► 5-15. november: CPH:DOX viser klimafilm
Fra i morgen kan du synke ned i et biografsæde og blive klogere på den verden, der omgiver os. Der er masser af DOX-filmene, som handler om klima, miljø og ressourcer i år. Jeg glæder mig særligt til at se Intet bliver som før som er instrueret af Naomi Klein og handler om klimakrisen, og Human som er et portræt af menneskeheden og de liv, vi lever – filmet i kæmpe totalbilleder.
► 9. og 10. november: Melanie Joy holder foredrag
Melanie Joy, hvis bog jeg har udlånt gennem klimabiblioteket en hel del gange efterhånden, kommer til Danmark! Hun vil højst sandsynligt fortælle om den suppe af myter, vaner og bevidst glemsel, som vores kødforbrug er fedtet ind i, og det garanteret spændende. Den 9. er i København, den 10. er i Århus.
► 11. november: Climate Laboratory: Sustainable Vacation
Om en uge holder UngEnergi et såkaldt klimalaboratorie. Konceptet er nyt: Man bruger én time på koncentreret at generere konkrete idéer i forhold til en specifik udfordring, og så går man hjem med en plan til at gøre verden bedre i lommen. Det første laboratorie handler om at rejse bæredygtigt.
► 14-15. november: Economy, People & Planet 2015
I næste weekend holder Omstilling Nu den årlige konference om bæredygtig økonomi. Jeg var med sidste år og var helt fyldt op med nye indtryk, idéer og perspektiver, da jeg kom hjem om søndagen. Konferencen er en blanding af foredrag og workshops, hvor man selv kommer på banen.
► 29. november: Klimademo i anledning af COP21
Den sidste søndag i november er der klimademonstrationer i København, Odense og Aarhus (og måske andre steder?) i anledning af at COP21 er lige rundt om hjørnet. Jeg har tænkt mig at møde op og gå med for at sætte fokus på, at vi er mange i befolkningen, som hepper på en større mængde politisk mod og handlekraft på klimaområdet.
Det var det! Ses vi i biografmørket eller til en demo, måske? Her er i hvert fald traileren til Human:
• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin' •