Mad

Smoothie, pizza og en podcast

Godmorgen og glædelig fredag! Jeg skal til Nordhavn og holde et oplæg om bæredygtig jul sammen med Johanne senere. Måske ses vi? Det er i den nye bydel, som jeg aldrig har været i, så det glæder jeg mig til! Ellers går det stille og roligt her, dagene flyder sammen og tiden går langsomt og hurtigt på én gang. Her er tre måltider, jeg spiste i sidste uge:

Til morgenmad lavede jeg den ene dag en smoothie af frossen banan, frosne jordbær og frisk spinat og spiste den sammen med en peanutbutterbolle og en kop te og måske også et par lakridser fra min pakkekalender. Måske. Note to self: Lad være at komme spinat og jordbær i den samme smoothie, det bliver den bare brun af. Teen er i øvrigt fra en anden kalendergave, en pakke med 24 forskellige tebreve. Jeg er nået til nummer 11 indtil videre, har det med at glemme dem. Tror det fordi tebrygning er en totalt indgroet morgenvane for mig – jeg gør det bare uden at tænke over det, og så bliver det som regel med min sædvanlige te.

Til frokost sidste uge spiste jeg pizzarester fra om lørdagen, hvor vi holdt pizzafest med en håndfuld venner. Tricket er at varme den kolde pizza på brødristeren, så bliver den sprød igen. Og ja, jeg tog flere billeder – men det her var altså det bedste. Ikke let at spise pizza og se ud som et normalt menneske imens. Min sweater på det her billede er i øvrigt en favorit. Jeg fandt den i byttecentralen i min gård og har gået helt vildt meget med den.

Om aftenen havde jeg besøg af Ditte og Johanne, mine Sustain Daily-kollegaer, og Susanna Sommer, som er radiojournalist. Vi lavede et indslag til P1 om at spise grønt og være aktivistisk i sine madvaner. Og så spiste vi gulerodssuppe og foccaciabrød ud fra opskrifter, som står i Sustain Yearly, vores papirmagasin. Det er i øvrigt udsolgt nu! Lige i tide til, at vi i januar starter forsalg og crowdfunding til produktion af det næste – jeg glæder mig helt vildt!

Billedet er fra dagen efter, hvor jeg brugte en lille supperest som dip til foccaciabrødet. Og spiste lakrids til. Vi starter og slutter med lakrids i dag :)

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Relateret indhold

2 kommentarer

  • Besvar
    Maja Harder
    15. december 2017 at 08:11

    Det lyder nu lækkert nok, men enig i at der betyder meget hvilken farve smoothie har om man guder at drikke den haha.
    https://www.bloglovin.com/blogs/maja-harder-18257183

    • Besvar
      Emma
      15. december 2017 at 09:21

      Den smagte godt, helt sikkert, og den blev også spist op – bare ikke verdens mest appetitlige farve, den fik ;)

    Skriv en kommentar