Perspektiv

Nytter det noget at være en klimabevidst forbruger?

Jeg har læst nogle virkelig spændende (og halvangstprovokerende) artikler om at være en klimabevidst forbruger på det seneste. De rammer plet på noget, jeg selv går og tumler med, samtidig med at de provokerer mig. Så jeg tænkte, at jeg ville dele dem med jer – både artiklerne og mine tanker – og se, hvad I siger.

Er bæredygtigt forbrug en neoliberal sovepude?

Den første artikel hedder slet og ret Conscious consumerism is a lie. Den handler om, at vi ikke kan redde verden ved at købe bæredygtigt producerede varer. I stedet skal vi lave frivilligt arbejde, donere penge til klimaprojekter og øge vores politiske bevidsthed og engagement, siger artiklen. Det er en løgn at tro, at vi kan redde verden ved at sortere vores affald og vælge svanemærkede rengøringsmidler. Small steps taken by thoughtful consumers will not change the world. Det er altså spild af energi at gå rundt og lede efter de helt rigtige bæredygtigt producerede økologiske fairtrade sko. Vi skulle hellere smutte ud og samle skrald på stranden eller blive aktive i byrådet.

Den næste artikel hedder Neoliberalism has conned us into fighting climate change as individuals. Den handler kort fortalt om, at idéen om at ændre sin egen adfærd, sine egne vaner og sit eget forbrug for at gøre en forskel for klimaet er en neoliberal afledningsmanøvre. Ved at få os til at fokusere på os selv, har neoliberalismen fået os til at glemme, at vi kollektivt kan tage magten og ændre systemet. It’s only mass movements that have the power to alter the trajectory of the climate crisis. Vi går altså rundt og piller os i navlen, mens store multinationale selskaber smadrer løs og forurener verdenshavene, lukker CO2 ud i atmosfæren og udpiner landbrugsjorden. Hvilket alt sammen er en del af en stor plan, som skal sætte kollektivet/folket/borgerne ud af spil og lade markedet styre showet, ifølge artiklen.

Magtesløshed og løftede pegefingre

Jeg er egentlig enig med artiklerne – bortset fra, at jeg også er uenig. På den ene side er det jo rigtigt, at man ikke kan shoppe sig ud af en krise. Det er ikke til meget gavn, hvis vi bruger al vores energi på at pille med bittesmå detaljer i vores liv og overveje, hvilket økosengetøj, vi helst vil have. Det er i hvert fald meget energi at bruge på noget, som har en meget lille effekt. Men. Men. Men. På den anden side, så er det altså noget fis at sige. For helt seriøst: Der er brug for alle slags indsatser, når det kommer til klimaet. Og der er brug for optimisme.

Hver gang vi ændrer vaner, så påvirker vi det system, vi er en del af. Og hvis mange af os gør noget, så kan systemet mærke det. Det kan vi jo se med for eksempel økologi – når mange vælger det til, så kommer der også mere af det. Når vi melder os ind i fødevarefællesskaber, køber børnetøj på abonnement eller vælger vegetariske alternativer til hakket kød, så har det en effekt. Ikke direkte, men samlet set. Og den skal man ikke undervurdere.

Måske endnu vigtigere er det, at man bliver glad og får lyst til at gøre mere, når man formår at ændre en vane. Hver gang, man finder en løsning på noget, man har kæmpet med, så får man lyst til at gå i gang med det næste. Det kan jeg se tydeligt hos alle, jeg kender, som går op i klima og bæredygtighed – den ene ting tager den anden, og ingen føler nogensinde, at de er “ankommet” og er færdige. Så når man går ud og siger, at det er ligegyldigt at være en klimabevidst forbruger, hvad opnår man så? I hvert fald ikke mere handlekraft, mere energi til den fælles kamp for klimaet eller mere optimisme. Måske snarere en følelse af skyld og skam. Så kan man sidde dér og føle sig forkert og skamme sig over sin indsats, som åbenbart var udtryk for egoisme.

Alting tæller

Alle skridt i retning af en mere bæredygtig verden er vigtige. Det politiske engagement er vigtigt, det frivillige arbejde er vigtigt, adfærdsændringerne i vores eget liv er vigtige, det er vigtigt at støtte virksomheder, som producerer på bæredygtige måder. Vi er alle sammen en del af et stort system, som vil ændre sig, hvis vi ændrer os. Og af mindre systemer, som ændrer sig hurtigere. Hver gang du ændrer vaner, er der mennesker i dit liv og din nærhed, som opdager det. Måske bliver de inspirerede og interesserede. Måske rykker de sig også lidt, fordi du gør. Og så er det, at hjulet ruller.

At ændre hverdagsvaner og være en klimabevidst forbruger kan ikke stå alene. Men det har i mine øjne ikke en gavnlig effekt at skyde på dem, som arbejder med at ændre deres personlige klimaaftryk. Så bliver klimakampen en intern skyttegravskrig, hvor vi kaster mudder på dem, som ikke har valgt samme taktik som os selv. Og dét fører ikke til forandring!

Det blev et langt indlæg. Hvad tænker I om det hele?

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Relateret indhold

7 kommentarer

  • Besvar
    Susanna
    17. april 2018 at 08:04

    Jeg tenker at det ene ikke utelukker det andre og at vi trenger bevissthet på alle fronter. Men såklart trengs det mer politisk handlekraft som endrer de store linjene i samfundet. Man kan ofte föle seg makteslös for det hjelper liksom ikke at lille jeg ikke spiser kjött og handler second hand. Så vanskelig!

    • Besvar
      Emma
      17. april 2018 at 15:35

      Jeg er helt enig. Bred bevidsthed, bred indsats – alt andet duer ikke. Derfor er det så ærgerligt, når der går intern mudderkastning i debatten. “Du er klimaaktivist på den forkerte måde” er det mest demotiverende, man kan få at vide, synes jeg.

  • Besvar
    Kirsten
    17. april 2018 at 08:30

    Bare JA!

  • Besvar
    Hazel
    17. april 2018 at 17:29

    Åh, jeg blev så irriteret over den første artikel, at jeg slet ikke kunne koncentrere mig om at læse den anden! For det er selvfølgelig helt rigtigt, at hvis man bare tror, at man kan fortsætte med at forbruge som før, hvis blot man vælger noget der hedder “øko” eller “grønt”, så er man galt afmarcheret. Men hvor mange tror det? Og så er det som om hun argumenterer for, at fordi systemet er sat op til at få os til at shoppe mest muligt, jamen så kan det slet ikke betale sig at forsøge at lade. Hvilket i sig selv er en besynderligt opgivende holdning, men også forkert tror jeg. Hvis systemet er så afhængig af, at vi shopper mest muligt, så må det da NETOP være særligt følsomt for, at vi lader være/ændrer mønstre?

    Og så det der med, at andre mennesker vil synes man er uudholdelig, hvis man forsøger at indrette sit liv lidt anderledes… Det er overhovedet ikke min erfaring, nærmest tværtimod. Der er jo ikke kun én indstilling på den maskine, hvor man går og skriger alle andre ind i hovedet, at de er nogle moralsk forfaldne idioter.

    Synes også hun får grundlæggende galt fat om nogle ting, f.eks det der med at tøj produceret i USA er dyrere, og at folk skal bruge penge på lobbyvirksomhed i stedet for grønne rengøringsprodukter. Altså, den højere tøjpris må vel alt andet lige afspejle bedre forhold? Og folk skal jo bruge rengøringsmidler uanset?

    Summa summarum, enig i at vi har brug for det hele.

    • Besvar
      Emma
      18. april 2018 at 22:26

      Hørt, Hazel. Men jeg tror nu, at “bare der står øko på, så er det fint at købe alt jeg plejer”-typen findes derude – som en overgang, mens man bliver mere og mere bevidst om sine vaner og deres konsekvenser for klima osv. Det er jo lidt det, hun beskriver, at hun selv har gennemgået i hvert fald.

  • Besvar
    Anna Frida
    19. april 2018 at 09:28

    Jeg melder mig i koret af enige. Lysten og kræfterne til at blive en massebevægelse må jo nødvendigvis starte et sted – og det kan vi starte allesammen i det små derhjemme.

    • Besvar
      Emma
      19. april 2018 at 13:36

      Ja, sådan ser jeg det netop også. At man lige skal have tilløb, før man kaster sig ind i kampen.

    Skriv en kommentar