Perspektiv

Forbrug af verden

I søndags hørte jeg programmet Er din moralske muskel træt? fra P1 som podcast, mens jeg sad i en bus på vej hjem fra Århus. Det handler om, hvorfor vi ikke handler ud fra den moral og de idealer, vi har. Danskere spiser 98 kg kød per person om året (ifølge bogen KØD – en antologi. Andre siger 145 kg, se fx denne artikel fra Ingeniøren), primært fra konventionelt landbrug. Samtidig siger vi, at vi går ind for dyrevelfærd. To ting, som bestemt ikke harmonerer. Og som en filosof, en bioetiker og en statskundskaber alle kan sige spændende ting om.

Den vigtigste pointe kommer i mine øjne fra seniorforsker Mads Sørensen. Han siger, at alt forbrug – om man vil det eller ej – er politisk. Når man vælger en pakke rullepølse i køledisken, bliver der som konsekvens produceret en pakke mere for at møde efterspørgslen. Køber man ikke rullepølsen, så falder efterspørgslen. Simple as that. Mickey Gjerris kalder i programmet vores indkøb for “forbrug af verden”, hvilket er en god måde at sige det på. Når vi køber noget, bruger vi verden. Med vores forbrug vælger vi altså hvordan og til hvad, verden skal bruges. Og hvem der skal bruges, ikke mindst.

Tænker I over det, når I handler?

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

11 kommentarer

  • Besvar
    Kristina
    3. september 2013 at 22:35

    JA! Jeg tænker *altid* over at jeg “stemmer” med de varer jeg køber… det er ikke for at lyde frelst, men sådan er det nu en gang. Det kræver tid og en masse gennemlæsning af (ufatteligt lange?) ingredienslister, men NU ved jeg hvilke varer der må komme ned i min indkøbskurv. F.eks. er der kun et (ÉT!) brød på hele den lange brødhylde, der ikke indeholder tilsætningsstoffer af nogen slags. Kun salt, mel og gær. At træde ind i et supermarked kan godt føles som den omvendte verden…

    Glæder mig til at høre P1-programmet. Tak for anbefaling Emma :)

    /Kristina.

    • Besvar
      Emma
      4. september 2013 at 08:38

      Sejt, at du tager dig tid til at tjekke så grundigt :) Jeg synes ikke, det er frelst at være bevidst om, at ens forbrug faktisk har betydning for, hvilke varer, der biver produceret. God lytning!

  • Besvar
    Julie
    3. september 2013 at 23:36

    hvor har du tallet 60 kg fra? flere steder er det tal endnu højere. faktisk omkring 140 kg per person, de steder jeg har kigget.
    http://ing.dk/artikel/danmark-er-det-suveraent-mest-kodspisende-land-i-verden-102900
    http://www.theguardian.com/environment/datablog/2009/sep/02/meat-consumption-per-capita-climate-change

    • Besvar
      Emma
      4. september 2013 at 07:01

      De 60 kilo er fra programmets moderator, men nu du siger det, så er det da også meget lavt i forhold til andre tal, jeg selv har hørt. For god ordens skyld skifter jeg det lige ud med det 2007-tal fra FAO, som står i KØD – en antologi. Det er 98 kg. Tak!!

      • Besvar
        Julie
        4. september 2013 at 14:18

        Det lyder også helt vildt at danskerne skulle spise cirka 400 gram kød om dagen! Og det er mærkeligt, at der er så stor forskel på de forskellige opgivelser..

        • Besvar
          Emma
          4. september 2013 at 14:34

          Ja, det er meget mærkeligt. Jeg ved ikke, om det måske kan være noget med, at nogle af dem tæller mælk og æg med som kød, mens andre ikke gør?

  • Besvar
    Marian
    4. september 2013 at 09:17

    Bevidst forbrug er for mig vejen frem. Jeg dur ikke til gadeprotester, socialt arbejde, etc. Jeg tror på, at bevidst forbrug på godt og ondt er det som gør en forskel – selv den midste rosin tæller…..

    • Besvar
      Emma
      4. september 2013 at 10:14

      Selv den mindste rosin tæller nemlig :) Jeg tror, man skal gøre det, man kan overskue og som passer bedst til ens temperament. Det er helt sikkert muligt at gøre en forskel, uanset hvordan man forsøger “at blive den bedste, man kan blive”, som det også nævnes i programmet.

  • Besvar
    Line Sakariasen
    4. september 2013 at 13:07

    På vej hjem fra Århus?! Næste gang må du lige give lyd ;-)

    • Besvar
      Emma
      4. september 2013 at 13:34

      Helt sikkert! Jeg havde bare et stramt program fra ankomst til afgang denne gang :)

  • Besvar
    » The biggest story in the world emma slebsager
    31. maj 2015 at 13:01

    […] Hejlskov og Maria Gerhardt udveksler erfaringer om at træde ud af møllen ► En diskussion af moral og kødforbrug fra Eksistens på P1 ► Min bedste Mickey Gjerris-podcast ► Colleen Patrick Goudreau er klog og […]

  • Skriv en kommentar