Indkøb

Mit forbrug i 2018: April til juni

I år fører jeg en liste over ting, jeg anskaffer mig. Det gælder tøj, dimser til hjemmet, elektronik, møbler, smykker, sko, børneting – og alt andet, som ikke indgår i vores almindelige husholdning. Nu er halvdelen af året gået, og det er tid til en status over de sidste tre måneder. Som I måske kan huske, skriver jeg tre lister: ting vi får i gave – ting vi køber brugt – ting vi køber fra ny.

Læs også: Mit forbrug i 2018

Listen er lavet for at give mig overblik og en realistisk fornemmelse af, hvad der flytter ind hos os i løbet af et år. Den er ikke en opfordring til købestop eller en kilde til dårlig samvittighed. Lad os se på, hvad der er flyttet ind i løbet af de sidste tre måneder!

Ting vi har købt fra ny: Denne liste er igen den korteste. I de sidste tre måneder har vi købt 11 ting fra ny – to til mig, to til Otto og syv til os alle sammen. Til mig har jeg købt to bh’er fra Underprotection. Otto har fået et nyt forhjul til sin klapvogn (som vi har købt brugt på DBA) og et plastikunderlag til at beskytte gulvet mod den mad, han kaster med. Til os alle sammen har vi købt to Weck-glas, tre planter til altanen, en vinduesskraber og et nyt armatur til køkkenvasken, fordi det gamle var gået i stykker.

Ting vi har købt brugt: Vi har købt mest brugt i denne omgang. Tøj, regntøj, cykelhjelm og solhatte til Otto (Reshopper og Mødrehjælpen), et rullegardin, babysikringer til stikkontakter, vasketøjskurve, en kjole til mig og to isbakker, som vi bruger til vores plantekasser på altanen.

Ting vi har fået i gave: Otto har fået syv gaver, og jeg har fået 12. To af Ottos gaver og otte af mine er ting, vi har arvet fra andre i familien – tøj og legetøj – og resten af gaverne er nye ting.

Læs også: Mit forbrug i 2018: Januar til marts

Så hvad kan man lære af det? I hvert fald at det primært er husstandens mindste beboer, vi køber ting og sager til. Og at langt, langt det meste af det, vi har brug for til ham, bliver købt brugt. Det glæder mig virkelig at se, hvor nemt det er at få fat på brugte børneting. Det eneste, vi ikke har kunnet finde brugt i denne omgang, er plastikunderlaget til under hans stol ved spisebordet. En anden ting, jeg glæder mig over, er at jeg arvede en bunke tøj fra min mor, som hun ikke længere fik brugt. Det bliver helt perfekt til efteråret – der var nemlig både en uldfrakke, en uldkjole og en sweater i blandt.

Følger du med i dit forbrug? Og vil du dele med os, hvordan årets første halvdel er gået?

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

6 kommentarer

  • Besvar
    Katrine
    2. juli 2018 at 10:31

    De sidste tre måneder har jeg købt 9 ting fra ny. Og manner hvor er jeg stolt af det! Det er langt under sidste år, nemlig.
    Jeg har købt et par sko og en kjole (så jeg er oppe på 5 stk tøj i mit 12-stk-tøj-om-året-bespænd)
    Et genbrugeligt metal sugerør, 2 pudebetræk, et sæt metalispindeforme, 2 pensumbøger (som jeg desværre ikke kunne finde brugt) og De Ansatte af Olga Ravn (købt da jeg gerne ville have den med på ferie, og køen på biblioteket var for lang).
    Brugt har jeg købt 3 bøger og et brætspil.
    Hvert år når jeg går på sommerferie får jeg en overvældende impuls til at købe en bunke skønlitteratur, så jeg er rigtigt glad for at jeg i år har gået i genbrug, antikvariater og på biblioteket i stedet for i boghandlen.

    Det er virkelig motiverende at følge med i dine opslag om forbrug og få lov til at dele min eget med nogen!

    • Besvar
      Emma
      2. juli 2018 at 14:22

      Det er da også mega sejt, at du har købt så lidt! Kan du mærke, at du sparer penge? Eller bruger du flere penge per ting på de få ting, du køber?

      Jeg kender SÅ godt det med bøgerne og sommerferien. Min løsning er at låne af veninder og min mor i stedet for at købe bøgerne. Må indrømme, at jeg alligevel sjældent får læst en bog to gange. Var De ansatte god? Den gad jeg også godt læse :)

      • Besvar
        Katrine
        9. juli 2018 at 14:32

        Jeg kan godt mærke, at jeg har flere penge, men jeg prioriterer også at købe dyrere ting i ordentlig kvalitet f.eks. metalisforme i stedet fra nogle billige plastik fra IKEA jeg hurtigt ville blive træt af. Har også hentet appen Spiir for at få et bedre overblik over hvad jeg faktisk bruger penge på, og det forhindrer også overforbrug

        • Besvar
          Emma
          11. juli 2018 at 20:17

          Mm, kvalitet! Dejligt. Jeg tror egentlig lidt, at det er min ønskesituation: At kunne købe de ting, jeg mangler, i en god kvalitet, så jeg kan beholde dem længe og elske dem.

  • Besvar
    Mai
    5. juli 2018 at 15:28

    Det er spændende at følge med i, hvad I andre anskaffer jer og hvordan :-) Jeg glæder mig til at følge med resten af året.
    Jeg har købt væsentligt mere end jer begge (løb ind i en mur af ting, der pludselig var slidt ned), men modsat tidligere kan jeg mærke, at jeg overvejer mine køb langt (!) grundigere. Og at tingene er i meget bedre kvalitet, dvs. jeg bruger dem markant mere og længere. Here goes:
    -Vi manglede ting til køkkenet, så vi har købt en brødkurv, et spækbræt, en træske og en pensel (FSC-mærket)
    -2x strømpebukser og et par alm strømper fra Swedish Stockings.
    -Et øko sengesæt fra H&M Concious.
    -En t-shirt, bluse, 2x kimonoer og hårelastikker købt til Sidsel Edelbo lagersalg.
    -Underbukser og en BH fra Woron.
    -Veja-sneakers (gave)
    -Teva-sandaler (genbrug)
    -Høretelefoner
    -Øko jeans
    -Tre kjoler (hvor af de to var gaver)
    -En blush-børste fra Miild.

    • Besvar
      Emma
      6. juli 2018 at 11:50

      Jeg synes også det er vildt fedt at høre, hvordan andre gør. Dejligt du vil dele. Og sejt, at du er blevet så meget mere velovervejet og køber bedre kvalitet! For mig er det ikke et spørgsmål om “så lidt som muligt”, men mere et spørgsmål om at få tydeliggjort, hvad der egentlig ryger ind. Det kunne også være sjovt at se, hvad der ryger ud – men det kan jeg ikke overskue at holde styr på lige nu.

    Skriv en kommentar