Interviews

Sommergæst #4: Anders Gjerløv

anders gjerløv

Billedet tilhører Anders.

Anders er den første vegetar, jeg sådan rigtigt kendte – og den første, der kastede mig i et hoftekast. Han er nemlig træner på det hold, hvor jeg i mange år dyrkede jujitsu. Ja, den havde I måske ikke set komme, men jeg har dyrket jujitsu i 7-8 år og har det brune bælte! På en sommerlejr lærte Anders mig at lave is af en frossen banan, han går offline en måned hvert år, han er et af de mest rolige og koncentrerede mennesker, jeg har mødt, og han linker altid til spændende ting på facebook. Vi kører:

1. Hej Anders. Vil du kort præsentere dig selv?

Jeg er bachelor i biologi, uddannet instruktør i kampkunst og Qi Gong, langdistanceløber, autodidakt programmør, økokriger, limousinechauffør, næsten udelukkende plantespisende og meget mere. De sidste år har jeg arbejdet med uledsagede asylansøgere, altså børn som kommer til Danmark uden forældre eller anden værge. Ellers arbejder jeg pt. mest som vejleder/coach/konsulent og er i gang med et nyt projekt, som har med ernæring at gøre – mere kan jeg ikke afsløre endnu.

2. Hvordan blev du interesseret i at spise planter i stedet for dyr?

Min kæreste blev vegetar, og det var for besværligt at lave to ting til aftensmad, når jeg lavede mad. Derfor begyndte jeg at spise mindre og mindre kød, og en dag droppede jeg det til frokost også. I en årrække spiste jeg æg, ost og fisk en gang imellem. Nu siger jeg, at jeg er ”praktisk vegetar”. Jeg kan godt spise en smule animalske produkter (boller penslet med æg eller en kage med æg i), men jeg minimerer det mere og mere. Det er primært af helbredsmæssige årsager, men sidegevinsterne for miljø og dyrevelfærd er gode.

3. Hvis du måtte gennemføre én lov, hvad skulle det så være?

At læger kun må behandle med medicin, hvis sygdommen ikke er forårsaget af fejlernæring. Hvis en sygdom eller et symptom er forårsaget af kosten, så skal løsningen være at justere kosten. Det ville få den forebyggende ernæringsmæssige behandling ind i sundhedsvæsenet.

For nyligt var det i medierne, at diabetes bliver en bombe under sundhedsvæsenet, fordi vi går fra 9,1 til 18 milliarder i udgifter. Løsningen fra sundhedsminister Astrid Krag var mere vækst, så vi har råd til at behandle alle dem, der får diabetes. Det er godt for Novo Nordisk – men tragisk for de mennesker, som kommer til at lide og dø på grund af  denne attitude. En dag får vi måske en sundhedsminister, som ved at type 2 diabetes kan behandles med kost?

4. Du har arbejdet med Earthships. Vil du fortælle lidt om det?

Selvfølgelig. Earthships er selvstændige boliger, som ikke er tilkoblet vand, el, fjernvarme eller kloak. De er 100% selvforsynende, gerne også med mad. Amerikanerne kalder at bo i et Earthship at gå off-grid. Et fornuftigt designet Earthship i Danmark med en effektivt udnyttet nyttehave skulle kunne give en familie alle nødvendigheder: rent vand (filtreret regnvand), varme (passiv termisk masse), el (fra solceller eller hus-vindmøller) og mad fra drivhus og have.

Boligerne er baseret på en stor masse i form af jord (typisk banket kompakt ned i gamle bildæk), hvilket gør dem til ekstremt stabile strukturer. Der er en gruppe ingeniørstuderende i Horsens, der er i gang med at bygge et Eartship, som skal bruges til at forske i optimering af Earthships i Danmark.

Earthship Danmark arbejder for at fremme Earthships i Danmark. Jeg var med til at starte den, men har overladt min bestyrelsespost til friske kræfter. Jeg kan varmt anbefale at støtte op om initiativet, da bæredygtige tiltag som Earthships er meget vigtige for vores fælles fremtid.

5. Tænker du over at påvirke de mennesker, du omgiver dig med?

Lidt gør jeg. Jeg prøver at holde min Facebook, Twitter mm til at være kilder til relevant og oplysende information – selvsagt filtreret gennem min opfattelse af verden. Alle skal træffe deres egne valg på baggrund af åben og troværdig information. Det er dog ikke altid til at gennemskue markedsføring og politiske interesser, så jeg hjælper folk med at finde reel information, så de kan træffe oplyste valg.

6. Har du et godt tip til en bog/film/artikel/podcast/hjemmeside, som vi kan bruge august på?

Flere :) Jeg tillader mig at komme med en af hver.

World Food Cafe er en fantastisk rejse-, foto-, og kogebog. Forfatterne havde en restaurant i London, hvor man kunne spise retter fra bogen. Den har fået nye ejere og hedder Wild Food Cafe. Hvis man er i London, er det et must at spise der. Den ligger i Neal’s Yard.

Forks Over Knives er en dokumentarfilm om at helbrede sig selv vha kosten (the fork), i stedet for at lade kirurger og læger forsøge at løse problemet (the knife).

»Stinkende sikre« forskere: Fisk kan give blodpropper i hjertet er en artikel fra Politiken. Med lidt held bliver politik og ernæringsvidenskab snart adskilt. At fisk skulle være så sunde, som man gerne har villet gøre dem til, er en indgroet myte i vores kultur.

Rich Roll er en plantebaseret ultradistanceatlet. Sidste år startede han en fantastisk podcast, som jeg ikke kan anbefale nok. Der er spændende gæster og god tid til at nå dybt omkring mange emner relateret til sundhed og spiritualitet.

NutritionFacts.org er ubetinget den bedste side til ernæringsinformation. De korte videoer kan man bruge timevis på, og de to længere foredrag fra 2012 og 2013 er de mest koncentrerede kilder til helbredsinformation, jeg kender.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Relateret indhold

6 kommentarer

  • Besvar
    Sara
    20. august 2013 at 11:43

    Kære Emma,
    Jeg håber, at du har det godt i de baltiske lande og glæder mig til, at du snart er hjemme igen, så vi kan ses.

    Jeg er stor fan af sommergæsterne, og kan huske at jeg i 9. klasse har snakket med Anders om hans rejse til Tibet!

    Jeg vil høre, om jeg må låne din Helle Helle bog “Dette burde skrives i nutid” og om du vil med ind og se historien som teaterstykke på Mungo Park i slutningen af september? (Hvis du vil, kræver det nok lige svar et andet sted end her, for det er ikke altid, at jeg kommer tilbage og får set dine svar på mine kommentarer).

    Knus Sara

    • Besvar
      Emma
      21. august 2013 at 20:41

      Hehe Sara. Vi kan liges snakkes ved i næste uge, det hele lyder godt.

      • Besvar
        Sara
        24. august 2013 at 15:05

        hehe, kom faktsisk her ind og for at se dit svar! Føler mig lidt som en blogger uden blog, så effektiv som jeg er blevet til at skrive kommentarer til dine indlæg, men jeg leder stadig forgæves efter gæstebogen her på siden :)

  • Besvar
    Marian
    21. august 2013 at 07:29

    det er virkelig nogle spændende sommergæster du har! Jeg er ret inspireret af det med at gå helt offline en måned – og råber hurra for, at andre også ser kosten som medicin!

    • Besvar
      Emma
      21. august 2013 at 20:39

      Deter jeg glad for, at du synes – jeg har også spurgt de mest spændende, jeg kunne komme i tanker om :) og ja, en måned offline ville nok også gøre godt for mig! Det virker bare så uoverskueligt?

  • Besvar
    En omgang svar » emma slebsager
    8. januar 2014 at 23:07

    […] blevet en økofreak! Jeg tror altid, at jeg har været lidt fascineret af vegetarerne i mit liv, fx Anders som var sommergæst på bloggen i sommers og Line, som jeg mødte på højskolen. Da jeg læste […]

  • Skriv en kommentar