Browsing Tag

Events

Tre små

Tre små, jeg glæder mig til

Godaften! Jeg havde nær glemt, at det er fredag og tid til tre små. De her forkortede uger forvirrer mig, men hvem klager over en ekstra fridag? Jeg har bakset med et (stort og tungt) skab fra DBA, en slibeklods og noget træmaling i dag. Vi hentede skabet på Christianshavn i går i den tro, at det kunne være i en elbil fra DriveNow. Det kunne det ikke, der var lige 5 cm for meget skab i bredden. Det blev en taxa i stedet, og så op på fjerde. Hvad jeg efterhånden har slæbt på i den opgang – ovn, kommode, bordplader… Oh well.

I denne uge er de tre små en lille perlerække af arrangementer, som jeg glæder mig til. Det første er allerede i morgen, og de andre er i næste uge. Måske ses vi?

1: KLIMAFESTIVAL på Café Nutid: I dag og i morgen, altså lørdag, holder Nødhjælpens Ungdom en klimafestival, som sætter fokus på klima på alle mulige måder: klimaflygtninge, overskudsmad, zero waste livsstil, kampagnearbejde, etik og en grøn kogebog – og så et lille oplæg fra os i Sustain Daily-redaktionen lørdag kl. 16.30.

2: Omstillingscafé om DEN IRRATIONELLE FORBRUGER: Det er ingen hemmelighed, at jeg holder meget af at gå til omstillingscafé. På onsdag er fokus på forbrugsmønstre og strukturelle og psykologiske barrierer for en mere bæredygtig livsstil, og jeg er helt sikkert blandt tilskuerne.

3: KLIMABENÆGTELSE med Naomi Oreskes: Til CPH:DOX i 2014 så jeg en fantastisk dokumentarfilm, Merchants of Doubt, om klimabenægtelseslobbyen i USA, som består af et hold professionelle og skruppelløse lobbyister, der tidligere har arbejdet for tobaksindustrien. Kvinden bag filmen, Naomi Oreskes, kommer og holder foredrag på KU på torsdag, og jeg glæder mig! Her er traileren til filmen som lokkemad:

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Tre små

Tre små: Pragmatisk provokation, varmerekord og Det Fælles Bedste

Fredag igen, tænk engang! Jeg har arbejdsdate med Ditte og Johanne, en kaffeaftale i eftermiddag og en rødvinsplan i aften, så det burde ikke gå helt galt. I morgen vil jeg købe jord og så tomatplanter, så de kan vokse sig store på altanen hen over sommeren, og på søndag er min kalender helt tom.

I denne uge har jeg for det første en provokation til jer fra min kollega Torben, som er mere til fornuft end følelser. Hans pointe er, at økologi ikke altid er det smarteste. Det er jo ikke just en nyhed, men det er godt en gang imellem at huske sig selv på, at bare fordi ting har et rødt ø-mærke, er de ikke nødvendigvis klimavenlige. For det andet har jeg en artikel om februar til jer. Den slog nemlig alle varmerekorder i år og blev kaldt “en klimamæssig nødsituation” af en kendt klimaforsker, hvilket ikke just er godt nyt. Derfor er den sidste lille ting i denne uge en, som er rar og fuld af håb, nemlig Det Fælles Bedste, et folketræf som sætter fokus på grøn omstilling.

Der er gode folk i gang med at kæmpe for klimaet derude – både de pragmatiske og de mere drømmende af slagsen. Jeg tror, at klimasagen har godt af begge tilgange.

torben chrintzvarmerekord februar informationdet fælles bedste logo

 

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Tre små

Tre små: Kontoret, det ydre rum & the Wattway

Juhu, fredag igen! Jeg har glædet mig lidt ekstra til denne weekend, for vi holder lanceringsfest for Sustain Daily med kage og tricks i lange baner i morgen eftermiddag, og bagefter skal jeg spise middag med hele bloggerslænget. Hvad mere kan man ønske sig af en lørdag? Hvis du har et par pauser i løbet af dit weekendprogram (jeg har fx tænkt mig, at min søndag skal være én lang pause), så er her tre små at fylde dem ud med. Den første er en sketch fra DR3, som fik mig til at smile. Den anden er historien om en astronaut, som har brugt et år på bl.a. at se på forurening og storme fra et anderledes perspektiv, og den tredje er en sej nyhed fra Frankrig – de sætter lige solceller op langs 1000 km vej!

astronaut wattway

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Mad

Jeg har lavet surkål!

Dette er et sponsoreret indlæg. Tak til SLOW for en dejlig formiddag!

Jeg vil betegne mig selv som lige dele doven og nysgerrig, når det kommer til mad. Mine måltider er som regel ikke resultatet af et eksperiment med en ny metode, men jeg er heller ikke bange for at prøve ting af. Så da jeg sammen med alle de andre Sustain Daily-bloggere fik muligheden for at komme til fermenteringskursus, sagde jeg straks ja!

fermentering

Kurset blev holdt i smukke omgivelser hos SLOW i Det Økologiske Inspirationshus. Signe Voltelen, som er den ene halvdel af teamet bag SLOW, var sommergæst her på bloggen sidste sommer. Der sagde hun kloge ting om at vælge støj fra og værdi til og stræbe efter at elske det, man laver. Hendes svar i interviewet var faktisk med til at sætte mine tanker om Sustain Daily i svingninger for alvor. Hun sagde nemlig, at fællesskaber er vejen frem, hvis man vil forandre verden!

fermentering 1Vi duftede til eddiker og essenser, stak næserne i fermenteret kål i alle afskygninger og smagte på kombucha, en slags sodavand lavet af te, sukker og en gærsvamp. Og så gjorde vi det allersjoveste: Lavede hver vores surkål. Det lyder mindre fedt, når man skriver det, end når man står med fingrene i det – men jeg lover, at det er værd at kaste sig ud i! unspecifiedMan tager noget kål og snitter det, tilføjer lidt havsalt og hvad man har lyst til af krydderier og andre grøntsager, og så masserer man det med hænderne, indtil kålen er blevet blød og begynder at væske. Så propper man det hele i et glas, som man stiller på sit køkkenbord i en uges tid, og bang! Så er der surkål.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Andet

Sæt klimakryds i december

Selvom december er fuld af jul, er den faktisk også fuld af klimaevents – både på den store globale skala (hej COP21) og på den lokale. Det er ikke lykkedes mig at finde nogen events i Århus i denne omgang, så råb endelig højt i kommentarerne, hvis du kender til et! Hvis du er i København og på et tidspunkt får nok af glögg og brunkager eller bare trænger til en pause, så vil jeg anbefale at gøre et par stykker af de her ting:

2. december: Har vi råd til at redde klimaet? Har vi råd til at lade være?
Hvis du er hurtig og har plads i kalenderen, kan du tage til klimadebat allerede i aften. Kritiske Politter har lånt et auditorium på KU og inviteret blandt andet formanden for Klimarådet. Det skal handle om, hvad den grønne omstilling egentlig koster – eller om vi kan blive rige af den.

2.-12. december: No Planet B
Sidsel og Maibritt, som jeg lavede radio med i august, er i fuld gang med at spille deres teaterstykke om klodens tilstand. Jeg så det i lørdags og vil fra nu af anbefale alle, jeg møder, at se det. Det er fuldt af angst, håb, latter, åndenød, kærlighed, aggression og tomhed – alle de følelser, som hænger sammen med at forstå, hvad vi egentlig har gang i med de der klimaforandringer.

4. december: Klimaaktivistisk morgenmøde
På fredag inviterer Omstilling Nu, Mellemfolkeligt Samvirke og Information til morgenmøde med aktivisttema! Det skal handle om, hvordan man selv kan gøre en forskel på klimafronten og lave kreativ aktivisme, og jeg satser på at have lommerne fulde af gode idéer, når jeg går derfra.

9. december: Climate Laboratory – Sustainable Christmas Food
UngEnergi inviterer til klimalaboratorie om bæredygtig julemad, som både smager godt og er klimavenlig. De lover, at man går hjem med en konkret måde at gøre julen (og verden) lidt grønnere, og så serverer de klimajulesnacks!

15. december: Cowspiracy og paneldebat
Tirsdag den 15. viser Dansk Vegetarforening og Anima dokumentarfilmen Cowspiracy til en række politikere og eksperter og beder dem diskutere filmens budskaber bagefter. Det er en god film, så det bliver sikkert også en spændende debat.

Det var alle de events, jeg har fundet i december. Bortset fra et enkelt et, som jeg har gemt til sidst som en bonus, fordi jeg selv skal være med til det :))))) Det er en debat, som skal handle om at leve et bæredygtigt liv – med andre ord mit yndlingssamtaleemne. Det er fredag den 11. december på Vesterbro, og der er mere info her:

debataftener flyer

 

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Tre små

Tre små til weekenden

Det er vildt, som ugerne flyver forbi for tiden. Jeg synes knap nok, at det har været tirsdag, før det er fredag igen, og lige om lidt er det efterårsferie. I denne uge har jeg fundet tre ting til jer, som sætter tanker i gang. Den ene er et teaterstykke om afmagt og frustration ved ikke at kunne gennemskue, hvad vi kan gøre for at redde planeten. Den anden er en fortælling om byer, som står under vand på grund af klimaforandringer, og den tredje er nyheden om, at der snart åbner et supermarked fyldt med mad, som andre supermarkeder smider ud. Kontraster er der nok af, og nogle gange er det sundt at tænke over, hvordan ens egen plads i verden er forskellig fra andre menneskers. Det vil jeg dedikere denne weekend til. Hav en dejlig solskinsfredag!

no planet bbyer under vand politiken

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Perspektiv Uncategorized

Sæt klimakryds i kalenderen

Der dukker forsat klimaarrangementer op her og der og alle vegne, så nu har jeg simpelthen lavet en liste mere med datoer, der fortjener at komme i kalenderen. Den første er allerede i aften!

22. sep: Redder vi verden i Brugsen?
Tværfagligt Fødevareforum holder en debat om den politiske forbruger i eftermiddag kl. 17.15,  som er åben for alle. Mickey Gjerris er blandt gæsterne, som skal diskutere om den politiske forbruger findes, om det egentligt er muligt at redde verden gennem sine indkøb, og om det burde være nogle andre end forbrugernes ansvar at redde verden. Spændende!

24. sep: Mad&Mad: Veganisme
Samme organisation, altså Tværfagligt Fødevareforum, holder på torsdag en vegansk middag. Der kommer en veganer og holder oplæg, og så er det vist meningen, at vi skal tale med mad i munden :) Jeg glæder mig til at spise dejlig mad og vende det veganske livs fordele og ulemper. Jeg tror der er flere pladser – det koster kun 30 kroner at være med, go go go!

25. sep: POP UP-klimabar
På fredag er der POP UP-klimabar i Århus, Odense og København. Greenpeace inviterer, og i alle tre byer står den på fest, dans og pep til ære for klimakampen.

26. sep: MEJLGADE LAB: Grønt Byliv Markedsdag
Hvis du bor i Århus, kan du hoppe forbi Mejlgade på lørdag og få inspiration til at leve bæredygtigt fra grønne virksomheder, projekter og foreninger. Det ser ud til, at der kommer nogle seje folk forbi!

26. sep: Global Klimaaktion på Den Røde Plads
Samme dag er der en stor klimaaktion på Den Røde Plads i København for at gøre opmærksom på, at vi regner med handling fra politisk side til COP21 senere på efteråret. Det er noget med en fælles lysaktion, og så kan man købe mad på pladsen og møde en miljøorganisation.

30. sep: Omstillingscafé om det urbane økosystem
Næste omstillingscafé handler om det urbane økosystem og bliver holdt onsdag i næste uge i indre by i København. Jeg er vild med omstillingscaféer og kan varmt anbefale alle at dukke op. Det er spændende at høre oplæggene og debatten, og så går jeg altid derfra med en fornemmelse af, at vi er mange, der kæmper for bæredygtigheden.

4. okt: Danmark som fossilfrit foregangsland
Tidligere klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen vil holde et oplæg og invitere til debat om de muligheder og udfordringer, der er ved at være et fossilfrit foregangsland. Arrangementet bliver bestemt ikke mindre aktuelt af, at den nuværende regering på miljø- klimaområdet ikke har lavet andet end at strege mål over og skære ned, siden de kom til.

Pyh, sikke en omgang! Man kan jo næsten fylde hele sin kalender ud bare med klimaarrangementer. Kan I bruge de her lister til noget? Og ses vi til nogen af de københavnske events?

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Uncategorized

Skadelig kemi i hverdagen: Tanker fra en Omstillingscafé

Har I tænkt over, hvor mange af de ting, vi omgiver os med, som ikke har en indholdsfortegnelse? Vi har ikke en chance for at vide, hvad køleskabe, kjoler, sko, stole, legetøj eller den kuglepen, jeg nogle gange sidder og bider i til forelæsningerne, er lavet af. På EU’s liste over problematiske kemikalier står der 8.000 forskellige stoffer, som alle er skadelige. De kan være hormonforstyrrende, skadelige for miljøet, allergifremkaldende, kræftfremkaldende eller noget helt femte. Men de er ikke forbudte.

Emnet til sidste Omstillingscafé var kemi, og talerne var Stine Müller fra Forbrugerrådet Tænk Kemi og Louisa Sørensen fra COOP. Stine satte i sit oplæg fokus på, at en uklar og løs lovgivning betyder, at problemet skubbes hen på forbrugeren, som selv må tage ansvar for at finde de produkter, som indeholder mindst mulig skadelig kemi. Alle de 8.000 stoffer på EU’s liste har virksomheder pligt til at oplyse om, at de bruger i deres produkter – men kun, hvis forbrugeren selv spørger direkte. Det gør man ikke så tit, vel?

Louisa fortalte, at COOP har en strengere regulering med deres varer, end lovgivningen tvinger dem til. Det er tilsyneladende unikt, at en supermarkedskæde på den måde beskytter forbrugerne, men sådan har COOP altså gjort siden 1997, og det synes jeg er virkelig sejt. De har et laboratorium, hvor de tjekker, at deres varer fra eksterne leverandører lever op til deres krav. Og så er de typisk hurtige til at reagere, når det kommer frem, at der er skadelige stoffer i et eller andet – fx mikroovnspopcorn.

Både Stine og Louisa anbefalede, at man i sin egen hverdag køber Svanemærket, køber færre nye (plastik)ting og husker at gøre rent og lufte ud derhjemme. Ftalater og andet godt har det nemlig med at sive ud af produkterne og sætte sig fast på støv. Lækkert, ikke?

 

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Perspektiv

Sæt klimakryds i kalenderen

Der sker gode ting for tiden, har I lagt mærke til det? Jeg kan i hvert fald se, at min kalender stille og roligt bliver fyldt med klimakrydser. Hvis du trænger til udfordring, inspiration, nye perspektiver eller et sted at gå hen med noget overskydende energi og handlekraft efter sommerferien, så har jeg samlet et par ting her. Hvis du har hørt om noget, som ikke er på listen, så tilføj det endelig i en kommentar.

Omstillingsstafetten
Seje Omstilling Nu bruger efteråret på at rejse rundt i landet og starte debatter, samtalesaloner og workshops om alt fra deleøkonomi til fremtidens fødevareforsyning. De kommer i løbet af de næste måneder forbi Herning, Aarhus, Hobro, Aalborg, Esbjerg, Sønderborg, Nakskov, Thisted, Svendborg, Samsø, Roskilde og Kalundborg, og min erfaring er, at deres arrangementer er super.

Omstillingscafé om kemi i hverdagen
Apropos Omstilling Nu, så er sæsonens første omstillingscafé nu på onsdag den 26. august. Den har temaet ‘Kemi i hverdagen’ og særligt fokus på, hvordan stoffer i vores hverdagsting virker både på menneskekroppen og miljøet. Gæsterne er fra COOP og Forbrugerrådet, og jeg glæder mig.

Kaffe Konkret: Stiftende generalforsamling
To dage senere, fredag den 28. august, holder foreningen Kaffe Konkret stiftende generalforsamling. De er et nyt initiativ, som vil lave bæredygtig forretning baseret på kaffegrums. Det lyder mystisk, men giver super god mening – bare prøv at se videoen nederst i indlægget her. Join dem på fredag, hvis du vil høre mere eller være med til at udnytte en hidtil spildt ressource.

Uddannelse til bæredygtig omstilling
Den 9. september arrangerer Højskolebladet LIVE en debat om, hvordan uddannelsessystemet kan være med til at engagere og involvere os i den reelle, praktiske omstilling til et mere bæredygtigt liv. Jeg tror på højskolerne af hele mit hjerte og glæder mig til at høre, hvad panelet tænker om sagen.

Alle arrangementerne er gratis. Her er videoen om kaffegrums:

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'