Andet

Livet lige nu

Så strøg der lige halvanden måned forbi uden et eneste pip fra mig – jeg er nemlig blevet mor til en dejlig lille fis siden sidst! Først gik jeg 12 dage over tid og var totalt utålmodig og kunne ikke samle mig om noget som helst andet end at drikke kaffe og spise is med mine veninder (perfekt timing at have termin i sommerferien, så alle har fri!), og så pludselig havde jeg født og et lille nyt liv at koncentrere mig om og snuse til. Vi har det godt alle tre og har efterhånden fundet hinanden så meget, at jeg lige så stille vender tilbage til jordens overflade.

Her er syv glimt fra den tid, jeg ikke har kigget forbi bloggen. Alle billederne er fra min instagram, hvor jeg hedder @emmaslebsager, hvis I vil følge med :)

Mens jeg gik og ventede på, at der skulle ske noget, sov jeg længe hver dag og spiste luksusmorgenmad, så tit jeg kunne komme til det. Min taktik var at spise og sove, til jeg fødte – andet kunne jeg ligesom ikke overskue. Bollerne på billedet er forresten mine standardboller. Dejen røres sammen om aftenen, og om morgenen klatter man den på en bageplade og bager dem. Top nemt, og hvis I vil gøre mig kunsten efter, har jeg lavet en video med min fremgangsmåde: Koldhævede boller the movie.

Jeg såede tomatfrø i foråret, så der har været små røde tomater på altanen hele sommeren. Ikke en overvældende høst, sådan bliver det aldrig rigtig for mig, jeg bruger vist for lidt gødning og giver hver plante for lidt plads (sorry), men ikke desto mindre luksus at kunne pynte en standard pasta-pesto med hjemmedyrkede tomater. Kuglerne på den lille tallerken er trøfler af sorte bønner, kakao, dadler, kokosmel, vanille og kokosolie. SÅ lækre. Måske skulle jeg lave en film med dem også?

Jeg holder barsel fra Sustain Daily, så vi har sat Sustain Daily Podcast på pause indtil videre. Hvis I ikke har fået hørt alle ti afsnit i sæson 1, hvor Johanne og jeg diskuterer forskellige aspekter af at leve mere bæredygtigt – som fx dårlig samvittighed, instagraminspiration, økonomi og at komme i gang – kan de findes i alle podcast-apps eller på høres direkte i browseren lige her.

Lige pludselig var vi tre i lejligheden, og mine luksusmorgener med tid til at nusse om en smoothie, skære frugt og grønt ud og snige et lille fotoshoot ind blev afløst af kan jeg nå både at riste brødet og spise madderne, inden jeg skal amme?-morgener, som altså også kan noget. Kan forresten anbefale blåbærmarmeladen, som Meyers og COOP har lavet.

Aldrig har jeg fået så mange blomster og gaver med posten, som efter vi kom hjem fra hospitalet! Foruden buketter fandt vi også en grøn spand fra Københavns Kommune foran døren en dag, så nu sorterer vi bioaffald i den. Det er jo vildt sejt, at man kan smide alle madrester i den! Kogt, råt, grønt, fedt, planter, kaffe, te, you name it. Jeg er glad for spanden, selvom den har fået kritik. Hos os fungerer den, og jeg synes det er et super initiativ fra kommunen, at vi nu allesammen har mulighed for at sortere bioaffaldet fra, så det kan blive til gas i stedet for at ryge på forbrændingsanlæg.

En dag i løbet af sommeren hentede jeg en Too Good To Go-pose på samme tid som et par med en lille baby i barnevogn. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at dét ville jeg også: Gå tur med vognen og hente brød. I sidste ude gjorde jeg det! En af de bedste ting ved Too Good To Go er, at man også får sådan nogle brød, jeg aldrig selv ville bruge penge på at købe, men som egentlig er vildt lækre. For eksempel det her formbrød med birkes, som bliver 100% sprødt, når man ristet det.

Nu er efteråret her, og som altid byder jeg det velkommen og bliver sådan lidt efterårsromantisk og glæder mig til kølige gåture, at pakke mig ind i flere lag tøj og tage i sommerhus og tænde op i pejsen. Med et lager af striktrøjer, en god bog, earl grey og danske æbler i ærmet kan det ikke gå helt galt.

Jeg glæder mig til at hænge ud med jer herinde mere regelmæssigt igen! Hvis I altså er her endnu?

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Relateret indhold

17 kommentarer

  • Besvar
    Agnethe B. Nielsen
    18. september 2017 at 11:38

    Jeg er her i hvert fald! Og stort tillykke med den lille nye, dejligt at høre at I alle har det godt. Jeg glæder mig til at se flere posts fra dig i løbet af efteråret :)

    • Besvar
      Emma
      18. september 2017 at 12:52

      Tusind tak Agnethe, og dejligt du er her endnu!

  • Besvar
    Liselotte
    18. september 2017 at 14:42

    Tillykke med familieforøgelsen. Vi er den tålmodige slags læsere :)

    • Besvar
      Emma
      18. september 2017 at 17:07

      Tak skal du have :) Det havde jeg også på fornemmelsen – heldigvis!

  • Besvar
    Birgitte
    19. september 2017 at 10:13

    Tillykke med baby:)

    • Besvar
      Emma
      21. september 2017 at 07:51

      Tusind tak :)

  • Besvar
    Nanna
    19. september 2017 at 11:09

    Det jeg helt sikkert!
    Tror jeg har været her tre gange for at kigge 😊
    Tillykke med den lille!

    • Besvar
      Emma
      21. september 2017 at 07:52

      Hehe hvor hyggeligt at vide, at du har været forbi. Og tak!

  • Besvar
    Anne
    19. september 2017 at 11:11

    Din pause fra bloggen er da helt lovligt undskyldt, hæ hæ! Og jeg kunne ikke være mere enig: med earl grey og danske æbler kan det simpelt hen ikke gå galt :-)

    • Besvar
      Emma
      21. september 2017 at 07:52

      Ja, en undskyldning var det nu heller ikke – mere en opdatering ;)

  • Besvar
    Laura
    19. september 2017 at 12:56

    Tillykke med baby! Jeg har jævnligt kigget forbi og er glad for at høre nyt af den gode slags :)

    • Besvar
      Emma
      21. september 2017 at 07:53

      Tak Laura, dejligt at du er her endnu :)

  • Besvar
    Lisa
    19. september 2017 at 14:52

    Awwww!! Ich möchte den Film zu den Trüffeldingern sehen. Danke <3

    • Besvar
      Emma
      21. september 2017 at 07:50

      I’ll make it if I can get enough time ;)

  • Besvar
    Anna
    19. september 2017 at 23:43

    Wuhu du er tilbage! Og tillykke med din lille nye selvfølgelig :-)

    • Besvar
      Emma
      21. september 2017 at 07:50

      Hehe jep! Og tak :)

  • Besvar
    Rosalina
    22. september 2017 at 16:20

    Gerne en film med trøflerne tak. Har du fået en dreng eller pige?

  • Skriv en kommentar