Andet

Listen om år 2015

Lige om lidt træder vi ind i 2016. Jeg får gæster til nytårstale, middag, halvfemsårsfødselsdagen og kransekage i aften, og jeg har planer om at danse velkomstdans for det nye år til den lyse morgen med mine venner under armen. Men før jeg stiller kalenderen for 2015 ind på hylden til de andre gamle, tænkte jeg, at vi kunne kaste et blik tilbage over skulderen.

2015 3Gjorde du noget i 2015, du aldrig havde gjort før?
Mange ting. Jeg skrev og afleverede en bacheloropgave, boede sammen med min kæreste, spiste 100% vegansk i en måned, var på Folkemødet, lavede radio, holdt jul uden gaver, lærte at stoppe strømper og tog toget under den engelske kanal.

Hvilke lande besøgte du?
Tyskland (Berlin og Hamborg), Belgien (Bruxelles), England (London og Oxford), Frankrig (Paris), Polen (Warszawa), Litauen (Vilnius og Kaunas) og Letland (Riga og den vestlige side af rigabugten). Alt sammen uden at sidde i et fly! Jeg er virkelig begyndt at nyde at rejse med tog. Fylde min telefon med gode podcasts, købe proviant og udvælge en god bog. Og så ellers læne mig ind i den tvungne ro og bare kigge ud på alt det, der suser forbi.

Hvad var din største fremgang i 2015?
Det må være, da vi efter flere måneder kun med vand på badeværelset endelig fik en håndvask i køkkenet. Man forstår først, hvor vigtig en håndvask i køkkenet er, når man har prøvet at leve uden.2015 1Bedste køb?
En større seng = bedre søvn = bedre menneske.

Gjorde noget dig rigtig glad?
Det har gjort mig meget glad at drikke kaffe med Ditte og Johanne og lægge planer. I det hele taget gør det mig glad, at vi bliver flere og flere, som tænker over og taler højt om, hvordan vi lever og har lyst til at leve vores liv.

Og ked af det?
Systemkrisen gør mig ked af det. Klimakrise, økonomisk krise, ulighed. Og så den måde, det bliver håndteret på politisk. Tænk at jeg bor i et land, hvis regering kritiserer FN’s flygtningekonventioner for ikke at være stramme nok og vil tage værdigenstande fra mennesker på flugt. Der er noget helt galt – og det skyldes i mine øjne, at problemerne ses isoleret fra hinanden i stedet for som en helhed. Vi har brug for at gentænke systemet, ikke stramme skruerne.

Hvad ville du ønske, at du havde gjort mere af?
Været i sommerhus. Der skal flere sommerhusweekender på programmet i 2016.

Og mindre af?
Gad godt have bekymret mig mindre. Satser på, at det kommer med alderen.2015 2Blev du forelsket i år?
Ja! I Elizabeth Friis ♥ Tænk at jeg har levet i 26 år uden at have set Matador. Al den glæde, jeg har snydt mig selv for. Hvis man kender mig i virkeligheden, ved man helt sikkert godt, at jeg har set Matador i år. Der var lige et par måneder, hvor jeg ikke så godt kunne tale om andet.

Årets yndlingsbog?
Det må blive en delt førsteplads til Min far er en tiger af Sara Roepstorff, For meget lykke af Alice Munro og Americanah af Chimamanda Ngozie Adichie.

Hvad brugte du dine penge på?
Mad, mad og mad. Og rejser i januar og august.

Var der noget, du ønskede dig og fik?
En håndvask i køkkenet og et nyt job. Nu mangler der bare en sofa, så kører det.

Hvad lavede du på din fødselsdag i 2015?
Jeg drak øl med mine venner ved midnat, da den startede, spiste vegansk brunch på Kalaset om formiddagen, gik en tur i regnvejret og inviterede mine forældre, min bror og min farmor på pasta og fødselsdagskage om aftenen.2015 4Er der noget, som kunne have gjort dit år endnu bedre?
En anden regering, flere søndage og mindre emballage på økologisk frugt og grønt.

Hvem savnede du?
Sissel og Sofie, mine to partners in crime på studiet, som var så frække at tage på hver deres ferie til fjerne lande og være væk hele semestret. Nu er de heldigvis hjemme igen.

Har du nogle nytårsforsæt?
Jeg lærte forleden til yoga, at intentioner er bedre end forsæt, fordi de handler om processen frem for målet. Så jeg har faktisk tænkt på en intention for 2016: At være modig og dele mine idéer.

Godt nytår! Vi ses i 2016.

 

 

 

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Relateret indhold

8 kommentarer

  • Besvar
    Johanne
    31. december 2015 at 09:17

    Sikke en skøn liste. Jeg elsker når du interviewer dig selv! Skål for et skønt 2016!

    • Besvar
      Emma
      1. januar 2016 at 16:01

      Yes! Skål for det nye!

  • Besvar
    Pernille
    31. december 2015 at 12:39

    Godt nytår og tak for en skøn blog – jeg elsker at læse med her:-)

    • Besvar
      Emma
      1. januar 2016 at 16:01

      Tusind tak, og rigtig godt nytår også til dig.

  • Besvar
    Sophie
    1. januar 2016 at 20:53

    Godt nytår og mange tak for en fin blog.

    • Besvar
      Emma
      2. januar 2016 at 10:07

      Tusind tak! :)

  • Besvar
    Katrine Rolli
    19. januar 2016 at 16:34

    Hahaa! Jeg ELSKER dit svar til spørgsmålet om hvad der kunne have gjort året bedre, helt enig! <3

    • Besvar
      Emma
      19. januar 2016 at 20:16

      Skål på at regeringen vælter, ekstrasøndagen bliver indført og der åbner flere emballagefri butikker!

    Skriv en kommentar