Mad

10 tips til dig, som vil spise
mindre kød
og mere grønt

Hvordan er det lige, man kommer i gang med at spise flere grøntsager og mindre kød? Jeg blev ikke vegetar fra den ene dag til den anden, og jeg ved, at madvaner kan være stædige. Det tager tid at forandre den måde, vi spiser på. Men det betyder ikke, at det er umuligt. Her er ti tips til dig, som gerne vil spise mere vegetarisk, men ikke helt ved, hvordan du skal gribe det an.

1: Tag ét måltid ad gangen

Hvis du gerne vil spise mere grønt, så drop alle tanker om, at fra nu af skal du spise mindre af ditten og mere af datten. Start med at planlægge ét måltid uden kød. Det kan være, du dropper bacon til din søndagsmorgenmad på søndag. At du skifter skinke eller laks ud med hummus, pesto eller oliventapenade til frokost i morgen. Eller laver grøntsagslasagne i stedet for lasagne med kød, når det er din tur til at stå for aftensmaden næsten gang. Når du har klaret ét vegetarisk måltid, kan du gå i gang med at planlægge det næste.

2: Find inspiration

Der er mange, der er bedre til at lave vegetarmad end dig. Mere opfindsomme, mere erfarne, mere kreative, mere eksperimenterende, mere belærte om smag, tekstur og teknikker. Udnyt det! Gå på biblioteket og lån en stak vegetariske kogebøger. Søg på nettet efter blogs, som laver den slags mad, du godt kan lide. Du behøver ikke opfinde den dybe tallerken selv, og gudskelov for det.

Læs også: Vegetarisk frokostinspiration

3: Opdater din krydderihylde

Grøn mad er helt afhængigt af gode krydderier. Hvis din krydderihylde er veludstyret, kan du lave de lækreste retter med ganske få ingredienser – men gamle krydderier smager af ingenting. Så gå dine bøtter og dåser igennem, tjek om krydderierne stadig dufter og smager af noget. Hvis de ikke gør, så skift dem ud. Ellers bliver du skuffet over resultatet, hvis du følger opskrifter med krydderier.

4: Lær at lave et par basisretter

To er nok. Det kan være indisk curry og lasagne, pastasovs og grøntsagsdeller eller tærte og friske forårsruller. Med et par basisretter i ærmet kan man få de fleste kombinationer af grøntsager til at smage godt på kort tid. Det gør, at hvert måltid ikke behøver føles som et stort projekt. Jeg laver altid mine basisretter på dage, hvor jeg har rester af forskellige grøntsager liggende, som skal bruges.

5: Husk at nem mad er helt i orden

Jeg laver pasta med købepesto mindst en gang om ugen. Rugbrød med hummus er også en ganske fin aftensmad. Spejlæg og stegte kartofler smager himmelsk. En pizza på købepizzabund er en fin løsning, når det skal gå hurtigt. Bare fordi det skal være vegetarisk, behøver det ikke være svært eller 100% lavet fra bunden.

Læs også: Indkøb og økonomi – så mange penge bruger jeg på mad om måneden

6: Skyl, snit og hak om søndagen

Hvis du synes, det tager for lang tid at snitte og hakke grøntsager hver aften, så snup en times tid i køkkenet med en god podcast om søndagen og forbered dig til ugen. Skyl grøntsager, snit og hak dem, kom dem i beholdere hver for sig – så er de lige til at kaste på en bageplade og smide i ovnen, komme i en wok eller på en pande eller i en pastasovs. Og jeg lover, at øvelse gør mester – du bliver en hurtigsnitter, hvis du øver dig.

7: Køb en god kniv

En god kniv er essentiel i ethvert køkken, men måske især i et køkken, hvor der skal hakkes og snittes masser af grøntsager. Det behøver ikke være en dyr kniv, men køb en, der er ordentlig. Gå i en køkkenudstyrsbutik og bed om råd, eller køb en brugt kniv i god kvalitet en genbrugsbutik. Slib den, når den bliver sløv, og behandl den ordenligt (ikke noget med at lægge den i en rodeskuffe). Det er en fornøjelse at have en skarp kniv, som ligger godt i hånden.

8: Start en madklub

Prøv at lufte dine tanker om at spise mindre kød og mere vegetarmad med dine veninder, dine kollegaer eller din familie. Måske er der nogen, der har tænkt det samme? Gå sammen om madklub! Så kan I øve jer sammen, forsøge at imponere hinanden og grine af det, hvis det kikser.

9: Tag udgangspunkt i retten, ikke kødet

Hvis du er vant til at tage udgangspunkt i kød, når du laver mad, og tænke: “Okay, så vi skal have kylling. Hvad har jeg lyst til som tilbehør?” – så prøv i stedet at tænke: “Okay, har jeg lyst til en gryderet med ris til, en pastaret, wok, pizza, noget stegt, noget bagt eller en salat?” Ved at tage udgangspunkt i en “slags ret” (hvad er det rigtige ord? Jeg er ikke kok, he) i stedet for en slags kød, kan du åbne op for flere muligheder og måske være mere kreativ.

10: Hav øjne og ører åbne, når du spiser ude

Lur et trick fra din kantine på arbejdet, prøv at huske hvad der var lækkert ved den sandwich, du bestilte fra en sandwichbar, eller kast dig ud i at genskabe en vegetarret, du bestilte på en restaurant. Spørg din tante, hvordan hun laver sin lækre salatdressing. Kort sagt: Stjæl andres idéer!

Det var 10 tricks til dig (eller din veninde), som vil spise mindre kød. Har du flere idéer, så del dem endelig i kommentarfeltet! Der er selvfølgelig også den lidt dyre løsning med en måltidskasse – det ved jeg, at mange er glade for at bruge som kickstart af deres nye madvaner. Med en måltidskasse i et par uger får man hurtigt opbygget rutiner og lært nye smage at kende, som man så kan arbejde videre med, hvis man opsiger sit abonnement.

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

Relateret indhold

4 kommentarer

  • Besvar
    Cathrine
    1. august 2018 at 23:38

    Hej Emma!
    Tak for endnu et fint og inspirerende indlæg!
    Jeg tænkte på, om du ville skrive lidt om din egen krydderihylde. Måske vise den frem? Måske har du nogle gode krydderitips? Jeg tænker, at det kunne være spændende, nu du fremhæver det her på listen :)
    God sommer!

    • Besvar
      Emma
      4. august 2018 at 11:17

      Jo, det er da en god idé! Tak for den. Og god sommer tilbage :)

  • Besvar
    Thit
    2. august 2018 at 12:44

    Sikke et dejligt, inspirerende skriv! Tak for det! Det har givet mig stof til eftertanke!

    • Besvar
      Emma
      4. august 2018 at 11:17

      Hvor godt! Det er jeg glad for. Og tusind tak :)

    Skriv en kommentar