Perspektiv

Sender du mig en ønskeliste?

I dag er det mig, der åbner en låge i julestafetten på Sustain Daily! Det skal handle om gaver. Dem man giver, og dem man får. Og særligt om at sige nej tak til dem.

Julen kan hurtigt komme til at handle om forbrug, forbrug og forbrug. Men den behøver ikke. Derfor laver Sustain Daily en julekalender i 24 afsnit til alle, som får julestjerner i øjnene af at gøre tingene lidt mere bæredygtigt 

For mig var spørgmålet “Sender du mig en ønskeliste?” i nogle år kilde til en meget first world problem-agtig frustation over, at jeg skulle finde på en liste med ting, jeg gerne ville have. For da jeg havde boet nogle år alene, manglede jeg faktisk ingenting. Ikke en stavblender, ikke en vase, ikke en taske. De ting, jeg i løbet af året ønskede mig, købte jeg løbende – enten på DBA, i en genbrugsbutik eller fra nyt. Og at sætte mig ned og opfinde behov, bare fordi det var jul, gik mig imod. Når nu jeg alle andre tider på året forsøger at minimere mit klimaaftryk og leve så bæredygtigt som muligt, hvorfor så anstrenge mig for at finde på materielle ting, jeg kan ønske mig?

emma slebsager bæredygtig julAf en eller anden grund er det svært at sige nej tak til gaver. En lille sur stemme i ens inderste kan vræle ting som Forkælet! og Utaknemmelig! i svage øjeblikke. For gaver er jo ikke noget, man får, fordi man er grådig – det er noget, andre mennesker giver til en, fordi de har lyst. Alligevel har jeg gjort netop det: Sagt nej tak til gaver. De fleste synes heldigvis, at det er helt okay at slippe for at købe gave til mig. Der er så mange andre ting i december. Til dem, som ikke kan lade være, plejer jeg at sige, at jeg ønsker mig spiselige gaver eller oplevelser.

I min familie er vi faktisk gået så langt som til at indføre gavefri jul for et par år siden. Jeps. Jul uden gaver. I stedet sidder vi længere ved bordet, spiller pakkeleg med dogmet “Pak noget ind, du alligevel havde liggende derhjemme” og drikker portvin og spiser juleslik. Det er helt vildt, at min familie er så sej!

Jeg ved godt, at en gavefri jul er et lige lovlig stort skridt for mange. Der kan være børn med forventninger, man ikke nænner at skuffe. Folk som virkelig ønsker sig noget, de har brug for. Eller en helt særlig bog, man glæder sig til at forære væk. Men for mig er det en befrielse ikke at skulle opfinde behov, bare fordi det er jul.

Hvordan gør I med gaver?

 

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Relateret indhold

34 kommentarer

  • Besvar
    Katrine
    2. december 2016 at 08:29

    Jeg har prøvet at foreslå gavefri jul eller kun-en-gave-til-hver jul, men min familie er ikke med på den. I stedet gør jeg mig umage med at ønske mig ting, jeg alligevel selv ville have købt og som jeg ved, jeg bliver virkelig glad for (fx en lækker yogamåtte), og at give gode, holdbare ting eller oplevelser. Men det er ikke let, det der med jul og forbrug.

    • Besvar
      Emma
      2. december 2016 at 16:11

      Nej, det er det nemlig ikke. Sejt at du prøvede – og fair nok, at din familie ikke er der endnu. Oplevelser er altid en god idé! Og super at ønske dig de ting, du ellers ville have købt selv. Så ved man, at de bliver brugt :)

  • Besvar
    Katrine
    2. december 2016 at 09:34

    Jeg prøvede meget pædagogisk at gennemføre gavefri jul, med inspiration fra dig, i min familie i år. Og responsen var overraskende positiv. Jeg fik den ikke trumfet helt i gennem (mine småbrødre – og min mor – forstår ikke hele idéen i anitmaterialisme), men i stedet for at give gaver til 12 personer, som jeg plejede, er jeg nu nede på 4 i år.

    Det er helt vildt som det letter både mentalt og SU-budgetsmæssigt. Og jeg glæder mig nærmest mere til julen nu end før :)

    • Besvar
      Emma
      2. december 2016 at 16:12

      Juhu hvor godt! Det er da noget af en reduktion i antal. Og dejligt, at du mærker, at det giver ro og ekstra glæde :)

  • Besvar
    Ida Due
    2. december 2016 at 10:09

    Jeg har forslået ‘genbrugsgaver’ eller oplevelser til familien i år. Mine søstre og jeg elsker genbrug og har inden for det seneste år gået mere over mod genbrugsgaver – en lækker ting/ tøj, som man ved hun vil blive glad for. Det kan være ting man selv ejer, som vil give søster mere glæde end selv, eller noget købt brugt. Jeg er spændt på at se hvordan resten af familien tager det til sig :) God weekend damer ❤

    • Besvar
      Emma
      2. december 2016 at 16:13

      Det er også en god idé med genbrugsgaver! Og idéen om at give noget videre, som vil give mere glæde hos andre, er også virkelig fin! Rigtig god weekend også til dig Ida :)

  • Besvar
    Nina
    2. december 2016 at 12:00

    Sidste år indførte vi at der kun er gaver til børnene og i begrænsede mængder – dvs. max en gave fra hvert ’sæt’ voksne, og større gaver slår vi os sammen om, så de ender med at få et sted mellem 3 og 5 gaver. De voksne må gerne få en gave, hvis man finder noget der bare lige er i øjet, men der er ingen krav eller forventninger om ‘gengaver’. Jeg strikker og syr selv, og flertallet af mine gaver er dermed hjemmelavede – og bliver positivt modtaget fordi de netop er lavet med tanke på en persons specifikke behov og stil.

    • Besvar
      Emma
      2. december 2016 at 16:15

      Strikkede gaver kan man næsten ikke gå galt i byen med! Fedt at høre, at I også har taget stilling til mængden af gaver under træet :) Lige det med forventninger om ‘gengaver’ kan jeg også godt genkende – der er det bare rarest, hvis alle er helt åbne om, hvad de regner med.

  • Besvar
    Mo
    2. december 2016 at 14:01

    De sidste år har jeg også fået et mere og mere anstrengt forhold til ønskelister og gaver. Det er begyndt at virke helt fjollet for mig, at man fortæller folk hvad de skal købe til en, pga. at det er jul eller fødselsdag. Men jeg elsker gaver! Mest at give – bare ikke når jeg ikke ved hvad jeg skal give. Og jeg tror det er der skoen trykker for mig. Gaver er dejlige når de bliver givet med en god tanke og intention, og ikke fordi kalenderen dikterer at man skal give og modtage en gave lige netop denne dag.

    • Besvar
      Emma
      2. december 2016 at 16:16

      Jeg er mega enig! Gaver er jo dejlige. Det er nok mere mængden og følelsen af “gavekrav”, der sætter sig på tværs hos mig.

    • Besvar
      Marianne Luna
      3. december 2016 at 00:20

      Jeg er helt enig – gaver, der er givet med omtanke og intention er fantastiske! Men julegaver, til folk, der reelt ikke ønsker sig noget, er fjollet.
      De sidste mange år har mine brødre og jeg gået sammen om julegaver til bedsteforældrene i form af “giv en ged” og noget lækkert kaffe og/eller chokolade – for de skønne bedsteforældre mangler ikke noget, men lækre spiselige gaver bliver altid modtaget godt.
      På samme måde har vi flere gange givet “forælderdag” eller “bedsteforælder-dag” i gave, hvor vi laver noget sjovt og hyggeligt sammen. Noget, der for mig at se har meget større værdi end en ny dims, særligt fordi de ikke rigtig mangler noget. :) (Noget andet er jo, hvis man er studerende, og mangler en bog til studiet/en vinterjakke/etc., og ikke selv har råd til at købe det)

  • Besvar
    Kamilla
    2. december 2016 at 20:26

    Jeg er så enig, jeg magter det ikke, skal give 23 i år. Jeg orker ikke at shoppe i butikker, samtidig føler jeg, ar online-shopping føles tamt, og som noget der skal overstås.
    ihh altså, jeg ville ønske det var mig!

    • Besvar
      Emma
      3. december 2016 at 12:37

      Hold da op, det var også mange! Kan du give noget hjemmelavet spiseligt eller oplevelser måske? Så slipper du for at skulle i butikker eller online-shoppe, men kan skrive fine personlige kort i stedet?

      • Besvar
        Kamilla
        3. december 2016 at 13:55

        Problemet er også, at der er tradition for, at man kun giver det der står på ønskelisten.. og man bliver ligesom krævet en ønskeliste, har flere gange fået spørgsmålet: “Har du ikke flere ønsker?
        Takket været dit indlæg og deraf endnu en erkendelse af min frustration, så har min mand h jeg igår haft en virkelig god snak og fremover besluttet, at vi kun giver samlede familiegaver (hvor 6 personer fx får EN gave – et spil eller en kurv med lækkerier fx) og at vi ikke nødvendigvis skeler til ønskesedler. Dermed kan vi komme ned på omkring 8-10 gaver og det vil være sådan en lettelse!! Der er nemlig ikke stemning for at droppe gaver eller bruge en model hvor alle får ansvar for en person og en gave, så lige nu virker det til at være den bedste løsning :)

        • Besvar
          Emma
          3. december 2016 at 14:25

          Ej hvor godt. Det lyder da som en super plan. Man må jo arbejde med de betingelser, man nu engang har – sejt at du tog det op og at I er kommet frem til en kompromisløsning. Super idé i øvrigt med “familiegaver”, den vil jeg lige skrive mig bag øret!

  • Besvar
    Ida Elisabeth Agerkvist
    2. december 2016 at 21:13

    Jeg laver gaver selv eller finder noget i genbrug, så jeg ikke køber fra nyt. Min familie har svært ved at forstå, at jeg ikke ønsker mig noget – udover sådan noget som fx øko chiafrø, som godt kan gøre lidt ondt i SU-budgettet. Jeg havde fødselsdag her slut november og var ret nervøs for, hvad de ville gøre med gaver, men de var rigtig gode til at respektere min bæredygtige livsstil, og det bar gaverne præg af. Det er dog en lang og sej kamp, men det bliver bedre. Ét er, at de tænker over, hvilke gaver der vil glæde mig (og miljøet) OVER FOR MIG, noget andet er, at de selv ændrer noget i forhold til forbrug. Men jeg kan mærke, de tænker over det, og det betyder meget.

    • Besvar
      Emma
      3. december 2016 at 12:38

      Fedt, at din familie lige så stille forstår dig bedre! Jeg tror virkelig ikke man skal undervurdere, hvor meget effekt det har på ens omgivelser (fx familien), når man træffer nogle valg og fortæller om dem. You go!

  • Besvar
    Marianne Luna
    3. december 2016 at 00:16

    Jeg er ikke kommet til gavefri jul endnu, men jeg kan mærke, at jeg selv både ønsker mig og køber flere og flere spiselige og oplevelses-gaver og færre og færre materielle. Da jeg holdt fødselsdag og kandidatfest i efteråret fik jeg oplevelsesgaver af tre forskellige hold venner – ret fantastisk, jo, for det gør også, at vi måske lige får set hinanden en gang ekstra. <3
    Når det er sagt, ønsker jeg mig stadig lidt yogadims (som i nye leggins, når de gamle er slidt op, og ok, en yogapølle) og nogle bøger. Jeg ved godt, at man kan låne bøger på biblioteket, og det gør jeg også i stor stil, men nogle særligt gode bøger, dem er jeg fan af at have stående, fordi jeg læser dem igen, slår op i dem og låner dem ud. :)

    • Besvar
      Emma
      3. december 2016 at 12:35

      Sejt med kandidatoplevelser! Jeg er også vild med at give oplevelser til mine venner, særligt når vi er flere, som slår os sammen – så får man lige en tur i teateret eller en middag med hele flokken :)

      • Besvar
        Marianne Luna
        3. december 2016 at 20:28

        Rimelig dejlig måde at se sine venner på. :)
        Faktisk fik dit indlæg mig lige til at lave en oplevelsesgave mere. Jeg foreslog mine brødre, at vi gav hinanden en oplevelse sammen i julegave, og den var de med på. Så nu har jeg lige købt billetter til Michael Schøt, som vi tre skal ind og se i marts – jeg glæder mig vildt meget! :)

        • Besvar
          Emma
          4. december 2016 at 12:28

          Woop woop!

  • Besvar
    Anne
    3. december 2016 at 15:28

    Oplevelsesgaver såsom gavekort til massage :-)
    Det er lidt sværere hvad jeg skal give min bror, for den slags interesserer ham ikke.

    • Besvar
      Emma
      4. december 2016 at 12:29

      Hm, hvad med en tur i biografen? Eller teateret, en koncert?

  • Besvar
    Henriette Margrethe
    6. december 2016 at 18:28

    Jeg elsker gaver! Både at give og at få. Velvalgte, dejlige gaver med hjerte.
    Jeg har mange søskende (6 styk) og flere af dem har kærester (og en enkelt udover mig selv har børn). Da vi allesammen var på SU aftalte vi en ordning hvor man kun skal købe gave til en af de andre (og beløbet ligger på ca 150 kr), ligesom man kun skal sørge for gave til en af vores forældre.
    Det betyder at vi i år skal købe gaver til 4 af mine familiemedlemmer og min mands 3. Og så ungerne og os selv. Jeg har en enkelt veninde jeg er “på gave med” og jeg finder altid et lille stykke kunstværk el.li. på et julemarked. I år er det småbitte, fine, håndlavede ravørenringe som passer perfekt til hendes farver. Men alle gaver i år er valgt med kærlighed – min mand (naturpædagog-spejderen) har ringet til min mor og aftalt at gå sammen om et trangiasæt til min naturpædagogsøster, jeg har købt en lp med min yndlingskunstner til min lillebror, som lige har fået en pladespiller – og så har jeg strikket huer til min mor og niece.
    Min datter får en hjemmesyet kjole og min søn får den nye illustrerede Harry Potter-bog. Vi har nemlig læst den første sammen og glæder os begge to til den næste.
    Derudover er der mange spiselige gaver – et glas med hjemmebagte småkager til klasselæreren, chokolade og en sukkulent til den planteglade barnepige osv.

    Ikke gavefri, men fuld af omtanke (vi laver også pakkekalender til børnene, men går efter et miks af spiselige ting og ting de alligevel mangler eller som vi ved de virkelig vil være glade for, ikke bare “braller”)

    • Besvar
      Henriette
      7. december 2016 at 08:25

      Nåja, og vi får ret mange oplevelser. Flere år på SU og dagpenge gør at vi er super glade for årskortet til det lokale ferskvandsakvarie eller billetter til en tur i Legoland.

      • Besvar
        Emma
        8. december 2016 at 12:19

        Det lyder rigtig dejligt :)

  • Besvar
    Cassandra
    9. december 2016 at 20:48

    Hvor er det spændende at læse om hvordan i alle sammen håndterer det med gaver og ønsker!
    Selv er jeg endnu ikke nået til det punkt hvor jeg ikke ønsker mig flere ting. I stedet for at købe ting løbende når jeg har brug for dem prøver jeg at klare mig med det jeg har, og så ønske mig de ting i julegave i stedet. Jeg holder ofte øje med lækkert brugt tøj (og andre ting) i god kvalitet, og ønsker mig specifikt tøj og ting som ikke længere er i butikkerne, men som er lette at finde på trendsales, den blå avis og tradono. I år består ønskelisten af en vandkande, en gryde og en striktrøje :)

    • Besvar
      Emma
      10. december 2016 at 15:01

      Øj, det er også en god idé at “spare” sine indkøb til jul :) Og jeg er helt enig, det er mega spændende at læse alle kommentarerne!

  • Besvar
    Anette
    10. december 2016 at 13:53

    Vi har ikke gave fri jul…. men gaver er ofte praktiske, genbruge og hjemmelavet. Alle laver ønskelig løbene, men ingen i familien køber rigtig før behovet er der, så vores lister over ting vi godt vil opleve, frø det mangler til haven, ting vi leder efter i genbrug… bliver ønske listen.
    Vi holder nok alle lidt for meget af at give gaver…. men det kan jo gøres på mange måder

    • Besvar
      Emma
      10. december 2016 at 15:01

      Det lyder som en dejlig julegaveordning :)

  • Besvar
    Sustainable Sunday: Bæredygtige julegaver | Bærmonster
    11. december 2016 at 16:30

    […] Sustain Dailys julekalender (som jeg også kommer med i ? ) har Emma skrevet om ikke at ønske sig noget som helst til jul, Linn foreslår at give spiselige eller brugte julegaver og Gitte Mary foreslår at pakke gaverne […]

  • Besvar
    Mette M
    30. december 2016 at 22:11

    Vi har haft gave fri jul for de voksne i flere år, – men jeg må indrømme at jeg synes det er lidt tamt… Synes det er sjovest med et par gaver med mit navn på under træet. Jeg gør mig meget umage med ønskerne, og ønsker mig ting jeg ikke selv bruger penge på i hverdagen, for eksempel en god krea-bog, et smykke, et medlemsskab af en forening, en workshop el lign. Jeg har de sidste par år ønsket mig brugte ting, og har enkelte gange måtte forklare at det rent faktisk ER en brugt ting jeg ønsker mig – ikke en ny ;-) Det går fint nok, kræver bare lidt tilvænning, tror jeg. Sidste år fik jeg en brugt cykel af min mand, som jeg er noget så glad for! Cykler meget mere end jeg har gjort i (alt for) mange år. Gaver til børnene er ofte brugte, og der er simpelthen et kæmpe udvalg af legetøj, spil mm på dba/reshopper osv. Faktisk slår min dreng på 9 år, op på dba, når der er noget han kigger efter/ønsker sig – det er ren indoktrinering, he he :-D

    • Besvar
      Emma
      30. december 2016 at 23:56

      Det lyder også som et virkelig godt system! Sejt med brugt cykel og med DBA-indoktrinering ?

  • Besvar
    Refleksioner over julen 2016 ⋆ Grønnere
    15. november 2017 at 17:28

    […] år skal være gavefri eller genbrugsgave jul (meget inspireret af Emma, som skrev om det i Sustain Daily’s julekalender). Altså enten slet ikke at give/købe […]

  • Skriv en kommentar