Interviews

Sommergæst: Signe Voltelen

signe introbillede

Hej Signe. Vi du lægge ud med kort at fortælle, hvem du er?

Jeg er en arkitekt og urban farmer, som bor i Brønshøj med min familie på 4. De seneste to år har jeg drevet OPENgardenCPH, en byhavevirksomhed hvor jeg formidler og rådgiver om urban farming i Danmark og verden, at dyrke fødevarer i byen, omlægning af haver fra pryd til nytte og udvikling af udendørs læringsrum og haver.

Jeg startede OPENgardenCPH med et klart ønske om at inspirere andre og vise mine børn, at arbejde er andet end at sidde ved en computer. Nu kan jeg samtidig vise dem, hvordan man dyrker haven og mad i en have. At vide hvordan grøntsager dyrkes, hvordan mad tilberedes og at have daglig kontakt med naturen er en af grundstene i et godt liv, mener jeg. Også selv om man bor i byen, selvfølgelig.

signe volteten 1

► Hvorfor er det lige planterne og det grønne i byen, du har valgt at bruge din energi på?

Det er en måde at se på livet, haven er en metafor for livet! Der findes masser levende væsener i haven, som du deler pladsen med. Hvis ikke man gør sig det bevidst, kender sin egen plads og respekterer de andres, så får man ikke det ud af haven, som man behøver. Man kan bruge haven til at lære om livet og til at leve sit liv i. Man bruger sine hænder og sin krop i haven, man er hele tiden i bevægelse. Man kan bruge haven som et frirum, hvor man kan være alene eller være social. Jeg er overbevist om, at haven er det sted, hvor vi kan lære mest om både videnskab, sociale relationer og vores plads på jorden. Og så er kroppen med, hvilket den ikke er i meget arbejde i vor tid.

Du har en af de smukkeste instagramkontoer, jeg kender (@opengardencph). Tror du det smukke er vigtigt, når det handler om at skabe en bedre verden?

Tak:-) Det er afgjort meget vigtigt med det smukke som element i formidling. Naturen er smuk, den har vel ligesom forstået, at det øjet ser er af stor betydning for, hvor vi ledes hen. Vi drages af det smukke, vi inspireres til at gøre noget selv. Æstetik har stor værdi i vores hverdag, og smukke tekster, sange osv. kan være store drivkræfter i vores liv. Jeg ville aldrig selv blive inspireret til at gøre noget ved at se et grimt billede. Og dog! Grimhedens æstetik findes jo også :)

signe volteten 3

Jeg kan se, at vi begge er fans af Rohan (en selvforsynende australier, som man kan følge på @wholelarderlove). Hvad er det ved ham, der tiltaler dig? For mig er det hans stædige insisteren på, at vores madsystemer og -industri er fucked.

Rohan er en no bullshit-type. Han har børn og hustru og lever i et område, hvor der er mange, der inspirerer – fx kommer Grown and Gathered fra samme område. I mine øjne gør Rohan det, som mange har lyst til: At tage konsekvensen af mangeårige tanker, droppe jobbet og flytte lidt længere ud, blive selvforsynende, skabe fællesskaber, nye virksomhedstyper og nye fødevaresystemer. Det er konstruktivt og virkelighedsnært. Og det ville andre kunne gøre ham efter. Der er ikke så meget at frygte, hvis man har mad i haven. Det giver frihed. Frihed til at tage livet i egen hånd.

Jeg ved, at det er lidt på spidsen, men det jeg mener er, at man skal tage nogle valg – vælge støj fra og værdi til med små skridt og også gerne uden at kvitte jobbet. Rohan har jo erstattet sit travle kontorjob med en tilværelse som selvstændig, hvor han sælger sin viden, foredrag og grøntsager.

Du holder workshops om Slow Living. Hvad er det gode ved at være langsom?

I begyndelsen af 2015 åbnede jeg Slow Living Workshops sammen med Marie Hertz og Mette Helbæk. Der formidler og dyrker vi praksiskultur – med udgangspunkt i “fra have til bord” holder vi workshops om, hvordan man fermenterer, dyrker have, bager brød og i det hele taget bringer alt det dejlige, der gror i haven, ind på bordet.

Slow er ikke lig med langsom. Slow Living er ikke at leve langsomt, men at få værdier og omtanke ind i livet og hverdagen i højere grad. Det handler om at finde ud af, hvad der giver mening, altså at finde frem til ting i livet, som betyder noget for en, og så udføre dem med nærvær. Jeg synes man skal stræbe efter at elske det man gør, ellers må man lave det om.

Med Slow Living viser vi, hvordan man kan tage et skridt ad gangen med udgangspunkt i haven og køkkenet og for eksempel begynde at bage sit eget brød eller lave ost og sauerkraut. De ting giver i sig selv mere slow, fordi de kræver en lille smule nærvær. Man kan lave dem sammen med familien, og det er ikke noget, der koster. Du kan berige dit liv med slow med det samme. Det eneste, det kræver, er din nysgerrighed.

signe volteten 2

Til sidst vil jeg spørge dig om noget, som jeg tit selv tænker på: Tror du, at man som enkeltperson kan gøre en forskel i det store billede?

JA. Det er det korte og klare svar. Alle er her, fordi de kan bidrage. Vi er et led i kæden alle sammen, vi skal bare forene os med de andre led, så kæden bliver stærk! Jeg har meldt mig ind i foreningen Praktisk Økologi, fordi jeg manglede viden om at leve bæredygtigt. I løbet af de to år, jeg har været medlem, har jeg fundet ud af, hvor meget man egentligt kan ved at tale med samlet stemme. Det er afgjort noget, jeg ville have gjort tidligere i mit liv, hvis jeg havde vidst det. Det er et kraftfuldt fællesskab at være i en forening. Om man er aktiv eller bare enig i grundlaget, er det nødvendigt at samle sig, hvis man vil have ting til at ske hurtigere, end man kan klare det alene.

Mange af os er ens, vi handler ens og tror på det samme. Så når jeg tænker, at det ikke er en god ide at smide mit skrald i vejkanten, så ved jeg, at mange andre tænker lige sådan. Vi er alle forbundet, og hvad vi hver især gør, gør en forkel. Mange bække små – det batter!”

Alle billeder er fra opengardencph.dk og @opengardencph.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar