Perspektiv

Min nye ven Colleen

Inden jeg tog på Roskilde for nogle uger siden, nåede jeg at blive lidt vild med en dame, der hedder Colleen Patrick-Goudreau. Hun er en amerikansk vegansk ildsjæl, som har podcasten Vegetarian Food for Thought. Jeg er ikke blevet veganer af at høre hendes podcast, men jeg er blevet klogere.

Det hele startede med foredraget From Excuse-itarian to Vegan. Jeg faldt over det og blev fanget af hendes sprog. Hun taler om nogle af de undskyldninger for at spise kød, som findes derude. For eksempel illustrerer hun skønt, hvordan katte (rovdyr) og mennesker (ikke rovdyr) reagerer på at se et byttedyr. Eller det underlige ved at sige, at vi er nødt til at drikke mælk for at få calcium eller spise fisk for at få omega 3, når nu koen og fiskene lever af planter og får det derfra!

Lad jer ikke narre af kameraføringen eller problemerne med mikrofonen i starten. Hun er helt klart seværdig. Foredraget varer 35 minutter, resten er (gode!) spørgsmål fra salen.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Relateret indhold

16 kommentarer

  • Besvar
    Line
    23. juli 2012 at 09:58

    Evolutionsmæssigt har vores kroppe “vænnet sig til” at spise kød – det vil sige, at vi ikke længere kan udvinde fedtstoffer, vitaminer og næringsstoffer fra alle planter, så vel som f.eks. en ko kan. Derfor er det ikke helt rigtigt, at vi kan spise planter og få dækket det behov – ligesom koen og fisken.

    Dermed ikke sagt, at pointen ikke er udemærket – men man skal dælme (!) huske at spise en ordentlig håndfuld vitaminer osv., hvis man skal være veganer – der er så mange ting, vi får fra kød (eller mejeriprodukter), som er enormt svære at udnytte fra planter – vores enzymer er ikke gode nok. :-) Så frem med vitaminpillerne.

    • Besvar
      Emma
      23. juli 2012 at 17:18

      Juhu, tak for din kommentar! Fedt med lidt debat om det her.
      Det var bestemt ikke min mening at sige, at mennesker har samme system som køer med fire drøvtygger-maver eller fisk med gæller ;) Men så vidt jeg kan forstå, kan vi få dækket vores behov for alt andet end vitamin b12 ved at spise en varieret og bevidst kost af planter – det er i hvert fald det, som blandt andre Colleen fortæller. Når du siger fedtstoffer, vitaminer og næringsstoffer, hvilke taler du så om specifikt?

      • Besvar
        Line
        25. juli 2012 at 08:10

        Mht. vitaminer:
        A-vitamin fås hovedsageligt fra lever, æggeblomme, fløde og smør – men beta-karoten fra mørkegrønne og gule grønsager fungerer som forstadier til vitamin A. Her kan behovet altså dækkes hos både vegetarer og veganere.

        D-vitamin dannes hovedsageligt efter påvirkning af solens UVB-stråler, så der er jo frit slag for alle. Men om vinteren står solen i norden for lavt på himlen til at disse stråler når os, og D-vitamin skal vi have fra kosten. Det kan komme fra fede fisk, fiskeleverolier eller lever. En anden type, ergocalciferol, findes i visse planter, men i meget lav mængde – og veganere er derfor i risikogruppe for udvikling af vitamin D-mangel.

        K-vitamin findes i mørkegrønne planter + animalske produkter (og syntetiseres i vores tarm), så den mangler man ikke sådan lige.

        E-vitamin findes i vegetabilske olier, nødder, hvedeklid og havregryn + fisk, æg og smør. E-vitamin ødelægges dog af lys, kulde og luftens ilt – og bruges forøvrigt både i kosmetik og fødevarer til at modvirke forharskning af lipider. Mangelsymptomer er sjældne, hurra.

        B-vitaminerne er B1, B2, B3, B5, B6, Biotin, Folat og B12. De fleste af disse kan dækkes ind ved at spise bælgfrugter, nødder og fuldkornsprodukter, udover, som du siger, B12, som syntetiseres af mikroorganismer og findes i lever, kød, og mælk fra dyr, der har spist disse mikroorganismer.

        C-vitamin er læks og findes i frisk frugt og grønt (og den med at det er godt mod forkølelse, den ved man ikke helt om der gælder :-) )

        Mht. mineraler:
        Vi skal bruge jern. Det er OK vigtigt. Dette fås hovedsageligt fra kød – fordi det findes som bestandel i muskler. Det findes også i visse planter – f.eks. spinat. Problemet er, at biotilgængeligheden er lav, fordi metalionen bindes i plantematerialet. (Det er noget der hedder “fytat” der holder på det gode). Jern findes også i korn, og her kan man ødelægge fytat’en, hvis man ligger kornene i blød natten over, eller f.eks. langtidshæver brød.

        Mht. fedtstoffer tænker jeg kun på omega-fedtsyrerne – dem fra fisk. Dem ved jeg ikke lige, hvor man som veganer kan finde – måske nogen planter også har dem.

        Og proteiner, dem skal man huske som både vegetar og veganer – meeeen, det gør de fleste jeg kender nu også :) bønner og mejeriprodukter, hhv. Skidegodt.

        – det er altså ikke for at sige, at det er stok umuligt – men det er svært, fordi de fortrinsvis findes i kød og mejeriprodukter, alt det gode. Meget KAN man få fra planter, men det er altså ikke optimalt. Men altså, tror mest min pointe er, at man skal købe et glas vitaminer. :) Spiser sjældent selv kød (flexitar, som du så fint skriver det) – og så er det bare en fin tanke.

        (Puh en lang smøre! :) Men skal til eksamen om lidt i noget af det her, så god repetition!)

        • Besvar
          Emma
          25. juli 2012 at 08:54

          Tak for det lange svar. Det er altså faktisk kun D-vitamin, man som vegetar kan mangle, hvis man läser det du skriver? Altså om vinteren, ikke om sommeren. Jeg vil gerne påtage mig at lave lidt research i den sammenhäng, for det har jeg ikke hört för – og jeg har läst ret meget på diverse vegetarfora og den slags, så der må nästen väre en forklaring.
          Omegafedtsyrerne findes i stor stil i valnödder og hörfrö, som man bare skal huske at knuse/blende :) Så der er både vegetarer og veganere fint däkket ind, hvis bare vi er opmärksomme. Hvis man spiser varieret, så er man altså däkket ind som vegetar (undtagen den der D-vitamin, som jeg gerne vil til bunds i) – og som veganer, hvis man tager B12. Men derfor kan man selvfölgelig godt väre ekstra forsigtig og tage en multivitaminpille. Jeg synes bare, der er så meget debat om de piller og de mulige dumme effekter af at tage aaalt for meget vitamin, at jeg ikke har lyst til at tage dem :)
          Når du siger, at “det fortrinsvis findes i köd og mejeriprodukter, alt det gode”, så må jeg altså erkläre mig uenig. Kan virkelig anbefale dig at höre Colleens podcast “Skipping the middle animal” i dem sammenhäng.

          • Emma
            25. juli 2012 at 09:02

            Kunne ikke vente, så lavede lige en hurtig googlesögning. Ser ud til, at du har helt ret i det med D-vitamin :) Tak for tip!!

          • Line
            25. juli 2012 at 09:36

            Alt det ovenstående kommer fra min biokemi-bog – det er altså det, vi lærer på medicinstudiet. Jeg tror derfor, den med D-vitamin er god nok. Vitaminpiller er klart omdiskuteret – også blandt mine undervisere. Dog vil jeg sige, at konsensus vist nok er, at entenn gør det ikke rigtigt nogen forskel, eller også er det godt. D-vitamin overdosis er så vidt jeg ved uhyre sjældent, mens ADT – anbefalet daglig tilførsel – i virkeligheden er ret lavt sat, så der burde ikke være problemer med at tage D-vitamin-tilskud. Det er D-vitamin der gør, at jeg i ny og næ spiser en vitaminpille. (når jeg husker det – hver 3.-4. dag, hvilket min forelæser siger er optimalt – men det er igen én mening ud af mange.)

            Jeg mener bare, at det er svært at optage det der er i planter, og er ikke sikker på, man får NOK af at spise planter – fordi det er bundet i fytat eller cellulose eller andet. Det er der ofte. Det er ikke det.

            Jeg er lidt skeptisk med hende Colleen, da hun – så vidt jeg kan se – ikke har nogen baggrund, der kvalificerer hende inden for området? Men har ikke lige haft tid til podcasten her i eksamenslæsningen, jeg må lige få den se engang. Måske hun har nogen gode pointer. :)

            Det er et svært emne, synes jeg, fordi der er så mange blandede meninger om hvad der er det bedste for én. Jeg skal i den grad heller ikke sige mig sikker. :-)

    • Besvar
      Julie
      24. juli 2012 at 22:52

      hvor har du læst om at vi har fået sværere ved at udvinde næringsstoffer? det har jeg aldrig hørt før – og hvordan har man kunnet måle det? jeg synes en af de ting, man skal tage med sig fra colleens foredrag er at vi (om vi spiser kød eller ej) også skal tænke vores andre animalske produkter ind i ligningen. jeg er vegetar og jeg har ikke lyst til at blive veganer, men jeg er begyndt at tænke over mine egne indkøb af animalske produkter. hvis jeg bare lader være med at købe det, så kan jeg nyde det når det er “uundgåeligt”. jeg synes man skal tænke over de hanekyllinger, der slås ihjel – økologisk produktion eller ej – og de køer, som colleen snakker om, der holdes gravide. det er også en del af en utrolig ulækker industri og forurenende industri.

      • Besvar
        Emma
        25. juli 2012 at 08:44

        Helt enig. Aeg og maelk kommer fra den samme ubehagelige industri som steaks og kyllingebryst! Hvis man let kan undgå dem, kan man lige så godt det.

      • Besvar
        Line
        25. juli 2012 at 09:43

        Jeg mente vist mineraler (især jern), og ikke næringsstoffer. Den tager jeg på min kappe!

        Øv, er økologiske køer også triste køer? Fødevareindustrien er en svær størrelse.

        • Besvar
          Julie
          25. juli 2012 at 22:11

          Ja, det er virkelig en jungle at finde rundt i. Desværre! Økologiske køer er måske gladere end køer fra konventionelle landbrug, men i mine øjne er gladere ikke godt nok. Det er stadig en fabrik – et unaturligt system, der gør det svært for koen at være ko, og derfor vil jeg ikke spise kød – økologisk eller ej.

          Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad du mente med, at vi er blevet dårligere til at optage jern, som du skrev i første kommentar. Der er en del foreskrifter jeg ikke kan få til at hænge sammen. Blandt andet læste jeg, at Sundhedsstyrelsen skriver, at man behøver mere jern som gravid end hvad der kan optages igennem kosten. Det lyder helt underligt for mig, at naturen skulle indrette kvinden til konstant at mangle noget, som er supervigtigt? Hvad gjorde de gravide kvinder før i tiden, der spiste langt mindre kød end vi gør nu og langt flere planter? Fra et evolutionsperspektiv virker det jo virkelig mærkeligt, at det skulle hænge sådan sammen.

          Jeg synes debatten er interessant, men jeg synes også, der er en skæg tendens til, at når man fortæller man er vegetar så fortæller alle en om de ting, man helt sikkert kommer til at mangle, mens mange af de samme mennesker fylder sig med dårlig mad, som helt sikkert heller ikke gør gode ting for dem. Mit fravalg af kød er baseret på mange andre ting end næringsindhold. Jeg lever ligesom mange studerende med lidt for mange øl og alt for lidt motion. Men jeg gider virkelig ikke fylde mig med triste og dårligt behandlede dyr – når det nu ikke virker til, at jeg er nødt til det for at overleve.

          • Line
            26. juli 2012 at 09:45

            Når jeg nævner ting man kommer til at mangle, gik det specifikt på veganere – ikke vegetarer. Men jeg kan godt se hvad du mener. Mente det dog blot som svar på, at – hvis dyrene kan spise planter og leve af det, kan vi også.
            Det vigtige ved alle diæter – vegetar, veganer, kødspiser, you name it! – er selvfølgelig, at huske på at få dækket alle sine behov. Bevares, det er der mange mennesker, der ikke kan finde ud af – jeg føler selv at det er noget man skal være ekstra opmærksom på, hvis man ikke spiser kød, dog.

            Jeg ved ikke hvad de gjorde før i tiden – godt spørgsmål. Fødte nok også flere børn med sygdomme – måske. Men en af teorierne går på, at i takt med, at det er blevet mere og mere normalt med en kød-holdig diæt, er der ikke naturligt blevet selekteret for, at dem med prima enzymer for det ene og det andet har overlevet, frem for dem der ikke havde. Evolution har altså medført, at gode enzymer til omsætning af planter ikke er et must –> overlevelse af dem der ikke kan det.

            Det modsatte er sket med mælk; i princippet er mennesket indrettet til ikke at kunne “tåle” laktose (i mælk o.l.), efter amnings-perioden. Men i samfund, hvor man begyndte at holde mælkegivende husdyr, blev det en fordel at kunne omsætte mælken – og der blev naturligt selekteret for disse enzymer. Derfor er vi i vesten gode til det med mælk – hvorimod nogen kulturer, som ikke har drukket mælk gennem mange generationer, ikke kan tåle det ligeså godt.

  • Besvar
    Py
    23. juli 2012 at 16:22

    Der er helt sikkert rigtig, rigtig mange grunde til ikke at spise kød. Helt sikkert. Men jeg synes ikke det er rigtigt at sige at mennesker ikke er rov-dyr. Mennesker (og vores nærmest beslægtede aber) er “altædende”. Jeg synes derfor selv det er naturligt at vi spiser kød. Hvad jeg dog synes er HELT HELT FORKERT med vores samfund er den måde vi behandler dyrene på. Som om de var et produkt, der bare skal “produceres”. Æv!
    Jeg vil selv gerne spise kød, men synes efterånden det er rigtig svært at sørge for kun at købe etisk forsvarligt. Ville ønske varene i supermarkedet var mere gennemskuelige…

    • Besvar
      Emma
      23. juli 2012 at 17:25

      Mere debat, jeg er vild med det! I min verden er der tre kategorier: kødæder – altæder – planteæder. Det er i virkeligheden nok en definitionssag, men jeg mener klart at der er forskel på mennesker, som kan spise både planter og kød (og derfor er altædende, som du helt rigtig påpeger) og så på f.eks. løver, som ikke lige kan snacke et æble.
      Jeg kunne ikke være mere enig med dig i din holdning til kødproduktion. Etisk forsvarligt kød skal man helt sikkert lede længe efter i et supermarked.

      • Besvar
        Py
        23. juli 2012 at 21:25

        Ja, det er en meget god måde at se det på – altså med de tre kategorier.
        Må man spørge hvorfor du har valgt at blive vegetar? Jeg har selv overvejet det grundigt – mest pga. den måde vi behandler slagtedyr på, men også pga. miljøet/bæredygtighed… Jeg har dog besluttet at jeg gerne vil spise kød, så længe jeg kan stå inde for det (altså dyrene har haft det godt), men jeg synes det er en svær kamp..

        • Besvar
          Emma
          23. juli 2012 at 21:55

          Selvfølgelig må du spørge. Jeg blev mere og mere vegetar over en lang periode, som startede da jeg tog på højskole og meldte mig på vegetarholdet – verdens nemmeste måde at gøre det på, fordi højskolekøkkenet var vildt lækkert og fyldt med dejlige salater! Da jeg så kom hjem, var jeg “flexitar” og spiste kød, når det var besværligt at gøre andet, eller når kødet var virkelig lækkert. Så holdt jeg op med dét og spiste lidt fisk her og der. I takt med, at jeg lærte mere og mere om kødproduktion (både om dyrevelfærd og klima) gik det op for mig, at jeg faktisk helst helt ville lade kødet ligge. Så nu spiser jeg udelukkende ting, jeg kan stå 100% inde for, og det er SKØNT :)
          Det blev en lidt lang smøre, sorry!

  • Besvar
    Py
    24. juli 2012 at 08:49

    Det gør ikke noget!
    hm, ja det gode ved at være vegetar er jo at det ofte er muligt at vide helt sikkert at man kan stå inde for det man putter i munden. Måske ender jeg der en dag, men ind til videre vil jeg prøve at slå et slag for forbedringer på kød-området. Jeg håber at jeg gennem mit forbrug kan være med til at støtte op om det økologiske (el. evt. fritgående) landbrug, og at der en dag bliver lovgivet bedre om det… *håber*

  • Skriv en kommentar