Andet

Min bullet journal

Min bullet journal – en hvid notesbog fra Leuchturm med prikker i stedet for linjer eller tern.

Jeg er kæmpe fan af at have min kalender analogt. På rigtigt papir. I en bog, man kan slå op i. Jeg er også kæmpe fan af at tage noter i hånden, når jeg er til foredrag eller til møder eller brainstormer med redaktionen på Sustain Daily. Og så kan jeg lide lister, overblik og at skrive mine tanker ned.

Med andre ord er bullet journal-konceptet lige noget for mig! Jeg har brugt det i et halvt års tid nu og tænkte, at jeg ville dele mine erfaringer med jer. Det bliver et langt indlæg, så her er planen – jeg vil:

  • Give en introduktion til konceptet bullet journal og forklare de grundlæggende tanker bag
  • Vise hvordan jeg selv bruger systemet og dele mine erfaringer med trackere, kalender og lister
  • Svare på de spørgsmål, som I stillede mig på instagram
  • Dele mine bedste inspirationskilder, så du selv kan komme igang

Overblik over uge 50, inden jeg skrev mine aftaler og opgaver ind.

Hvad er en bullet journal?

Helt grundlæggende er en bullet journal en notesbog, som også fungerer som kalender. Forskellen fra en almindelig papirkalender er, at du selv tegner og layouter den. Du kan altså give indholdet lige så meget eller lige så lidt plads, som du har brug for. På den måde er en bullet journal super fleksibel og kan tilpasses dit liv, som det ser ud lige nu.

Det smarte ved bullet journal-systemet er, at du laver en indholdsfortegnelse i starten af notesbogen, så du altid kan finde det, du leder efter. På den måde kan du have fx en ugeoversigt over uge 50 på den ene side, en liste over julegaveidéer på den næste side, spredte noter på den tredje side og en indkøbsliste på den fjerde side uden at det gør noget, at du roder. Når du skal finde noget, slår du bare op i indholdsfortegnelsen og ser, hvor det står.

Der er altså ingen hokus pokus eller krav. En bullet journal er en hvilken som helst notesbog, som har en indholdsfortegnelse, fungerer som kalender og er det sted, du skriver dine noter. Du behøver ikke kunne tegne, skrive mega smukt eller have 26 timer i døgnet for at få glæde af en bullet journal. Hvis du vil se et par gode introduktionsfilm, så anbefaler jeg denne med Ryder Caroll, som har fundet på systemet, eller denne med Wendy, som er rar og rolig.

Overblik over 2018, hvor jeg noterer vigtige datoer langt ude i fremtiden.

Sådan bruger jeg min bullet journal

For mig er min bullet journal smart, fordi den samler alle mine noter på ét sted. Jeg har altid haft både en papirkalender og diverse notesbøger kørende samtidigt, men nu har jeg én bog, som kan det hele. Jeg bruger den primært som kalender og til at få et overblik over mine aftaler og planer på måneds-, uge- og dagsbasis. Groft sagt indeholder min bullet journal disse ting:

Årsoverblik: Et overblik over 2018, som fylder fire sider (se billedet herover). Der kan jeg kan se ugenumre, slå op hvilken ugedag en bestemt dato er, og notere mine planer og vigtige datoer, som ligger langt væk i tid.

Månedsoverblik: I slutningen af hver måned tegner jeg et overblik over den næste måned (se billedet herunder). Her er der bedre plads til at notere aftaler og planer end på årsoverblikket. Når jeg har tegnet en måned, går jeg tilbage til årsoverblikket og ser, om jeg har planer allerede. Dem skriver jeg så ind, og når jeg får nye planer, opdaterer jeg månedskalenderen med dem. Hver dag på månedskalenderen har desuden en lille cirkel, som jeg sætter et flueben i, når jeg har husket at give mini sine d-vitamin-dråber :)

Ugeoverblik: I det daglige bruger jeg mest mine ugeoverblik (se billede nummer to i indlægget). Her skriver jeg mere detaljeret, hvad jeg skal nå hver dag. Det er alt fra ‘køb pasta’ til ‘kaffe med Sissel kl. 14’ eller ‘omplant monstera’ – dagenes to do-lister, altså. Hvis jeg nu ikke var på barsel, og jeg havde flere opgaver hver dag, så ville jeg give mine ugeoverblik flere sider end én. Måske endda give hver dag en hel side. Men lige nu, hvor jeg har ret få planer hver dag, fungerer det godt med en side per uge. Jeg laver typisk ugeoverblikket for den kommende uge om onsdagen eller torsdagen, men det kan man jo gøre, som man har behov for.

Lister og noter: Ind mellem måneder og uger gemmer min bullet journal på en masse forskellige lister og en håndfuld sider med spredte noter. Det fede er, at hvis man har brug for at tage noter til et eller andet, så slår man bare op på en blank side og går i gang – når man skal finde dem igen, kan man se i indholdsfortegnelsen, hvor de er. Og det gør ingenting, at der fx mellem overblikket over uge 49 og 50 gemmer sig en liste med julegaveidéer eller den perfekte opskrift på kombucha. De lister, jeg har, er:

  • Idéer til gaver til andre
  • Bøger jeg har læst
  • Idéer til bloggen og instagram
  • Klimafakta jeg gerne vil huske
  • Indkøbsliste (jeg streger ud, når jeg har købt en ting, og skriver løbende på)
  • Ønskeliste

Man kan selvfølgelig have lige de lister, man vil! Nogle bruger deres bullet journals til at tracke alle mulige ting, fx hvor meget søvn de får om natten, hvor ofte de støvsuger eller hvor meget vand, de drikker i løbet af dagen. Det passer ikke rigtig til mit temperament eller mit liv at tracke en masse ting (bortset fra de der d-dråber), så det lader jeg bare være med.

Overblik over november 2017.

Spørgsmål og svar

I var mega gode til at sende mig spørgsmål på instagram, tak! Svarene kommer her.

Bullet journal-systemet er fascinerende, men det virker uoverskueligt at komme i gang. Hvordan gør man?

Man starter simpelt! Tænk på, hvad du allerede bruger – fx har jeg i flere år brugt en ugekalender, så jeg vidste, at jeg ville få brug for ugeoversigter i min bullet journal. Mit tip er helt klart at starte simpelt og tænke på, at en bullet journal skal være en hjælp i hverdagen. Den er et redskab til at få overblik og samling på tingene, så start med netop dét: At samle de ting, du har spredt ud andre steder, i én bog.

Hvordan undgår man, at ens bullet journal bliver en stressfaktor?

Der er sygt mange youtubevideoer og instagramkonti at få inspiration fra, og nogle af dem er helt crazy dygtige til at tegne, finde på nye lister og trackere og oversigter, skrive smuk kalligrafi og så videre og så videre. Det kan godt virke overvældende. Tænk på at det ikke er en revolution i dit liv, der skal ske, men bare at du bruger et andet notesystem. Hvis du fx ikke har haft behov for at tracke, hvor meget vand du drikker i løbet af dagen, før du startede din bullet journal, så har du måske heller ikke behov for at lave en vandtracker i din bullet journal?

Et andet tip er at starte i en gammel notesbog, som du allerede er i gang med at bruge. Så kan du tjekke det ud et par måneder og se, hvilke opslag du har brug for. Når du ved bedre, hvad du faktisk får brugt og kan lide, kan du så starte en dedikeret bullet journal-notesbog. På den måde får du ikke stress over at skulle gøre en helt ny notesbog perfekt fra starten :)

Bruger du kræfter på at gøre din bullet journal fin?

Ja, lidt. Jeg har en virkelig pæn håndskrift og kan generelt godt lide, at ting er smukke. Men det er mest oversigtssiderne og de lister, jeg ved, at jeg vil vende tilbage til igen og igen, som jeg gør noget ud af. Og som I kan se på billederne, er mine sider ikke de store kunstværker. De sider som bare er tøm-hjernen-noter eller noter fra fx et møde, dem gør jeg ikke noget ekstra ud af.

Et tip hvis man gerne vil have, at siderne skal være pæne, men ikke har de store tegne- eller skriveskills, er at bruge tuscher i fine farver eller klippe ud fra aviser/blade/postkort og dekorere med det. Det har jeg fx gjort på min årsoversigt, hvor jeg har skrevet alle månederne på små stykker af et fint postkort, som jeg har klistret ind.

Hvor meget plads giver du til tilfældige noter?

De får så mange sider, som jeg har brug for. Det smarte er, at man bare slår op og går i gang med at notere på en blank side. Hvis man så senere har brug for mere plads, tager man bare en side mere et andet sted i bogen og tilføjer til indholdsfortegnelsen, hvor den er. Hvis det giver mening?

Hvor meget tid bruger du på din bullet journal?

På en helt almindelig dag bruger jeg nok 5 minutter. Kigger på den om morgenen for at se, hvad jeg har på programmet. Og igen om aftenen for at udfylde, hvad jeg nåede, og måske skrive en opgave på til næste dag eller skrive en aftale ind. De dage, hvor jeg laver en ny uge- eller månedsoversigt eller en ny liste, jeg gerne vil have til at se pæn ud, bruger jeg lidt længere.

Hvad gør du, hvis du fejludfylder noget eller mangler plads i de felter, du har til rådighed en given dag/uge/måned?

Hvis jeg fejludfylder, så streger jeg det bare over. Og hvis der ikke er plads i et felt, så skriver jeg uden for feltet eller ved siden af eller inde i et andet felt og laver en pil :)

Hvilken kuglepen bruger du?

Min sorte yndlingskuglepen er fra MUJI, en gelpen i størrelse 0.38 mm. Jeg køber altid nye patroner til den, når jeg kommer forbi en af deres butikker på mine ferier. Men altså – den har været min yndlingskuglepen altid, og man kan seriøst bruge lige den kuglepen eller tusch eller blyant, man plejer.

Inspiration og idéer

Hvis du synes, at det lyder spændende med sådan en bullet journal, så velkommen i klubben. Jeg er langt fra den eneste, som er faldet for konceptet – faktisk er der 1,3 millioner opslag på instagram på #bulletjournal! Det betyder også, at der er vildt mange seje folk derude, som deler deres gode idéer til indhold og udseende. For at du ikke skal falde helt så dybt ned i det sorte hul af youtubere og instagrammere, som jeg gjorde, har jeg samlet mine favoritter her. Se dem som inspiration – tag det, du kan bruge, og lad endelig resten ligge. En bullet journal er virkelig bare et kalender- og notessystem, og du behøver ikke producere noget, der hverken er smukt eller forståeligt for andre end dig selv.

@amandarachdoodles følger jeg især, fordi hun hver søndag livestreamer, når hun laver sine ugeoversigter. Totalt nørdet og virkelig hyggeligt at se. Hun laver også hver måned en ‘plan with me‘-video på youtube.

@bulletbyjulia laver mega systematiske, stramme og tjekkede opslag. Jeg kommer slet ikke i nærheden af hendes stringens, men nogle af hendes idéer kan man tage og gøre til sine egne.

The Bulletjournalist er den officielle bullet journal-blog. Der ligger nogle rigtig fine show and tell-indlæg, hvor forskellige mennesker viser deres bullet journals frem og fortæller om tankerne bag. Mit favoritinterview er med danske Trine, som på instragram hedder @logthatlife.

Pyh, det var et langt indlæg! Hvis du har læst helt her til, er du måske klar til at begynde din egen bullet journal? Spørg endelig løs i kommentarfeltet, hvis der er noget, som ikke gav mening, eller som jeg glemte at fortælle.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Relateret indhold

14 kommentarer

  • Besvar
    Camilla Tromborg
    10. december 2017 at 10:18

    Tak for et skønt indlæg og inspiration <3

    • Besvar
      Emma
      10. december 2017 at 12:15

      Så lidt! Tak fordi du skriver – det er altid dejlig med feedback på de lange tunge indlæg 😊

  • Besvar
    Hazel
    10. december 2017 at 15:12

    Jeg bruger ikke en bullet journal og kommer heller ikke til det, så jeg er ikke lige målgruppen for indlægget, men jeg bliver simpelthen så glad over, at du skriver, at du har en flot håndskrift uden at pakke det ind! :) Det har jeg også normalt, når min hånd ikke lige er scleroseramt (for tiden er jeg heldig, hvis bare jeg kan sætte et ordentligt kryds), og det er noget jeg virkelig er glad for. Er faktisk begyndt at træne min anden hånd op, hvis nu den bliver nødt til at tage over, så jeg stadig kan være stolt over min håndskrift :)

    • Besvar
      Emma
      10. december 2017 at 19:13

      Vildt nok, at du har læst indlægget alligevel! En smuk håndskrift er ikke noget, der skal pakkes ind, hehe. Det lyder som noget af et projekt at træne den anden hånd op, hvor er du sej. Men lad os håbe, at det ikke bliver aktuelt, at den skal tage over.

    • Besvar
      Liselotte
      10. december 2017 at 20:38

      Har en elendig håndkskrift, dog marginalt mere læselig efter jeg begyndte at skrive andet end huskesedler i hånden.

      Men hvor er det cool, at du træner den anden hånd. Tror jeg vil følge dit eksempel, men mere fordi min motorik er så elendig, og det kan måske hjælpe på den, at jeg udfordrer venstre side :)

  • Besvar
    Liselotte
    10. december 2017 at 20:39

    Prøver lige at læse dit indlæg, og se om det tipper mig over kanten. Min mand bruger metoden, men bare ikke på en måde, der giver mening for mine opgaver.

    • Besvar
      Emma
      10. december 2017 at 20:59

      Ja, se om det kunne være noget for dig! Det handler jo virkelig bare om at finde ud af, hvad man har brug for :)

  • Besvar
    Anna Frida
    11. december 2017 at 09:56

    Sådan en skal jeg lave! :) jeg bliver altid væk i 17 forskellige notesbøger… nå men lige et lille praktisk spørgsmål – hvilket format og hvor mange sider har din bog?

    • Besvar
      Emma
      11. december 2017 at 22:33

      Så er du helt klart typen, der vil blive glad for en bullet journal! Min notesbog er i A5-format, jeg ved ikke lige hvor mange sider den har sådan på stående fod, men de er nummererede, og dét er smart!

  • Besvar
    Ingibjörg Sigtryggsdóttir
    14. december 2017 at 21:14

    Fint indlæg! 😄
    Kunne du lokkes til at vise hvordan oversigten ser ud, og hvordan du egentlig finder rundt i journalen når noter, lister og kalender er blandet sammen… Skriver du numre på siderne?
    Vh

    • Besvar
      Emma
      14. december 2017 at 22:20

      Hej Ingibjörg! Tak! Hvilken oversigt mener du? I forhold til at finde rundt, så skriver jeg en indholdsfortegnelse forrest. Alle siderne i min notesbog er nummererede, så det er nemt. Jeg skriver bare de sider på, som jeg tænker, at jeg skal bruge igen en anden gang – ikke alle siderne med spredte noter eller siderne med ugeoversigter, som kun er aktuelle i én uge ad gangen.

      • Besvar
        Ingibjörg Sigtryggsdóttir
        16. december 2017 at 14:03

        Aha, tak det giver mening :) og jo, jeg mente indholdsfortegnelsen. Glædelig jul :)

  • Besvar
    Louise k
    3. januar 2018 at 20:33

    Jeg var lige langt bagud her, da min kusine fortalte mig om det og sagde at hun troede jeg havde læst dit indlæg. Desværre har jeg ikke været herinde en rum tid, men jeg fløj da lige herind. Og tak for et meget fint og langt og uddybende indlæg.

    • Besvar
      Emma
      4. januar 2018 at 16:27

      Øj, jamen dejligt at du er vendt tilbage! Og det var så lidt – overvejer du at begynde med en bullet journal selv?

    Skriv en kommentar