Browsing Category

Tre små

Tre små

Tre små: Kikset kødforsvar, skjulte sygdomme og blød plast

Godmorgen og glædelig helligdagsfredag! Jeg skal til Aarhus i weekenden med en kæmpe bunke Sustain Yearly-magasiner til alle dem, som har købt i forsalg. Er der nogen af jer, som kommer? Det er i Balsalens RUM på Frederiksgade 12 fra klokken 10-13, og der er morgenyoga og morgenbrød for de friske – her er facebook-eventet.

I denne uge har jeg samlet et meget mærkeligt forsvar for kødindustrien, en glad nyhed om affaldssortering i København og en nærmest gyserfilmsagtig artikel om isindkapslede sygdomme til at læse i weekenden. Nogle gange bliver det meget tydeligt, at kødindustrien er presset, og indlægget fra Landbrug & Fødevarer er et godt eksempel. Gnæg gnæg. Verden forandrer sig!

Landbrug & Fødevarer har simpelthen skrevet et debatindlæg om, at vi roligt kan fortsætte med at putte kød på tallerkenen. Det er ret interessant i forhold til, at alle tal viser, at kød suverænt er den mest klimabelastende fødevare, man kan indtage. En presset industri, tænker jeg? Tænketanken CONCITO svarede klogt og sagligt i et debatindlæg et par dage senere.

Godt nyt til alle københavnere: Nu må vi putte blød plast i samme containere som hård plast. Hurra! Ganske vist er det stadig træls, at alting er pakket ind i plastik, når man køber økologisk i almindelige supermarkeder, men at genbruge også den bløde plast er i det mindste et stort skridt i en god retning. Så nu er indholdet i min skraldespand lige reduceret med 50% eller sådan noget – alt metal, glas, plast og køkkenaffald ryger til genanvendelse eller i komposten.

Isen smelter, det ved vi godt. Men hvad mon den gemmer på? BBC har skrevet om de sygdomsbakterier, som permafrosten har holdt i skak i tusinder af år, som ser ud til at vågne nu. Ret spooky, så er I advaret.

 

Tre små

Tre små: Forskerfølelser, safe spaces & en klimadokumentar

Juhu, glædelig fredag! Jeg skal i sommerhus i weekenden med en håndfuld veninder, og selvom vi havde satset på solskin og badevejr, da vi planlagde turen, er jeg godt tilfreds med vejrudsigten. Alle undskyldninger for at bage kage, gå tur i skoven med en for stor regnjakke på og læse en bog i en sofa er velkomne.

Denne uges tre små er faktisk ganske lange – to skriv om klimaforandringer, følelser og forsvarsmekanismer og en film, som varer to timer. Hvis du er mere til noget helt kort, så kan du høre mig sige lidt om at rejse uden fly i P3 Nyhederne fra i tirsdags. Jeg dukker op lidt inde i udsendelsen, som i alt varer tre minutter. Rigtig god weekend!

Klik på billederne for at komme til artiklerne.

Et langt og ganske psykologinørdet skriv om klimaforandringer, benægtelse og forsvarsmekanismer. Det var meget den vinkel, min bacheloropgave også havde, og jeg synes det er vildt spændende. Begrebet safe space kendte jeg ikke til, før jeg læste artiklen. Et safe space er et sted, hvor man kan tale åbent om klimaforandringerne og hvordan de for eksempel påvirker ens håb for fremtiden og vækker angst, bekymring eller magtesløshed, og det kan være på samfundsniveau, gruppeniveau og individniveau. Jeg håber, at min blog er sådan et sted.

Jo mere klimaforandringerne skrider frem, jo flere forskere udtaler sig offentligt om, hvordan deres arbejde påvirker dem følelsesmæssigt. Mega spændende artikel, som blandt andet handler om projektet Is this how you feel?, som jeg tidligere har linket til her i mine tre små. I mine øjne er det positivt, at klimaforskere rækker ud på den her måde – jeg synes generelt, vi mangler voksne mennesker i det her samfund, som tør sige, hvad de mærker og føler, ikke kun hvad deres job er. Mere humanisme, tak!

Indtil på søndag kan du se den megafine dokumentarfilm I Morgen helt gratis på DR. Vi viste den to gange i efteråret med Sustain Daily, og begge gange var der bagefter folk der spurgte, hvor de kunne finde den, så de kunne vise den til deres venner, kollegaer eller familie. Her er den altså helt frit tilgængelig med danske undertekster et par dage endnu. Måske ugens fredagsfilm?

Tre små

Tre små: Genbrugsshopping, Trump & tøjforbrug

Juhu, solskinsfredag! Jeg har glædet mig til den her weekend, som ser ud til at komme til at starte med sol på næsen til fredagsøl på uni i eftermiddag. Ah. De tre små i denne uge er en god blanding af godt, skidt og uvist. Et genbrugsshoppingcenter, en usikker Trump på klimafronten og en dybdegående artikel om, hvad vi egentlig ved om modeindustrien. Enjoy! Har du dejlige planer i weekenden? Jeg har haft helt vildt meget lyst til at tage på loppemarked hele ugen, så råb lige højt, hvis du kender et godt et i weekenden!

Klik på billederne for at komme til artiklerne.

I den svenske by Eskilstuna ligger ReTuna, verdens første shoppingcenter kun med genbrugsting. Mega sejt koncept – man afleverer sine ting til ansatte, som vurderer om tingene skal repareres på stedet eller kan komme direkte ud i en af de 14 tematiserede butikker i centeret. Som et kæmpe byttemarked blandet med en virkelig velassorteret og velsorteret genbrugsbutik. Skal vi ikke have sådan en i København?

Trump har endnu ikke besluttet, om han vil trække USA ud af den internationale klimaaftale, som blev vedtaget i Paris til COP15. Det er måske et godt tegn, at han ikke har gjort det endnu? I hvert fald er det tosset, at han har ophævet stoppet for nye kulminer i USA – argumentet er, at det skal skabe arbejdspladser, men det er der intet der tyder på, at det kommer til.

Der er fokus på modeindustrien i disse dage – Politiken kører #stoptøjspild-kampagne, butikker med bæredygtigt tøj popper op hist og pist, og Sustain Yearly har et helt afsnit dedikeret til tøj, holdbarhed og mode. Men hvor meget forurener modeindustrien egentlig – sådan helt faktuelt?

 

Tre små

Tre små: 100 ting, bidød og stigning i Danmarks CO2-udledning

Godmorgen og god lørdag. Jeg ville have delt ugens tre små i går, men jeg glemte mit strømstik hjemme og gad ikke bruge 20 minutter af solskinstimerne på at cykle hjem efter det. Og bum var det lørdag! Jeg har en ubehagelig, men forhåbentlig brugbar nyhed, en liste over effektfulde tiltag og en træls fremskrivning fra Energistyrelsen til jer i denne omgang. Lad os se på sagerne:

Klik på billederne for at komme til artiklerne.

Den første lille sag er et forsøg på at gøre løsningerne på klimakrisen helt håndgribelige. En liste, simpelthen. Skabt af et hold forskere, som over et par år har regnet på effekten af en lang række tiltag, vi kan tage for at mindste vores drivhusgasudslip. Selve listen er en bog – men den her artikel giver et godt indblik i nogle af resultaterne.

Ups, her er en disclaimer: Den her artikel er simpelthen fra 2012 og derfor næppe en nyhed. Det gjorde Marianne, som har skrevet den i sin tid, mig lige opmærksom på! Tak Marianne! Ifølge Wikipedia forbød EU den ene af de to pesticider (måske også den anden? Er der nogen af jer, som ved det?) i 2013.

Colony Collapse Disorder er et fænomen, som verden har kendt til i årevis. Nu er to forskergrupper uafhængigt af hinanden kommet frem til, at den mystiske massedød blandt bier skyldes to pesticider, man ellers har regnet som ufarlige. Lækkert at tænke på, ikke? Så må vi bare håbe, at den nye viden får konsekvenser, og at de skadelige pesticider ikke erstattes af nogen, som er endnu værre…

Energistyrelsen har regnet på, hvordan Danmark energi vil se ud i fremtiden, hvis vi fortsætter den politiske linje, vi har nu. Her er et sigende citat: “Med den nuværende energiaftales udløb i 2020 samt ophør af en række tilskud stagnerer stigningen i andelen af vedvarende energi. Samtidig øges forbruget af fossile brændsler, fordi forbruget af el stiger.” Av, ikke? Det er et rigtig godt eksempel på, hvorfor det er vigtigt at stemme på politikere, som tager den grønne omstilling seriøst!

Tre små

Tre små: Pesticider, ideologi og smeltede isbjerge

Godmorgen og glædelig fredag! Jeg møder sent i dag, så jeg har sovet indtil jeg blev vækket af solen, der væltede ind i soveværelset, og haft tid til at lave en smoothie til morgenmad og drikke min te langsomt. Luksus. Om lidt skal jeg på uni, men inden da ville jeg lige tjekke ind med tre små til weekenden. Det er tre artikler, som jeg har læst i løbet af ugen, og som du måske kan finde tid til at læse i pauserne mellem lørdag og søndags aktiviteter. En om pesticider, en om ideologi og en om smeltede isbjerge. Vi kører:

Klik på billederne for at komme til artiklerne.

Jeg hører tit argumentet, at “hvis hele verden gik over til økologi, ville vi ikke kunne brødføde befolkningen”. Eftersom vi i dag spilder cirka en tredjedel af al mad, der bliver produceret, er det ikke et argument, jeg kan tage seriøst – problemet er ikke økologi, men madspild og dårlige produktions- og distributionsforhold. Denne artikel refererer en ny rapport, som sætter fokus på, at pesticider gør mere skade end gavn. Spændende læsning.

Forfatter og debattør Carsten Jensen udtaler sig om ideologi og globale udfordringer i Ræson: “Vi er nødt til at gøre os klart, at de accelererende klimaforandringer er vores altoverskyggende udfordring, og at vores muligheder for at overleve som art bliver afgjort i de kommende årtier. Vi undgår ikke en konfrontation med de kapitalstærke kræfter, der fortsat går ind for blind vækst og udnyttelse af de fossile brændstoffer.”

Hvordan ville verden se ud, hvis al is på hele kloden smeltede? Det har National Geographic undersøgt og lavet en række kort over kontinenterne ud fra. Jeg kan afsløre, at Danmark i så fald vil være en meget lille plet på verdenskortet…

Hav en vidunderlig weekend! Og smid endelig et link i min retning, hvis du har læst noget spændende i løbet af ugen!

Tre små

Tre små: Minimalisme, antibiotika & More Than Scientists

Glædelig fredag og (meget snart) weekend! Hvor har det været vidunderligt med sol i ansigtet i denne uge. Jeg tonser rundt dette semester, men det er spændende og udfordrende, så jeg er glad – især når det allerede er lyst klokken otte om morgenen, og når himlen stadig er blå klokken fire om eftermiddagen!

I denne uge har jeg fundet tre små frem, som er meget forskellige. Den første er en invitation til at komme med i biffen på torsdag, hvis du bor i Aarhus eller omegn. Den næste er en historie om stordrift og masseproduktion af svin og de konsekvenser, det har, når vi opbevarer tusindvis af dyr tæt sammen. Sidst i rækken er tiltaget More Than Scientists, som samler klimaforskere med noget på hjertet. Vi kører:

Klik på billederne for at komme til artiklerne.

For et par uger siden viste vi Minimalism: A Documentary About the Important Things i Empire Bio på Nørrebro, og nu er det Århus’ tur til at få chancen for at se den i biografmørket! Hvis du interesserer dig for bæredygtighed, forbrug, ressourcer eller minimalisme, kan jeg virkelig anbefale at se den. Den stiller mange spørgsmål, ser kritisk på sociale normer og er smukt produceret. Køb billet her, eller inviter en århusiansk ven, hvis du vil med!


Når vi giver antibiotika til svin i store mængder, så risikerer vi, at sygdomsbakterierne bliver resistente, så antibiotikaen ikke længere virker. Eftersom der er mange flere svin i Danmark, end der er mennesker (der opdrættes omkring 19 millioner svin i Danmark hvert år) er det ret relevant, om de typer antibiotika, vi giver til dem, er vigtige for mennesker. Det har Esben Lunde og Bæredygtigt Landbrug bare lige glemt at tjekke op på – så nu går en lang række overlæger og professorer på barrikaderne.


Apropos barrikader – en række klimaforskere har samlet sig i initiativet More Than Scientists for at understrege, at klimakampen har brug for mere end videnskab. Den har brug for mennesker. Der er nogle ret fine videoer med forskere, som forklarer, hvorfor deres forskning påvirker dem følelsesmæssigt og på et personligt plan – et kig værd, hvis du har 10 minutter til overs i weekenden :)

 

Tre små

Tre små: Kulstop, fremtidens fødevarer & Grøndreng

Godmorgen og glædelig fredag :) Jeg har haft en helt rolig uge med kaffeaftaler, yoga, tid til at ordne ting herhjemme og et par spændende møder i Sustain Daily-regi. I går hørte jeg Jonathan Safran Foer i Den Sorte Diamant og fik helt vildt lyst til at læse hans nye bog, Her er jeg. Hvis en af jer har den og vil låne den ud, så sig til! Weekendens tre små er en energinyhed, et radioprogram om fremtidens fødevarer og et viralt hit.

Klik på billederne for at komme til artiklerne.

dong

DONG udfaser kul fuldstændig i deres kraftværker fra 2023. I stedet vil de fyre med biomasse i form af træpiller og flis, hvilket er sejt og et skridt i den rigtige retning. Kloge hoveder i CONCITO har regnet ud, at biomasse ikke nødvendigvis er et mirakel, da nogle former for biogas har ret høj CO2-udledning – så nu krydser jeg fingre for, at DONG har tjek på det og bruger en slags biomasse med lavt CO2-aftryk.

hjernekassen

I programmet Hjernekassen på P1 handler det nyeste afsnit om fremtidens fødevarer og hvordan vi kan sikre os, at der er mad nok til alle, også når vi bliver væsentligt flere end vi er nu. Jeg har ikke fået hørt det selv endnu, men det er downloadet og ligger klar på min mobil!
groendreng

Sidst, men ikke mindst, har jeg taget Grøndreng med på listen. Han har været svær at overse på det seneste og er i hvert fald dukket op i mit facebookfeed nogle gange om dagen. Med sin lækre pels og hurtige solbriller er han gået direkte i manges hjerter – videoen er et stunt fra Altivisten i anledning af modeugen, og jeg synes det er virkelig sjovt.

Tre små

Tre små: Trivsel, varmerekord & en film om frø

Hej og glædelig fredag! Efter et par ugers stilstand/januarhi er jeg tilbage med tre små til weekenden. Og de er ret seje i denne uge, synes jeg – i hvert fald to af dem. Den ene er et livsstilskatalog fyldt med mennesker, som lever med et lavt CO2-aftryk og alligevel har høj livskvalitet og glæde, og den anden er en film om frø og biodiversitet, som jeg glæder mig til at se. Den sidste lille er ikke så glad, men ikke desto mindre vigtig: 2016 slog varmerekord ligesom ’14 og ’15 også gjorde.

Klik på billederne for at komme til artiklerne.

livsstilskatalog

Kan man leve bæredygtigt og stadig være glad for livet? Det har CONCITO undersøgt i en ny rapport. De har fundet frem fem familier, som alle har lavt CO2-aftryk og høj trivsel, og spurgt dem, hvordan det kan hænge sammen. Det er der kommet et katalog ud af, hvor man kan læse om familierne og få deres bedste tips til at blive både grøn og glad. SÅ sejt.

2016 varmeste år

2016 var det varmeste år nogensinde målt, har NASA konkluderet. Det er tredje år i træk, at vi globalt har haft det varmere end alle andre år, vi har målt. Og hele 16 af de 17 varmeste år nogensinde er målt efter år 2000. Så nu synes jeg snart godt, at vi kan begynde at vende skuden!

seed film

Jeg glæder mig til, at filmen Seed på en eller anden måde bliver tilgængelig at se. Den handler om biodiversitet, frøbanker og virksomheder, som tager patent på liv. Right down my alley. Måske en kandidat til en Sustain Daily-filmvisning?

Tre små

Tre små: Store events i ’17, kostråd & firstmovers

God lørdag derude. Jeg nåede ikke at dele tre små med jer i går, men her kommer de – lige i tide til, at man kan sidde indenfor med en kop te og kigge på årets første sne! I hvert fald her i København, jeg ved ikke hvordan det ser ud andre steder i landet? Årsskiftet er tydeligt i de tre links, jeg har valgt – den ene forudsiger de store miljøevents, vi vil se i 2017, den anden er en guide til at spise som en first mover i 2017, og den sidste er et debatindlæg fra en læge og en klinisk diætist, som slår en slag for den plantebaserede kost. Vi kører.

firstmover-politiken-kakao

Politiken har interviewet en række first movers på madområdet, som i 2017 spiser mindre portioner, mere grønt, hellere ost end kød og så videre og så videre. Artiklen er ret sjov, men for abonnenter – læs listen over 16 ting, du kan gøre for at spise som en firstmover, hvis du ikke har adgang til den anden. En af de ting, som first moverne tilsyneladende har kastet sig over, er at sniffe kakaopulver. Jep. Linn har taget en for holdet og testet det!

kostraad-information

I et debatindlæg i Information argumenterer en læge og en diætist for, at vores officielle kostråd er outdatede. I stedet for at baserede dem på, hvordan vi sædvanligvis spiser i Danmark, burde man helt skrotte kødet fra anbefalingerne for at undgå livsstilssygdomme, mener de.

environmental-events-17-the-guardian

Hvad bliver de store events i 2017 på miljøfronten? The Guardian giver et bud på, hvad der kan ske i Storbritannien – her i landet har vi i hvert fald allerede konstateret, at det mere ekstreme vejr er landet.