Mad

Pandekager, avokado & dhal

Godmorgen og god tirsdag! Jeg skal mødes med mine studieveninder i dag. I aften skal Jonathan og jeg spise middag sammen uden Otto. Det glæder jeg mig helt vildt meget til. Hvis jeg er rigtig heldig, får jeg også lagt sidste hånd på det blogindlæg om CO2-kompensation, som jeg har gang i. Indtil da kan man jo kaste sig over Politikens tema om flyrejser og klima, fx denne artikel. Den har en fin graf, der viser den gennemsnitlige CO2-udledning per passager med forskellige transportmidler.

Her er i hvert fald tre måltider, jeg har spist på det sidste. Det kniber lidt med at få fotograferet for tiden, der er rangler og agurkestænger som skal samles op fra gulvet, mos der skal varmes, gylp der skal tørres af og sange, der skal synges. Men når jeg ser mit snit til det, så arrangerer jeg mine måltider pænt og tager billeder af dem til jer :)

Nogle gange gør jeg mig selv den tjeneste at lave en ordentlig omgang pandekager og fryse dem ned. Sidst jeg gjorde det, lavede jeg tredobbelt portion. Den ene tredjedel spiste jeg med kokosyoghurt, kiwi, kakaonibs og sirup. Totalt luksus. Jeg tager pandekagerne direkte ud af fryseren og tør dem op på brødristeren.

Læs også: Min opskrift på veganske amerikanske pandekager.

Til frokost spiste jeg en dag den her regnbue af et måltid: Ristet rugbrød med pesto, avokado, peberfrugt (som jeg havde købt i Wefood) og chiliflager, og så tomater, æble, agurk og oliven ved siden af. Og et glas vand. Det her måltid kan jeg huske, at jeg spiste på gulvet.

Til aftensmad har jeg i flere dage nydt godt af, at Jonathan lavede en kæmpe portion dhal til et middagsselskab sidste mandag. Det er måske den bedste rest, man kan have stående i køleskabet? Dhal bliver kun bedre af at stå lidt. Så smager krydderierne og ingefæren mere igennem. Det er både lækkert som her, pimpet med koriander og agurk, men kan også sagtens spises uden dikkedarer.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Relateret indhold

2 kommentarer

  • Besvar
    Anne
    13. marts 2018 at 09:37

    Jeg er lidt nysgerrig – hvad plejer du at krydre din dhal med?
    Et drys nigellafrø som topping på en tallerken dhal gør sig i øvrigt godt :-) (hvis man feks har økonomisk smalhals og prioritere koriander ude og har nigellafrø i skabet, he he)

    • Besvar
      Emma
      13. marts 2018 at 23:48

      Med masser af ingefær og hvidløg, og så en blanding af karry, spidskommen, koriander, chili og kanel :) Jeg har faktisk nigellafrø liggende, men jeg glemmer dem altid – tak for at huske mig på dem!

    Skriv en kommentar