Indkøb

Mit forbrug i 2018: Juli til september

Er det ikke ret vildt, at der nu er under en fjerdedel tilbage af år 2018? Tiden flyver afsted. Jeg er efterhånden godt inde i mit speciale, sommeren virker som et fjernt minde, og forleden hev jeg min vinterfrakke frem fra gemmerne. Nå ja, og Otto går i vuggestue nu og kan selv snøre sine sko. Ej, det sidste var løgn. Men jeg er sikker på, at han er startet på efterskole, før jeg får set mig om!

I år har jeg en liste over mit forbrug i min bullet journal. Den startede med at fylde én side, men er godt inde på anden side nu. Jeg skriver alt ned, vi anskaffer os – til mig, til Otto og fælles til hjemmet. Hvad Jonathan køber til sig selv, holder jeg ikke øje med. Der er tre kategorier på listen: købt brugt, købt nyt og gaver. Sidste gang, jeg gjorde status, var i juni. Listen er lavet for at give mig overblik over, hvad der flytter ind. Den er ikke et forsøg på at holde købestop eller spare penge, men jeg er ret sikker på, at dens tilstedeværelse i mit liv betyder, at jeg overvejer mine køb en ekstra gang. Lad os se, hvad der er flyttet ind i løbet af juli, august og september!

Ting vi har købt fra ny: Listen med ting, vi har købt fra ny, er igen suverænt den korteste. Jeg har købt en hårbørste til mig selv, vi har købt en stegepande, og så har jeg købt en omgang uldtøj til Otto. Da han havde fødselsdag i august, fremkaldte vi 12 billeder – 4 som han fik i fødselsdagsgave fra os, og 8 til familien og opslagstavlen på mit specialekontor.

Ting vi har købt brugt: Børnetøj! Vi var pludselig ved at løbe tør for nærmest alting, så vi har været i Mødrehjælpen og på Reshopper efter nye forsyninger af bukser, bodyer, sweatre og strømper. Han har også fået et par sko, et par gummistøvler og et par sutsko, hvor den ene desværre blev tabt på en cykeltur et sted mellem Amager og Nørrebro. Og en flyverdragt og en redningsvest! Sidst, men ikke mindst, fandt vi en autostol i vores byttecentral. Den vi havde, som var til nyfødte, har vi sendt videre i rotation.

Til mig selv har jeg købt en rød sweater, en lang vamset cardigan og en stribet bluse på et loppemarked plus et par vinterstøvler i en luksusgenbrugsbutik. Og et par andre vinterstøvler og et sæt tøj, som desværre ikke passede. Støvlerne var for små og er solgt videre, bukserne var for store og er sat til salg.

Ting vi har fået i gave: Det var Ottos fødselsdag i august, og vi fejrede den helt stille og roligt. Han fik et par bøger, en drikkedunk, noget bestik, en hjemmelavet bamse og penge på sin opsparing. Han har også fået fire stykker tøj og en uro i andre sammenhænge. Jeg har fået en spiselig gave, arvet et par shorts fra en veninde, fået et sæt økologisk yogatøj sponsoreret i forbindelse med et event og fået et gavekort til Politikens Boghal af en anden veninde, som havde lånt en bog af mig og glemte den i et fly. Det bliver til 9 gaver til Otto og 4 til mig.

Og hvad kan man så lære af det? Igen må jeg sige, at jeg er forundret og glad over, hvor meget brugt der er at finde til børn. Det er vitterligt intet problem at finde alt det, vi mangler. Det var ærgerligt, at det første par vinterstøvler, jeg købte, var for små – men de er solgt videre til en, der kan passe dem. Det næste par købte jeg klog af skade i en fysisk butik, hvor de kunne prøves på. Ellers er jeg glad for, at min familie tog så godt imod idéen om en opsparing til Otto, da han havde fødselsdag. Gaver til en etårig er jo helt overflødige – han vil helst bare lege med låget fra en tedåse og en cykelpumpe.

Hvordan har det set ud hos jer de sidste måneder?

Hvis du er nysgerrig på, hvordan forbrugslisten har set ud resten af året, kan du læse de andre blogindlæg:

Mit forbrug i 2018 – introduktion og motivation for projektet

Mit forbrug i 2018: Januar til marts

Mit forbrug i 2018: April til juni

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

12 kommentarer

  • Besvar
    Rikke
    2. oktober 2018 at 10:42

    Hvor er det en vild liste du har dig i år. Min liste er ret lang i år synes jeg, i forhold til den liste jeg fandt fra 2016. Når det er sagt, så prøver jeg kun at købe det, jeg reelt mangler. Jeg har kun liste over nye ting, men tænker at begynde at have for alt. Så kan jeg også se hvor meget jeg har “sparet” at købe fra ny.

    Noget fra min liste fra sommer og efterår er

    Nyt
    -Strømpebukser, sokker og en top
    – En studiebog (resten kunne jeg låne)
    – Træ strikkepinde (gave fra mor)

    Genbrug eller bytte
    – En ny ynglingskjole fra en lidt mere luksus genbrug
    – En rygsæk fra genbrug
    – En fin gul cardigan fra et bytteskab ved Valby bibliotek
    – Uld cardigan fra genbrug
    – Lidt små ting til køkkenet
    – Toppe fra en veninde

    Derudover arvet en del fra min farmor til køkkenet og kreative sysler. Herunder min tipoldemors

    Nok lidt mere, men kan jeg ikke lige huske nu. Men sjovt at skrive ned, og også se at hvad jeg føler er MANGE nye ting, ikke helt er så slemt.

    • Besvar
      Emma
      2. oktober 2018 at 11:40

      Altså vild fordi jeg skriver det hele ned? Min nysgerrighed ville slet ikke blive tilfredsstillet, hvis jeg kun skrev nye ting på :) Tak fordi du deler noget af din liste også!

  • Besvar
    Anja
    2. oktober 2018 at 16:25

    Hvor sætter du dit tøj til salg henne Emma? :)

    • Besvar
      Emma
      3. oktober 2018 at 09:43

      Uh, jeg er ingen ekspert – men i den her omgang satte jeg til salg både på Trendsales, Tradono og Facebook. Har haft held med salg på Trendsales og Facebook, men ikke Tradono endnu.

  • Besvar
    Katrine F
    2. oktober 2018 at 16:30

    Du er så sej til at købe brugte ting, det skal jeg virkelig til at gøre mere i.

    Jeg har købt 11 nye ting. En billedramme, en sovepose, et penalhus + overstregningstucher, en mumifigur (var på ferie i Finland), et sæt bordskånere og Guds Bedste Børn af Morten Pape. Af tøj har jeg købt 2 kjoler, et par træningssko og en bluse.
    Brugte ting sniger sig kun op på én enkelt studiebog.
    Jeg er virkelig glad for alle tingene, og synes egentlig ikke det er for mange, men vil klart arbejde på at købe mere brugt i næste kvartal.

    • Besvar
      Emma
      3. oktober 2018 at 09:45

      Tak :) Jeg har også mange års erfaring efterhånden. Måske skulle jeg skrive en guide. Dejligt du er glad for dine ting – det allervigtigste er jo at elske og bruge det, man anskaffer sig. Men håber du får held med at købe mere brugt <3

      • Besvar
        Ida
        4. oktober 2018 at 13:40

        Ja tak til guide om at købe brugt. Det er noget af det jeg synes, der er svært!

        • Besvar
          Emma
          7. oktober 2018 at 21:32

          Modtaget :) Er det noget særligt, som er svært?

          • Ida
            9. oktober 2018 at 10:05

            At finde de gode ting uden, at det tager enormt lang tid. Og så synes jeg det med størrelser ifht. er svært, og jeg kan jo ikke rigtig returnere det igen.

          • Emma
            9. oktober 2018 at 21:56

            Tak for input! Håber du kan bruge den guide, jeg har udgivet :)

  • Besvar
    Ida
    2. oktober 2018 at 20:08

    Som sendt fra himlen, modtog jeg en pose med arvetøj fra min mors venindes datter! Her fandt jeg den lækreste røde uld cardigan, med guldknapper og lommer. Sådan én man også ser ældre damer i. Den er genial og lige den jeg har manglet! Har ledt og ledt i genbrug, men har ikke haft heldet med mig. Nye behov for beklædning er opstået efter jeg er blevet mor – sådan en lækker varm sag, som kan åbnes foran, det er perfekt når jeg ammer! Alle mine sweatre trækkes over hovedet x) Elsker at arve tøj. Og at give videre. God karma.
    Overvejer om jeg selv burde lave en liste over ting som kommer ind, det kunne være sjovt at følge med i :)

    • Besvar
      Emma
      3. oktober 2018 at 09:46

      Ej hvor godt! Jeg elsker virkelig også at arve. Men det med at give videre kunne jeg godt blive bedre til. Og åh, hvor jeg kender det med ammetøjet – jeg er SÅ glad for at være tilbage i alt mit tøj, he. Noget af det, som var godt at amme i, har jeg holdt pause fra siden amningen stoppede, fordi jeg følte at jeg havde gået i det (og vasket gylp af det) uafbrudt i 9 måneder. Hvis du laver en liste, så håber jeg, at du vil dele den med os her :)

    Skriv en kommentar