Andet

De 10 mest læste indlæg i 2017

2017 er slut, før vi får set os om. Jeg forstår det ikke, men sådan er det vist at blive ældre. Årene føles kortere og kortere, jo flere man har oplevet. Inden vi siger helt farvel til 2017, synes jeg, at det var sjovt at kigge på, hvad I har været gladest for at læse om her på bloggen i år. Et kig til statistikken bag kulisserne. Her er bloggens 10 mest populære indlæg i 2017 – fra det tiende mest læste til det allermest læste.

10: Sommermåltider

Vi starter stille og roligt ud: Det tiende mest læste indlæg er en samling måltider fra juni måned. Måske årets fineste? I hvert fald var de farverige, fulde af smoothies og grøntsager og rigtig sommeragtige. Hold op, hvor jeg glæder mig til at spise sådan igen!

Læs indlægget her: Juni måneds måltider.

9: Bullet journal

På niendepladsen kommer et ret nyt indlæg, nemlig det om min bullet journal. Jeg bruger den som kalender, notesbog og dagbog, og systemet passer mig virkelig godt. Fleksibelt med plads til både kreativitet, sirlige layouts og uorganiserede spontane strøtanker.

Læs indlægget her: Min bullet journal.

8: Inspiration til grøn frokost

Indlæg nummer 8 er mit store indlæg om vegetarisk frokost. Jeg har skrevet meget om at spise vegansk og vegetarisk til frokost, lave grønne madpakker, finde på pålæg uden kød og skære ned på udgifterne til kantinemad. I det her indlæg samlede jeg det hele på ét sted.

Læs det her: Vegetarisk frokostinspiration

7: Indkøb i maj måned

På syvendepladsen kommer mine indkøb fra maj måned. Måske fordi det var den første gang, jeg skrev om den populære kokosyoghurt fra Harvest Moon? Den har jeg i hvert fald senere hen fået virkelig mange spørgsmål til. Jeg køber den stadig glad, når jeg falder oven den hos Spidsroden. Den er lige så god, som den er smuk.

Læs indlægget her: Indkøb i maj.

6: Vegetarsushi og spark i maven

På plads seks ligger et ganske almindeligt “tre ting jeg har spist”-indlæg – og så alligevel ikke. Jeg afslørede nemlig, at det sparkede i min mave. Kombineret med vegetarsushi var det nok til, at indlægget kom med i puljen af de mest populære fra i år.

Læs det her: Smoothie, eksamenslæsning og vegetarsushi.

5: Indkøb i januar

På femtepladsen kommer endnu et indkøbsindlæg – dem er I vilde med! Heldigvis synes jeg også, at de er mega hyggelige at lave. Min indre perfektionist får det skønt af at lægge indkøbene op på rad og række og “pudse radiserne”, som min kæreste kalder det, når han driller mig.

Læs indlægget her: Indkøb i januar ’17.

4: En livsopdatering

Det fjerdemest læste indlæg er det første pip, jeg skrev på bloggen, efter at jeg blev mor. Der havde været en lang pause, fordi jeg gik over tid og var så utålmodig, at jeg ikke kunne overskue at blogge, og så selvfølgelig fordi jeg fik andre ting at se til :)

Læs indlægget her: Livet lige nu.

3: At gøre klar til baby

På tredjepladsen lander indlægget om, hvordan vi gjorde os klar til at blive en ekstra person i lejligheden. Det handlede om at arve, låne, købe brugt og holde hovedet koldt i en tid, hvor alle har en mening om, hvad man har brug for. Måske kunne det være sjovt med et indlæg om, hvad vi rent faktisk fik brug for?

Læs indlægget her: Er I ved at være klar?

2: Derfor er jeg vegetar

Det næstmest læste indlæg handler om, hvorfor jeg er vegetar. Det er der fire rigtig gode grunde til, som jeg beskrev og underbyggede med tal og links til kilder. Det handler om landbrugsareal, CO2, dyrefabrikker og at gøre en forskel kort fortalt.

Læs indlægget her: 4 grunde til, at jeg er vegetar.

1: Indkøb og økonomi

Det mest populære indlæg i 2017 handlede om penge. Simpelthen. Jeg delte mit månedlige madbudget og mine fem bedste tricks til alle, der gerne vil leve økologisk og lækkert på SU eller et lille budget.

Læs indlægget her: Indkøb og økonomi: Så mange penge bruger jeg på mad om måneden.

Det var det! Er der et indlæg, som I husker særligt fra 2017? Eller noget I vil se mere af i 2018? Fyr løs!

• Husk at du også kan følge med på instagram @emmaslebsager og på bloglovin'

2 kommentarer

  • Besvar
    Kirstine
    29. december 2017 at 21:54

    Ja tak til indlæg om hvad I endte med at bruge til bebsen. Jeg elsker indlæg der lige vender tilbage og evaluerer :-)

    • Besvar
      Emma
      31. december 2017 at 01:24

      Cool, det er modtaget!

    Skriv en kommentar