Interviews

Svar på spørgerunden #1

Tusind tak for alle jeres gode spørgsmål! Her kommer første omgang svar. Den har været undervejs længe, fordi jeg havde en hemmelig plan om at svare i en video. Jeg har endnu ikke fået sat mig foran kameraet og gjort alvor af det, men forhåbentlig kommer svarene på de sidste spørgsmål i et andet format end skrift. Here we go – første omgang svar kommer her:

Hvilken musik/radio lytter du til for tiden?
Når jeg er alene hjemme, så skruer jeg op for Joan As Police Womans nyeste album The Classic for fuld skrue. Klik play og brug hende som soundtrack til resten af spørgsmålene og svarene!

Hvordan mødte du din kæreste?
Det er faktisk en lidt pudsig historie. Vi mødtes, fordi Jonathan i sommeren 2010 couchsurfede hos to af mine bedste veninder, som tog ham med til en fest og præsenterede ham som vores nye ven. Jeg kan ikke huske så meget fra den fest, men Jonathan kan huske, at vi havde én kedelig samtale om mit utroligt ensformige job i en tøjbutik. Ha! Af uransagelige grunde mødtes vi et par gange i løbet af efteråret, og så begyndte han lige så stille at blive spændende. Fra vi kyssede hinanden første gang i januar 2011, til vi blev kærester, gik der næsten et halvt år. Jeg er altså ikke særligt spontan i mit kærestevalg, kan man sige.

► Er der nogle podcasts, som du vil anbefale?
Ja! Mine yndlings er Strangers (specielt de afsnit, som hedder Love Hurts, men også alle de andre), The Biggest Story in The World, Serial, Food for Thought og Radiolab: Jeg hører også nogle mere nørdede podcasts, specielt på lange togture. Slugte fx Psykpodden (svensk podcast om psykisk helbred og at gå til psykolog) og Källan (svensk podcast med interviews med bloggere) på en ferie.

Are you finally done with renovating your flat or do you think it will be a livelong project?
I think the renovation part is done for now. We still have to paint the windows (next spring!) and find a sofa that we like for the livingroom and lamps for the kitchen, but those are small things that can wait. It feels finished now, and it is such a great feeling that there are no more things on the renovation to-do list. When I think about how much has happened, I almost cannot believe it.

lejlighed lejlighed2

Hvordan er det at gå på kandidat i forhold til bachelor, og hvad synes du om studiet for tiden?
Jeg er super glad for mit studie (psykologi på KU) for tiden. Kandidaten er mere praksisrettet end bacheloren, så der er færre meget komplekse teoretiske tekster og flere diskussioner af hvilke konkrete problemstillinger, man kan møde som psykolog i arbejde. Det passer mig fortrinligt! Jeg fokuserer på klinisk psykologi for tiden, og jeg kan mærke, hvordan en terapeut vokser sig frem i mig.

Har du (miljø-, klima- og SU-venlige) tips til at overtage en lejlighed?
Vi har brugt DBA meget til at finde de ting, vi manglede – en bordplade, en kommode, en ovn, en opvaskemaskine, nogle spisebordsstole og en håndfuld køkkenlåger er det blevet til indtil videre, og jagten på en sofa er stadig i gang. Min kæreste har en christianiacykel, som vi har transporteret det meste hjem i, og som han faktisk brugte til at flytte sine ting. Jeg flyttede kun tværs over gården, så det var ikke det store show. Hvis du skal male, kan man købe miljøvenligt maling hos naturmaling. Generelt tror jeg, at mit bedste tip er at huske, at ting tager tid og koster penge. Find ud af, hvad du har brug for, og køb noget ordentligt (helst brugt), som ikke går i stykker eller er en lappeløsning, mens du venter på noget mere perfekt.

Jeg vil gerne være frivillig i et fællesskab/forening, som kæmper for bæredygtighed og klimaet, nogle som du kan anbefale?
Hell yes! Jeg kan anbefale Omstilling NU, Ung Energi, Klimaambassaden og Greenpeace.

Kan det passe, at du har gået på højskole? Vil rigtig gerne høre hvilken + hvad du fik ud af opholdet, skal nemlig selv afsted på et langt ophold på Testrup her til foråret!
Uh, glæd dig til at komme på højskole! Jeg gik på Vallekilde i foråret 2010 og elskede det. Det gav mig nyt perspektiv på tilværelsen, nye venner og ro helt ud i fingerspidserne. At få lov til at lave lige det, man allerhelst vil, at blive bombarderet med inspiration fra de andre og lærerne, at kunne gå ture på marker og ligge på et tæppe under blomstrende æbletræer og ikke skulle bekymre sig om andet end at være i spisesalen til tiden – det er livet! Det var i øvrigt også på Vallekilde, at jeg begyndte at flirte med at spise vegetarisk. Sådan her spiser man der:

emma slebsager vallekildefrokost

Jeg tænker, om du måske vil overveje at lave en fane med inddeling af dine opskrifter?
Der kommer til at ske ting og sager med bloggen i det nye år, og måske får jeg oven i købet en oversigt over mine opskrifter. Sagen er dog den, at jeg faktisk ikke har specielt mange opskrifter på bloggen – jeg kan bedre lide at dokumentere de måltider, jeg spiser, end at teste opskrifter og lave det samme igen og igen. Indtil videre kan du bruge disse links til at finde indlæg med morgenmad, frokost, madpakker, aftensmad og snacks, eller bruge søgefunktionen oppe i hjørnet :)

Kan du anbefale nogle fællesskaber, foreninger og/eller steder, hvor jeg kan møde nogle søde mennesker, som ikke synes at det er mærkeligt, at jeg godt kan lide at gå i genbrugsbutikker eller virkelig nyder at spise en vegansk kage og synes det er fedt at snakke om bæredygtighed?
Ja, det kan du tro! I et svar ovenfor har jeg anbefalet nogle foreninger, hvor du kan blive frivillig og møde andre klimainteresserede. Mange af dem laver også arrangementer rundt omkring i byen, som man sagtens kan møde op til alene. Og så er jeg ved at revne, fordi dit spørgsmål rammer lige præcis ned i et projekt, som jeg lige nu bruger cirka alle mine vågne timer på at tænke på, planlægge og glæde mig til. Jeg kan ikke sige så meget mere endnu, end at der til foråret dukker en platform op, som kan samle alle os med interesse for en bæredygtig hverdag.

► Hvordan er det at bo sammen med din kæreste?
Det er virkelig dejligt. Tusind gange mindre kompliceret end at bo to steder og skulle koordinere alting hele tiden! Der var selvfølgelig en periode, hvor vi lige skulle vænne os til hinandens vaner og rytme og til at skulle være sammen med hinanden også på de dage, hvor man er ekstra træt eller sur eller presset og ellers ville have valgt at være alene, men nu kører det. Vi spiser sjældent aftensmad sammen, fordi vi begge to har gang i tusind ting og tit har aftenaftaler, men til gengæld er vi gode til at invitere venner og familie til fester og middage, huske at holde kærestedage en gang imellem og virkelig nyde de weekendmorgener, hvor vi har god tid begge to.

emma slebsager lange morgener

Hvad vil du gerne arbejde med, når du er færdig med psykologistudiet?
Godt spørgsmål! Jeg har ikke en 25-års plan liggende for mit liv, og jeg ved ærligt talt ikke, hvor jeg vil kigge hen for at finde mit første job. For tiden er jeg meget fascineret af terapi og har lyst til at blive praktiserende psykolog på en eller anden måde, men det kan nå at ændre sig mange gange, før jeg bliver færdig. Forhåbentlig kan jeg på en eller anden måde kombinere psykologarbejdet med at arbejde med grøn omstilling og bæredygtighed, om det så bliver i ét job eller flere.

Kan du fortælle mere om din bachelor? Handlede den ikke bæredygtighed på en måde?
Jo, det gjorde den. Min makker og jeg skrev en teoretisk opgave om, hvordan man kan forstå vores måder at forholde os til klimaforandringer ud fra psykologien. Vores udgangspunkt var, at det er de psykiske reaktioner på klimaforandringerne, som afgør hvordan vi forholder os til klimaudfordringen – og at de derfor er vigtige at undersøge. Vi dykkede dybt ned i den psykoanalytiske teori og fandt ikke Den Store Løsning, men fik alligevel et blik for, hvordan man kan inddrage forståelsen af psyken og de ting, vi hver især kæmper med, i arbejdet med klima. Opgaven ligger i Sustainability Science Centers opgaveportal, hvis nogen skulle have lyst til at læse den.

Hvad er dit bedste tip til lækkert, grønt, klimavenligt hverdagsmad, når man er på SU?
Det har jeg faktisk skrevet om lige her: Guide til at leve økologisk på SU. Mine yndlingsretter er nok dhal, curries af forskellig art, supper, ovnbagte rodfrugter, hummus og vegedeller af linser. Uhm. Og ellers er mit tip at blive medlem af et fødevarefællesskab og sørge for at bygge et godt basislager op.

emmaslebsager basislager 1

Kan du fortælle noget om, hvordan det er at studere psykologi på KU? Hvordan er forelæserne, er det et socialt miljø eller et stræber/konkurrence miljø?
Det kommer selvfølgelig an på, hvem man hænger ud med, men blandt mine studieveninder er der en meget afslappet, rolig og hjælpsom stemning. Ingen af os kan nå at få læst det hele, og det tager vi helt med ro. Der er forelæsere, som er karismatiske, engagerede og inspirerende, og nogle som er kedelige. Vi har masser af fester, fredagsøl og torsdagsbar og udvalg, man kan engagere sig i, så der er rig mulighed for at lave sociale ting med de andre studerende. Min eneste klage er, at der er for få mænd.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Relateret indhold

13 kommentarer

  • Besvar
    loulou
    15. november 2015 at 12:48

    Så hyggeligt! Tak fordi du deler.
    Jeg har selv hørt Joans to tidligere album rigtig meget, men ikke det nyeste, det skal der rettes op på.
    Har set hende live i New York, det var en oplevelse!

    • Besvar
      Emma
      15. november 2015 at 15:22

      Det nye er SÅ godt. Det lyder fantastisk at se hende i NY! Jeg har været til en del af hendes koncerter i København, senest i DR koncertsalen, hvor hun spillede en masse fra Classic (det nye album). Hun er måske det tætteste, jeg kommer på at have et idol. Jeg har endda en af hendes setlister med hendes autograf på fra første gang, jeg oplevede hende live, hehe.

      • Besvar
        loulou
        15. november 2015 at 15:53

        Det er så godt med sådan et lille crush. Jeg har det med PJ. Har nok generelt en svaghed for kvinder med guitar.
        PJ udgav for nyligt en digtsamling med en krigsfotograf, den forudbestilte jeg et år før, kun fordi det var hende. Bogen er heldigvis(naturligvis) vanvittig flot – og aktuel.
        Jeg har heller aldrig været idoldyrker – men lige der må jeg også gå til erkendelse :)

        • Besvar
          loulou
          15. november 2015 at 15:55

          Jeg så iøvrigt også PJ i New York, det var en god tur og rent tilfældigt at jeg var der, mens de begge spillede. Hvor heldig har man lov at være!?

  • Besvar
    Julie
    15. november 2015 at 14:48

    Tak for svar:-) hvor lyder det bare super spændende med det projekt du arbejder på. Glæder mig meget til at høre mere om det:-)

    • Besvar
      Emma
      15. november 2015 at 15:22

      Jeg kan love dig for, at jeg også glæder mig HELT VILDT til at fortælle mere! :)

  • Besvar
    Sabine K
    16. november 2015 at 22:54

    Hvor dejligt at du nævner og anbefaler UngEnergi. Vi er lidt for usynlige derude :-)

    • Besvar
      Emma
      16. november 2015 at 22:56

      Jeg synes I er totalt seje.

  • Besvar
    Anne BS
    20. november 2015 at 10:58

    yay, glæder mig også mega meget til at høre om jeres projekt for foråret :)

  • Besvar
    Helle
    30. november 2015 at 00:20

    Hej Emma.
    Hvor er jeres reoler i stuen fra? De er rigtigt flotte! Er det også dba fund?
    Helle

    • Besvar
      Emma
      30. november 2015 at 09:36

      Det er mine forældres gamle reoler, men de kommer oprindeligt fra atbo. Jeg tjekkede lige på dba, og der er ret mange til salg faktisk.

      • Besvar
        Helle
        3. december 2015 at 21:49

        Sejt! Tak for svar. Jeg tjekker også lige dba. :)

    Skriv en kommentar