Interviews

Sommergæst #1: Salik Rosing

salik rosing

Billedet er taget af Synnøve Kjærland.

Den første sommergæst på bloggen er Salik. Ham har jeg kendt hele mit liv, for vores fædre er gode venner og spiller i orkester sammen. Salik er inviterer sine venner til middage, læser avis, hører Bob Dylan og bager boller, når han skal på felttur. Han er en ivrig debattør, men uden at være (for) stædig. Og så ved han virkelig meget om klima og miljø! Når jeg skriver et indlæg, der handler om et tungere emne end min egen morgenmad, kan jeg næsten altid regne med, at Salik er på pletten med kritiske spørgsmål inde på bloggens facebook. Vi kører:

Hej Salik. Vil du kort præsentere dig selv?

Jeg er 27 år og geolog. Jeg har arbejdet med klimaforandringer, senest som studentermedhjælper og senere projektmedarbejder i klimatænketanken CONCITO. Nu skriver jeg PhD om fortidens klima på Københavns Universitet.

Skal vi starte oppefra eller nedefra, hvis vi vil redde verden?

Som enkeltpersoner skal vi starte nedefra. Der sker ingen forandring i verden uden et stort pres fra almindelige mennesker. Det er vores hverdagsvaner og forbrug, der driver efterspørgslen efter energi og land, og dermed i sidste ende de menneskeskabte klimaforandringer. Derfor er det nødvendigt, at der sker en ændring nedefra. Men når det er sagt, er der nogle strukturelle forhold, som nødvendigvis må ændres, og som kun kan ændres oppefra: her tænker jeg transportsystemer, energiforsyning og fødevareproduktion.

De to ting må gå hånd i hånd, men hvis jeg skal vælge én, så kan et stort pres nedefra holde vores ledere på sporet. Mange af dem er villige til at gøre meget,men skal have et skub en gang imellem.

Kan vi udvikle os ud af klimaproblemerne – og hvilke tendenser ser du som positive?

Der er ingen ren teknologisk løsning. Vi er nødt til at ændre samfundet grundlæggende, så vi bruger væsentligt mindre energi. Men vi må også udvikle teknologier, der kan give os den energi, vi har brug for, med så lidt forurening som muligt. Det er en kæmpe udfordring, men der er positive tendenser både hos Kina og USA. Begge lande er, på en meget beklagelig baggrund, blevet opmærksomme på de reelle konsekvenser klimaforandringerne har, og vi kommer til at se en indsats fra dem. Der er nu flere mennesker uden for EU end inden for, der lever under CO2-kvotesystemer. Der sker noget.

Er der noget, som bekymrer dig?

Det kan godt bekymre mig, at udviklingen går så langsomt som den gør, på trods af de ovennævnte tendenser. Vi bevæger os ud i et klima vi ikke kender, og med den nuværende udvikling i udledningen af drivhusgasser er vi på vej mod nogle ændringer, der efter alt at dømme kan være katastrofale – og meget pludselige. Der er en reel risiko for, at vi kommer til at se tingene ændre sig hurtigere, end vi kan tilpasse os.

Samtidig kan jeg godt være bekymret for, om ideen om den grønne omstilling i for høj grad bliver solgt som noget omkostningsfrit. Der mangler nogen, som tør sige klart og tydeligt, at det her ikke er nemt eller sjovt, det er bare endnu mindre nemt og sjovt at leve med konsekvenserne af ikke at gøre noget. Som det er nu, kasserer vi alt for mange løsninger, fordi har negative sideeffekter. Jeg er ikke stor fan af atomkraft, GMO’er eller kulstoflagring, men situationens alvor gør, at vi ikke kan tillade os at være kræsne længere. Jeg er bekymret for, om vi på “den grønne fløj” modarbejder nogle ting, som rent faktisk kan gøre en positiv forskel.

Et af mine yndingscitater lyder: ”Don’t do nothing because you can’t do everything”. Hvis man har energi til én ting, hvad skal man så gøre?

Hvis man har energi til én ting, så skal man leve et godt, klimavenligt liv. At leve klimavenligt er at bruge sine penge på at købe andres tid frem for at købe andres ting. Man skal gå i teatret, i biografen, til koncerter, på museer og på restaurant. Man skal købe rengøringshjælp, børnepasning eller andre services derhjemme. Og så skal man købe færre ting i bedre kvalitet. Køb et godt bord, der holder i mange år frem for et dårligt, der holder i få. Det er måske ikke én ting, men det kræver ikke den store energi eller store ofre. Når jeg ser på mit spisebord, som er købt på loppemarked, pænt, funktionelt og i god kvalitet, bliver jeg glad. Når jeg har været til en god koncert, er jeg glad. Når jeg har lavet mad af gode råvarer, er jeg glad. Og samtidig bruger jeg mine penge på en måde, der belaster klimaet mindst muligt.

Har du et godt tip til en bog/film/artikel/podcast/hjemmeside, som vi kan bruge august på?

Jeg er stor fan af bloggen Do The Math. Den viser, hvorfor vi har et energiproblem, og hvad der kan og ikke kan løse det. De tidlige indlæg er de bedste, og man skal ikke være fysiker for at forstå dem.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Relateret indhold

8 kommentarer

  • Besvar
    Salik Rosing
    7. august 2013 at 13:39

    “Alle tegninger/fotos er (c) Emma Slebsager”- dog ikke dette, som er (c) Synnøve Kjærland

    • Besvar
      Emma
      8. august 2013 at 16:21

      Ja, det er sådan set ikke mig, som har taget nogen af sommergæstbillederne, det har du selvfølgelig ret i.

  • Besvar
    Louise
    7. august 2013 at 18:59

    Wow, kan lide det. Tak for deling af ham og en god holdning.

    • Besvar
      Emma
      8. august 2013 at 16:22

      Dejligt, at du synes om konceptet! Og selv tak – han svarer sikkert gerne på spørgsmål her i kommentarerne, hvis du brænder inde med sådan nogle :)

      • Besvar
        Salik Rosing
        8. august 2013 at 18:44

        Ja da

  • Besvar
    Kristina
    10. august 2013 at 23:58

    Hej Salik (og Emma).

    Super gode spørgsmål og fantastisk gode svar – well done begge 2! Jeg har lige et spørgsmål af en slags til Salik:

    Ligger du mon inde med anbefalinger til gode bøger jeg kan kaste mig over hvis jeg gerne vil læse mere? Er særligt interesseret i dét du fortæller om at ændre verden med forbrug og hverdagsvaner, plus at bruge penge på en klimavenlig måde, samt hvad der kan stoppes ind under dén paraply.

    Det må meget gerne være engelsksproget litteratur…

    God sommer – glæder mig allerede til næste interview-runde :)

    /Kristina.

    • Besvar
      Salik Rosing
      11. august 2013 at 15:35

      Hej Kristina

      Min tidligere arbejdsplads CONCITO er blandt andet udkommet med denne rapport om klimapåvirkning fra forbrug:

      http://www.concito.info/udgivelser/forbrugernes-klimapavirkning

      Desuden har de udgivet to numre af “tilbudsavisen” COntant, der sammenligner forskellige varers CO2udledning:

      http://www.concito.info/contant

      Rapporten er et godt sted at starte,og har desuden en lang række referencer hvor man kan læse mere.

      Vh
      Salik

      • Besvar
        Kristina
        12. august 2013 at 21:41

        Du er en stjerne – tusind tak Salik! Jeg glæder mig til at fordybe mig i en dejlig masse tekst.

        /Kristina.

    Skriv en kommentar