Browsing Category

klimaambassadør

klimaambassadør Mad

Pink rødbedesalat med kikærter

Rødbeder står højt på min liste over favoritter i køkkenet for tiden, meget belejligt i ventetiden inden det forårsgrønne. Den her salat var virkelig lækker og ret flot, synes jeg. Den er en blanding af kogte kikærter, kogte rødbeder, et æble i tern, ristede og hakkede hasselnødder og så en dressing af tahin og citronsaft. Den bliver skrigende pink, når man vender rødbederne i, har knas fra nødderne og syrlighed fra æbleternene, og så er den er god både til aftensmad og som madpakke, kan jeg afsløre. Var det noget?

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

klimaambassadør Perspektiv

Du gør en forskel

Nogle gange er det svært at få øje på, at man gør en forskel med sine valg og fravalg. Men det gør man altså, det lover jeg. Og for at illustrere det og skære det fuldstændig ud i pap, tænkte jeg, at vi kunne lave en blæreliste. Fuld af ting, vi går rundt og gør, som garanteret ændrer verden til det bedre, selvom det virker småt og nemt og simpelt. Hvis jeg starter, vil I så være med i kommentarfeltet? Det håber jeg! Så vil jeg lave en liste med alle de ting, vi gør, som man kan læse på de dage, hvor det føles som at løbe hovedet mod en mur at stå der med sin økologiske mandelmælk. En liste, man kan læse og tænke “Hey, vi gør det her sammen! Mange bække små!”. Vi kører:

Jeg vælger et rigtigt krus i stedet for et skumgummikrus, når jeg køber kaffe på mit studie.

Hvad gør du?

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Julekalender klimaambassadør

24 måder at redde verden #1

Rigtig glædelig december og første søndag i advent. I år har jeg tænkt, at vi skulle fejre julemåneden med en lidt anderledes julekalender. Nemlig en, der ikke er fyldt med gaver fra mig til jer, men fyldt med idéer til gaver fra os til planeten! I stedet for pæne ting og lækre chokolader, har jeg altså fyldt lågerne med tips til at redde verden. Hver dag vil der komme et nyt lille tip herinde til en ting, der nemt kan gøres, og som gør verden til et bedre sted. Jeg har allerede 24 idéer på listen, men hvis du har en god idé til en kommende låge, som jeg ikke må misse, så giv endelig lyd. Vi kører:

♥ 1 : Du kan bage dit brød selv
Fordele
: færre ingredienser end fabriksbrød, det er billigt også i økoversion, smagen og duften gør dig glad, du sparer plastikindpakning og konserveringsmidler og transport til og fra en brødfabrik.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Indkøb klimaambassadør Mad

Emma på indkøb #14

I går havde jeg min første team-vagt i Fødevarefællesskabet. Strukturen er blevet lavet om i min afdeling, så man i stedet for at melde sig på vagter fra gang til nu er en del af et fast team, som har vagt hver sjette uge. Det er jeg fan af, og jeg er også fan af ugens pose, som jeg havde med hjem i cykelkurven efter min vagt. Og af de grønne tomater og bagekartoflerne, som jeg købte i løssalg. Mums med mums på. Og se lige en fin selleri med hat og det hele! Mine andre indkøb i denne omgang var blandt andet økologiske sharonfrugter og rosenkål fra Spidsroden, en lille lækker chokoladebar fra Irma og selvfølgelig et græskar.  Uh, og appelsiner! så er det snart jul :)

københavns fødevarefællesskabkøbenhavns fødevarefælleskabkøbenhavns fødevarefællesskabvindruer butternut løg chokolade økologiskæbler citron spinat økologiskgulerødder økologiskhvedemel rosenkål sharonfrugter økologiskknækbrød rosiner peanutbutter havregryn gær økologiskgulerødder æbler appelsiner økologisk

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

klimaambassadør Perspektiv

At vælge økologien

Har du prøvet at stå i et supermarked og overveje, om du skal købe en økologiske aubergine til 14,95 eller en konventionel til 8,95 kr.? Her kommer mit bedste trick, når det handler om at leve økologisk: Beslut dig for det. Vælg det til én gang for alle og giv slip på overvejelserne.

Jeg har besluttet mig for, at jeg handler økologisk. Det betyder, at jeg slet ikke behøver sammenligne priser eller overveje, om det er i orden at betale 8 kr. ekstra for en økologisk broccoli eller 10 kr. ekstra for den økologiske chokolade. Jeg går bare ind i supermarkedet, tjekker det økologiske udvalg ud og køber det, som jeg har brug for og har råd til. Den taktik sparer mig for mange kedelige regnestykker og gør, at jeg ikke skal genoverveje min holdning til økologi hver gang, jeg får øje på en prisforskel – for hvem kan overskue det? At tage beslutningen én gang for alle er meget nemmere.

Selvfølgelig betyder det, at der er ting, jeg ikke spiser så tit. For eksempel spiser jeg færre avokadoer end før, fordi jeg tit tænker, at 12 kr. per økoavokado er for dyrt til mit studenterbudget, og derfor ikke køber dem. Til gengæld spiser jeg masser af det, der er i sæson og derfor er billigt (æbler, hokkaido, bønner!), jeg redder verden meget mere, end hvis jeg ikke købte økologisk, og jeg slipper for tvivl. Et godt trick mere er at vælge supermarkeder, hvor økologisk frugt og grønt har sin egen afdeling/hylde eller at handle hos en økologisk grønthandler/gårdbutik. Så kan man betragte den økologiske hylde som udvalget og vurdere de økologiske priser uden at sammenligne med de konventionelle.

Mit bedste tip til at leve økologisk er altså at slippe overvejelser og regnestykker, vælge økologien til én gang for alle og gøre det hele lidt simplere for sig selv. Og de dyre ting? Dem køber jeg på tilbud!

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

klimaambassadør Perspektiv

Et kilo oksekød = 129 brusebade

Det siger sig selv, at der er vand i vandmeloner og agurker. Vandet kommer selvfølgelig ikke inde fra det frø, planten startede som, men ude fra det vandingsanlæg, den vandkande eller det regnvejr, som vander melonen og agurken. Helt på samme måde kommer det vand, som er i et dyrs muskler, fra det foder og det drikkevand, dyret har indtaget i sit liv.

Når vi spiser en vandmelon eller en kylling, så bruger vi altså indirekte den mængde vand, som blev brugt i melonens eller kyllingens tilblivelse. Og nu bliver det spændende. Der er nemlig en verden til forskel på vandforbruget i forskellige fødevarer – og faktisk står fødevarer for ikke mindre end 92% af vores daglige vandforbrug. Det er vildt, når man tænker på, at vi til dagligt bruger vand til at bade, lave mad, skylle ud, vaske hænder osv, men det er sandt: vores husholdningsvandforbrug udgør kun 8% af vores samlede vandforbrug. Resten kommer fra det mad, vi spiser. Hvis vi altså spiser kød.

Et kilo oksekød indeholder indirekte 15.500 liter vand. Til sammenligning bruger man 120 liter på et brusebad på 10 minutter uden vandsparer. Det vil sige, at et kilo oksekød svarer til 129 brusebade à 10 minutter, hvilket er et 10 minutters bad om dagen i fire en halv måned. Vildt, ikke? Svinekød bruger 9.000 liter per kg, kyllingekød 4.300 liter per kg. Et kilo grøntsager svarer til 320 liter vand, et kilo frugt til 900 liter og et kilo ris til 2.500 liter. Virtual Water er et besøg værd, hvis du synes det lyder absurd.

Hvis man skifter et kg oksekød i lasagnen ud med et kg grøntsager, når man laver aftensmad, er der altså vand at spare. Helt præcist sparer man 15.180 liter vand eller den mængde vand, der svarer til 126 brusebade. Og det, mine herrer og damer, er et godt argument for at droppe kødet. Synes I ikke?

 

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Interviews klimaambassadør

Sommergæst #3: Mickey Gjerris

mickey gjerris

Billedet tilhører Mickey.

Mickey Gjerris stiftede jeg bekendtskab med, da jeg hørte et interview med ham i Faglitteratur på P1 sidste sommer. På bloggen kaldte jeg ham en dansk stemme,  og jeg er fascineret af, hvordan han i en verden af naturvidenskab taler for empati og medfølelse. Jeg har hørt ham til et foredrag om etik og klima, og forhåbentlig får jeg sneget mig ind på et af hans kurser på Københavns Universitet på et tidspunkt i min uddannelse. Vi kører:

Hej Mickey. Vil du kort præsentere dig selv?

Jeg er lektor i bioetik ved Københavns Universitet og medlem af Det Etiske Råd. Jeg har i mange år forsket og undervist i etiske spørgsmål om natur, dyr, teknologi, medicin og klima. Er uddannet teolog og har været ansat ved naturvidenskabelige forskningsinstitutioner i 9 år. Privat læser jeg for meget Science Fiction, holder uendeligt meget af Dr. Who, NFL og falafler og forsøger at bruge tid på at kramme træer og se på skyer. Jeg er gift, og tilsammen har vi 5 børn.

Tror du, at vi kan redde verden?

Spørgsmålet er, om vi kan redde os selv. Verden vil klare sig, men som art står vi foran gigantiske udfordringer. Dem skrev vi i Det Etiske Råd om i en redegørelse om bioenergi: klimaforandringer, ressourcemangel, befolkningstilvækst og tab af naturområder. Hvis spørgsmålet er, om vi kan ’løse’ problemerne og forsætte i samme spor, som vi i den vestlige verden kører ad i dag, er svaret ’nej’.

Vi kommer til at opleve drastiske ændringer i vores levevilkår uanset, hvad vi gør. Opgaven er derfor at gøre, hvad vi kan for at omstille livet i en bæredygtig retning. At leve bæredygtigt betyder for mig, at vores forhold til naturen skal ændres fra at være baseret på udnyttelse til at være baseret på agtelse.

Videnskab og teknologi kan og skal hjælpe os med at håndtere den krise, vi er i. Men for mig er det vigtigst at påpege, at det primært er en åndelig/mental/spirituel krise. Vi er i den, fordi vi har løsrevet os fra den natur, som er os selv. På få århundreder har vi ødelagt vores livsgrundlag, udryddet arter i massevis og reduceret millioner af dyr til kødfabrikker i et vanvidsagtigt behovsraseri. Nu er opgaven at finde hjem til det vilde og forstå, at vi ikke er i modsætning til naturen, men er en del af den.

Findes den glade frikadelle?

Der findes måder at producere kød på, hvor dyret har en overvægt af positive oplevelser. Nogle gange kan økologisk kødkvæg- og svineproduktion nå så langt, men generelt har dyr behov for at udfolde deres iboende adfærd i højere grad end langt, langt de fleste produktionsformer tillader. Særligt intensiv produktion, der står for 95% af den danske produktion, giver dyrene ingen eller få muligheder for at være de dyr, de er. Og så kan man jo spørge, om det at dyr har mere glæde end lidelse i livet er grund nok til at spærre dem inde, slå dem ihjel og æde dem?

Grundlæggende mener jeg, at man skal lade være med at tage livet fra dyr. Når der er mulighed for at leve godt på en plantebaseret diæt, ser jeg ingen grund til at spise dyr. Det er bedre for din sundhed, dyrene, miljøet, klimaet, naturen og mængden af landbrugsjord at leve så vegansk som muligt. Og så er ”nak og æd”-strategien for mig at se en underlig måde at forholde sig til livets mirakel på. Igen: Det er for mig et spørgsmål om at gå fra udnyttelse til agtelse.

Betragter du dig selv som idealist?

Vi har alle idealer. Vi har idéer om det gode liv og hvordan vi bør opføre os etisk. De skal så måles op mod virkeligheden, hvor vi handler i praksis. Jeg vil tro, at der for langt de fleste er en afstand mellem idealer og virkelighed. Sådan er det at være menneske, og i den forstand er jeg realist. Jeg lever selv næppe op til mine idealer i andet end glimt. Men idealer er vigtige, fordi de er pejlemærker, vi kan stræbe efter at nå – vidende, at det aldrig lykkes. Uden pejlemærker farer man vild. Så jeg er idealist, fordi jeg tager idealerne i min kultur og i mit eget liv alvorligt. Men jeg er også realist, fordi jeg ser idealer som et mål, der sætter det essentielle – tilværelsen – i nogle rammer.

Hænger lykke og forbrug sammen – og i så fald hvordan?

Det er et af vores mest grundlæggende problemer, at vi har skabt en kultur, hvor vi tror, at lykke og forbrug hænger sammen. Vores kultur er gennemkommercialiseret og fuld af reklamer, som døgnet rundt fortæller, at lykken findes for enden af næste indkøb. Vores kultur er i en afgrundsdyb krise med sit eget naturgrundlag, men politikernes svar er ”Mere vækst”, fordi det er det eneste, der kan få dem genvalgt.

Forbrug er ikke lykke, blot en kortvarig tilfredsstillelse af et behov for at eje, som hurtigt erstattes af trangen til det næste fix. Jeg kender begge dele fra mit umådeholdne forbrug af elektroniske dimser og 25 år som ryger! Mit mål er at lægge dimserne på hylden, ligesom det lykkedes med smøgerne – men det er svært i en kultur, hvor lykken er indbygget som app i nyeste model. Og så på den anden side: Hvor svært er det at gennemskue, at tilværelsen ikke bliver meningsfuld af, at der er et bedre kamera i din næste iPhone?

Opgaven er at skelne mellem velfærd og velstand. Velfærd er det, der skal til for, at dit liv fungerer. Mit gæt er: mad, tag over hovedet, varme, meningsfulde relationer, skolegang til børn og trygheden ved et velfungerende gratis sundhedsvæsen – og et arbejde med indbygget tilfredsstillelse over at yde en væsentlig indsats. Har du det, har du meget. Bil, mobil, ferierejser, diamanter, sko, kød hver dag osv. hører nok til i velstandsafdelingen.

Vi må spørge os selv, om lykken vokser ud af velstand, eller om vi skal sikre velfærd som den basis, der gør det muligt for os at opleve livet blive opfyldt i relationer med mennesker og natur. Det er for så vidt enkelt – der er mere glæde i at være til end at rage til sig. Mærkeligt, så svært det er at huske.

Har du et godt tip til en bog/film/artikel/podcast/hjemmeside, vi kan bruge august på?

Jeg vil anbefale at bruge august til at få øje på miraklerne i det små: skyens form, saltvand mod hud, smagen af et æble, at fortabe sig, så tiden forsvinder, og barkens hårde mønster. Som en af de store filosoffer siger: For some people, small beautiful events are what life is all about (Doctor Who).

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Indkøb klimaambassadør

Mit madbudget som vegetar

Jeg skal til at flytte hjemmefra til København og prøver at udregne et budget. Problemet er, at jeg ikke aner, hvor mange penge, jeg kommer til at bruge på mad i måneden! Jeg skal bo alene og er som dig vegetar og går op i bæredygtighed. Derfor kunne jeg godt tænke mig at vide, hvor mange penge, du bruger på mad i måneden – altså, kun hvis du har lyst til at svare på det, selvfølgelig!

Sådan skrev Lotte i en mail. Jeg tænkte, at der måske var andre, som skal flytte hjemmefra eller bare er nysgerrige efter at vide, hvad det egentlig koster for sådan en som mig at være vegetar.

uge-38-glaskaal-gule-boenner-koriander-skalotteloeg

En pose fra fødevarefællesskabet KBHFF fra i efteråret.

Jeg fører ikke madbudget, men ifølge min netbank har jeg brugt 1345 kroner på dagligvarer per måned i de sidste tre måneder. Dertil kommer en sandwich her og en kop kaffe der, men mit basismadbudget er altså lige omkring 350 kroner om ugen.

Jeg tænker ikke på at spare penge, når jeg køber mad, for det synes jeg er en trist indstilling. Jeg vil til enhver tid hellere spare på tøj, pizzaer og dyre øl end på min hverdagsmad. Derfor sammenligner jeg sjældent prisen på det økologiske med prisen på det konventionelle, og når jeg skal beslutte, om jeg vil købe en bakke økojordbær til 35 kroner, så tænker jeg “Det svarer til en enkelt fadøl, som jeg ikke ville stå og overveje – jeg tager den!”. Men der er selvfølgelig ingen grund til at bruge flere penge på lækre ting end højst nødvendigt, så her er mine bedste indkøbsvaner:

  • Vær opmærksom på “25% på al økologi”-dagene, som er med jævne mellemrum. Der køber jeg altid nødder, chokolade, olie, balsamico, quiona og alt det andet smådyre, man gerne vil have på lager. På Facebook er Økologi til alle min bedste ven i den sammenhæng.
  • Jeg har arvet min fars tilbudsjægertilbøjelighed og køber gerne stort ind af ting, der kan holde sig: dåsetomater, kokosmælk, tørrede bønner og linser, knækbrød, soyamælk og den slags.
  • Spidsroden og Fødevarefællesskabet. Det er billigt, økologisk og lækkert, og så er de søde!
  • Lyst brød bager jeg selv. I stedet bruger jeg penge på godt rugbrød fra min økobager. Det er en kæmpe luksus at have godt brød til madpakken, synes jeg.
  • Jeg skralder en gang imellem grøntsager og brød.
  • Alle mine rester bliver spist eller frosset ned. Det tror jeg er et virkelig undervurderet sparetip.
  • Madpakke, madpakke, madpakke. Smager bedre end kantinemad og koster meget mindre!
figen-og-bolle-med-tomat

Hjemmebagte boller, som jeg putter i fryseren og bruger i madpakken.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

klimaambassadør Perspektiv

Nu er der kompost i AB Guldberg

fælleskompostering AB Guldberg

Det sidste års tid har søde Emilia og jeg været partners in crime i et projekt, som vi ikke havde den fjerneste anelse om omfanget af: Vi har kæmpet en kamp for at få lov at kompostere i vores gård. En underskriftsindsamling, en bestyrelsesudpeget kompostansvarlig, 1000 telefonsamtaler med folk fra Københavns Kommune, som sagde: “Det bliver nok lidt besværligt”, et fælleskomposteringsskema, en udforskning af de danske byggemarkeder, et forgæves opkald til en smed og en spand med orme – det var ikke lige til, men nu! Nu har vi dem!

Det grønne affald fra os i AB Guldberg bliver ikke længere brændt, og det synes jeg faktisk har været hele kampen værd. Mine kartoffelskræller, radisetoppe, æbleskrog og kaffefiltre bliver til muld, som jeg kan bruge på altanen næste forår, og det sker i min egen gård. Jeg har installeret en grøn spand under vasken og er allerede blevet hende typen, der stopper mine gæster med et “Hov! Nej! Det skal i kompostspanden!”, når de laver mad i mit køkken. Det tror jeg bestemt, at planeten sætter pris på.

Hvis I overvejer en fælleskompost, så skriv endelig – nu kender jeg hele processen :)

fælleskompostering københavns kommune

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'