Læs også: Min guide til at rejse bæredygtigt
Det er ikke, fordi jeg har skiftet mening om flyrejser. Hvis det stod til mig, kunne mit flyvestop have varet længe endnu. Men nogle gange er der andre ønsker end ens egne, som er vigtigst. Og jeg har ikke lyst til at stå i vejen for, at vi kan være med til at fejre en rund fødselsdag i min kærestes familie. Så nu tager vi altså alle tre med fly tur-retur til Mallorca!
Sådan fungerer livet nogle gange. Man har et overordnet princip, men afviger ind imellem fra det. Jeg tænker på det sådan her: Jeg har ikke fløjet, siden jeg var 23 år. Nu flyver jeg til Mallorca og hjem igen, og så flyver jeg måske først igen, når jeg er 33. Eller endnu senere. Eller før. Ingen ved det – hovedsagen er, at jeg skærer markant ned på antallet af flyveture i mit liv og overvejer hver enkelt af dem nøje. Jeg vælger gerne feriemål ud fra, hvad man kan nå med tog, eller planlægger ferier med en anden tidsramme end de fleste.
Læs også: Postkort fra min interrail
Det handler ikke om aldrig at flyve. At tage på klimavenlig ferie handler om at flyve meget, meget mindre. Helt ligesom en klimavenlig kost handler om at skære ned på kød og mejeriprodukter, men ikke nødvendigvis skære dem 100% væk. Eller ligesom man ikke behøver holde rent købestop for at være en ressourcebevidst forbruger. Jeg er en stærk fortaler for, at man ikke behøver være en ekstremist for at gøre en forskel (sagde hende, som ikke har siddet i et fly siden 2013). De sidste 4,5 år uden fly har en værdi, fordi de har lært mig at rejse på en anden måde, end jeg rejste før. Den har jeg ikke tænkt mig at glemme, selvom flyvestoppet midlertidigt afbrydes.
Og nu til dagens store spørgsmål: Har I erfaringer med offset af CO2-udledning? Jeg vil gerne “købe aflad” for turen på en måde, som giver mening. Men eftersom jeg ikke har fløjet i årevis, har jeg heller ikke sat mig ind i, hvordan man gør det bedst. Måske ved I noget?
Billederne er Warszawa og Sarajevo – to byer, jeg har besøgt på mine togture rundt i verden.
• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin' •