. Mange bække små – det batter!”

Alle billeder er fra opengardencph.dk og @opengardencph.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Interviews

Sommergæst: Johanne Stenstrup

johanne introbillede

Hej Johanne. Vil du kort fortælle, hvem du er?

Jeg er først og fremmest studerende på Københavns Erhvervsakademi og forhåbentlig på vej mod at blive indkøber i tekstilbranchen. Min interesse for at koble mode og bæredygtighed sammen opstod, fordi jeg ikke kunne se mig selv noget sted i den forfærdelige tekstilbranche, hvis ikke jeg kunne arbejde for at gøre den bedre. Ellers bor jeg på ydre Nørrebro med min søde kæreste, hvor jeg dyrker tomater i gården, spiser frozen yoghurt og drikker mørk øl med venner og veninder og blogger på bedremode.nu med fokus på mode og bæredygtighed. Jeg valgte navnet “bedre”, fordi meget tøj ikke er 100% bæredygtigt, men på vej derhen, og fordi lidt altid er bedre end ingenting. Jeg går mere op i, om noget er bedre, end om det er perfekt.

johanne stenstrup 1

Når jeg tænker på modebranchen er bæredygtighed hverken det første eller femte ord, der dukker op i mine tanker. Hvordan kan man overhovedet producere tøj på en bæredygtig måde?

Det er rigtigt, at der er mange modsætninger mellem modebranchen og bæredygtighed. De hænger ofte sammen med, hvordan vi opfatter mode i dag; som noget der skal være nyt og hele tiden skal skiftes ud. Sådan har det ikke altid været, og forhåbentlig forsvinder den idé igen. Hvis grundtanken i mode er, at man skaber smukt design, der passer til vores behov og bruges og elskes i lang tid, så er det også muligt at producere mode på en måde, der viser omtanke for både mennesker og miljø.

En bæredygtig tøjproduktion er for mig en, hvor hvert eneste produktionsled er nøje planlagt, så det har den mindst mulige påvirkning på miljøet, og hvor alle involverede – dyr eller mennesker – bliver behandlet godt. Det er ikke muligt at producere 100% uden brug af ressourcer, men det synes jeg heller ikke er målet. Målet er snarere at finde et niveau, hvor der er balance i tingene. Og et vigtigt element her er at gøre op med fast-fashion og lave tøj, der holder, både fysisk og æstetisk.

Hvad er bedst at købe: Genbrugstøj eller nyt tøj, som er bæredygtigt produceret?

Generelt vil jeg helst ikke fremhæve det ene frem for det andet. Alle skal kunne være med, både dem som ikke kan lide genbrugstøj og dem, som ikke har råd til bæredygtigt produceret tøj. Men hvis man udelukkende tænker på miljøregnskabet, så er genbrugstøj bedst, fordi man skipper det led, der hedder ny-produktion, som står for langt den største miljøbelastning. Hvis man derimod ser bæredygtighed i et mere socialt perspektiv og gerne vil skabe gode arbejdspladser og støtte fair behandling af dyr og arbejdere, så er det bedste at støtte nogle mærker, som går op i det.

Der er desværre aldrig et klart svar, når det kommer til bæredygtig mode. I dette spørgsmål vil jeg sige, at det vigtigste er at finde ud af, hvad der betyder mest for en selv, og så handle ud fra det. Men genbrug er et godt sted at starte, fordi det er mere tilgængeligt rent prismæssigt.

johanne stenstrup 2

Er alt dit tøj bæredygtigt?

Desværre ikke. Det er lidt under 3 år siden, at jeg fik øjnene op for bæredygtigt tøj, og kun 2 år siden jeg helt droppede high-street tøj. Derfor har jeg meget tøj fra før den tid, jeg synes nemlig hverken det var smart eller etisk at smide hele min garderobe ud og starte forfra. Men alt jeg køber nu, skal opfylde et af tre kriterier: 1. være second-hand, 2. være lavet af et miljøvenligt materiale eller 3. være lavet under gode arbejdsforhold. Hvis jeg køber nyt, vil jeg helst koble de to sidste.

Prisen er dog en stor udfordring ved at købe bæredygtigt. Man kommer ikke til at høre mig sige, at det er for dyrt, for mange bæredygtige mærker har faktisk en mindre fortjeneste end resten af branchen. De betaler ordentlig løn og tager flere miljøhensyn, og så bliver produktet mere kostbart. Jeg forstår altså godt priserne – jeg har bare ikke altid råd. Det forsøger jeg så at kompensere for ved at købe færre ting, end jeg gjorde før, som så til gengæld er lavet bedre og holder længere. Det er svært, men jeg synes det væsentlige er at ændre vores opfattelse snarere end at firmaerne skal blive ved med at presse priserne – det kommer der ikke noget godt ud af.

Har du et par tommelfingerregler, der er praktiske at følge, når man køber tøj? 

Først: Vent med at købe noget, til du ved, hvad du mangler eller virkelig ønsker dig. Det havde jeg selv svært ved i starten, fordi jeg var en impulsshopper, men det er så vigtigt. Start med det du har!

Dernæst: Find ud af, hvad der er det vigtigste for dig. Hvis det er miljø og økologi, så gå efter mærker, der har økotøj, og suppler med genbrug. Hvis det er arbejdsforhold, skal du google lidt mere, men du kan finde super seje ting!

Udvalget med bæredygtigt tøj er mindre end det konventionelle, og tit kan du ikke gå ind i én butik og finde det hele. Min linksamling er et godt sted at starte, og ellers kan du spørge i de butikker, du går ind i. Hvis de har noget, der er “bedre”, vil de altid vide det.

Grundlæggende vil anbefale, at man tager en ting ad gangen og gør den til en vane. Et godt sted at starte er basistøj, hvor udvalget er størst. Når du har gjort det til en vane at købe bæredygtigt der, så gå videre til noget andet. Tænk på det ligesom mad, hvor mange sikkert startede med at købe økologisk mælk og æg og tog den derfra.

johanne stenstrup 3

Til sidst vil jeg spørge dig om en ting, som jeg tit selv bliver spurgt om: Tror du, at man som enkeltperson kan gøre en forskel i det store billede?

I denne verden tror jeg næsten, at dét er det eneste, der kan gøre en forskel. Især hvis man gennem sine egne handlinger kan inspirere andre. Det er hele tiden den vej det går, at vi langsomt inspirerer hinanden og ændrer vores vaner. Men det er en langsom vej, og det kan godt være svært at se bevægelsen, når man står midt i den og tænker, at “mine valg gør jo ikke en forskel”.

Jeg stemmer med mine penge. De store firmaer mærker ikke, at jeg ikke shopper hos dem, men de små firmaer kan i den grad mærke et køb til eller fra. På den måde er jeg med til at gøre en positiv forskel for mennesker og miljø rundt omkring i verden. Jeg køber det, jeg gerne vil se mere af.

Alle billederne er fra bedremode.nu og @johannebedremodenu.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Interviews

Folkemødet, interview og debat

Lørdag på Folkemødet vågnede jeg med sommerfugle i maven. Efter morgenmad i solen og en kop nervedulmende kaffe, smuttede jeg ned i byen til Informations stand for at møde Janne. Vi skulle på scenen sammen et par timer senere, og da vi mødtes, var Selina Juul fra Stop Spild af Mad og Steen Nørgaard Madsen fra Landbrug og Fødevarer i fuld gang med at diskutere madspild. emma slebsager folkemødet2Jeg glemte at lægge mærke til, hvad de sagde, for jeg var spændt på det her:emma slebsager folkemødetNemlig at sidde i stolen selv! Interviewet var en samtale mellem Janne, mig, Jørgen Steen Nielsen, som skriver om miljø og klima i Information, og publikum. Som I kan se, var det bragende sol og så varmt, at jeg blev skoldet i hovedbunden. Hvad man ikke gør for lidt publicity ;) Vi lagde ud med at tale om, hvordan blogs er et godt redskab til enkeltpersoner i et meget stort system, som gerne vil nå ud til flere end deres egen omgangskreds. Selvom vores midler er forskellige, er vores mål det samme: at vise en bæredygtig hverdag og inspirere til forandring. emma slebsager folkemødet1En i publikum spurgte os, hvordan vi håndterer sociale situationer, hvor andre ikke har de samme værdier som os. Det ramte plet på det sværeste – at skuffe nogen, at sige nej til nogen, at skille sig ud. Balancen mellem på den ene side at respektere sine værdier og bevare sin integritet, og på den anden side at tilpasse sig og bevare en god stemning er hårfin, synes jeg. Men jeg kan mærke, at jeg lige så stille bliver mere kompromisløs. Jo mere, jeg lærer, jo vigtigere synes jeg det er, at vi kan tale om vores værdier og sætte grænser for, hvad vi har lyst til at deltage i. Det gælder bare om altid at have et grønt alternativ i ærmet, så man ikke bliver en sur nej-siger, der sidder i en hule og skumler.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'